Intimitet og sex

Psykolog, ph.d., adj. professor Irene Oestrich

Hvis du har en depression, oplever du ofte seksuelle problemer. Det kan være:

  • Nedsat seksuel interesse og libido
  • Nedsat evne til at bevare seksuel ophidselse (gælder både erektion og orgasme)
  • For tidlig eller forsinket sædafgang
  • Menstruationsforstyrrelser
  • Lavt selvværd og tanken om ikke at være god nok
  • Nedsat evne til at opleve dig selv som attraktiv og genstand for sexuel lyst

Seksuel interesse

2/3 af alle deprimerede har nedsat seksuel interesse. Du kan også opleve øget seksuel aktivitet. Når du er ulykkelig, kan du få ekstra behov for trøst og accept. Måske går du desperat efter tilfredsstillelsen, som er umulig at opnå. Du kan også være desperat efter at få bekræftelse på, at du er god nok.

Hvis du har seksuelle problemer, kan de også hænge sammen med seksuelle bivirkninger knyttet til antidepressiv medicin. De fleste seksuelle bivirkninger går over igen.

Professionel hjælp til seksuelle problemer

Du kan også opleve, at dine seksuelle problemer først dukker op, når medicinen har forbedret dit humør. Når du er begyndt at få det bedre, begynder du igen at få lyst og overskud til at have et seksualliv, men måske er der seksuelle vanskeligheder, som du ikke før har haft. Hvis du og din partner i en periode har haft vanskeligheder, som har resulteret i, at der er sket ændringer i jeres sexliv, kan det godt være svært at få det gamle sexliv tilbage. Måske har du brug for professionel hjælp til at overkomme problemerne.

Medicin kan påvirke seksuel ophidselse, erektion (rejsning) og lubrikation (evne til at blive fugtig) samt seksuel tilfredsstillelse, orgasme og ejakulation. Nogle af disse forandringer kan også skyldes selve sygdommen. Det er svært at skelne.

Du har forskellige muligheder, hvis din medicin giver seksuelle bivirkninger. Få råd fra din læge eller psykiater, som ordinerer din medicin. Hvis sygdommen tillader det, kan du måske reducere medicinen, eller måske kan du holde korte pauser med medicinen. Det kan også være, at du kan få medikamenter mod bivirkningerne.

Psykologisk hjælp

Du kan få psykologisk hjælp til at ændre seksualvanerne. Hvis du har seksuelle problemer, kan du lære at kompensere for en eventuel negativ påvirkning af din seksualfunktion.

Hvis du fx har vanskeligt ved at få erektion, kan du lære, hvordan du kan øge den seksuelle stimulation. Det kan måske være via pornografiske blade eller video. Eller måske kan du bruge nye stillinger, hvor samleje er muligt, selv om du har vanskeligheder med erektion.

Hvis du lider af lavt selvværd, har du tanker om ikke at være attraktiv, ikke at være interessant, ikke at være smuk, og om at din partner er bedre tjent med en anden eller foretrækker en anden end dig. Det er alt sammen symptomer og har ikke noget med virkeligheden at gøre.

Hvis du handler som følge af de negative tanker, bliver du måske uinteresseret i at gøre noget ud af dig selv og, såvel i udseende som i adfærd, gøre dig selv tiltrækkende. Det har ikke noget med selvglæde eller forfængelighed at gøre. At gøre sig selv attraktiv er en lystbetonet aktivitet. Du kan opbygge dit eget selvværd ved at træne dine gode egenskaber også din formåen på det seksuelle område.

Der er mange, der vælger at få terapeutisk hjælp til problemer i parforholdet. Terapeuten arbejder helst med begge parter i forholdet, fordi det er svært at ændre seksuelle vaner og præferencer.

Sidst opdateret:: 30. august 2010