Min veninde er manio-depressiv
Hjørdis
Jeg hedder Hjørdis Rasmussen og er 53 år. Siden 1981 har jeg
haft en veninde, som er manio-depressiv. Hun var meget åben om det.
Vi var igennem meget. Jeg støttede hende, men lærte også at sige
fra. Og det er mit budskab. Du er kun i stand til at hjælpe, når du
kan sige fra.
Den ene dag manisk, så depressiv
Min veninde og jeg læste i samme studiegruppe på universitetet.
Hun fortalte mig straks, at hun var manio-depressiv. Når hun var
manisk, fungerede hun fint. Men når hun var depressiv, meldte hun
afbud. Det var hårdt for studiegruppen. I perioder var hun væk, og
så måtte gruppen også lave hendes del af arbejdet.
Min veninde sagde, at hun ikke ville tale med nogen, når hun
havde det skidt. Derfor lod vi hende være i fred. Men på et
tidspunkt fik hun det rigtig dårligt. Hun ville stadig ikke snakke
og tog ikke telefonen. Jeg havde en fornemmelse af, at jeg burde
besøge hende. Men jeg måtte kalde ind ad brevsprækken, før hun
lukkede mig ind. Vi fik en god lang snak.
Min veninde udtrykte, at hun var glad for, at jeg kom. Jeg var
den første, der besøgte hende, når hun var dårlig. Hun havde brug
for mig, men kunne ikke selv bede om hjælp. Derfor lærte jeg at
stole på min fornemmelse for, hvad hun havde brug for.
Hvis du har et tæt og fortroligt forhold til en depressiv
person, så råder jeg dig til at tilbyde din hjælp. Hjælp - selv om
du får at vide, at du ikke skal. Prøv. Du risikerer kun at blive
afvist.
Jeg eksploderede
Vores studiegruppe gennemførte den humanistiske basisuddannelse
på universitetet sammen. Men det var hårdt. Især fordi en lærer
ikke forstod os. Til en fest sagde han, at det var "et underligt
spil", der foregik i gruppen. Han anklagede os nærmest. Jeg følte,
det var uretfærdigt efter, vi havde knoklet så hårdt.
Lærerens bemærkning sammen med sliddet for at afslutte projektet
og et par andre hændelser fik mig til at eksplodere. Derfor sagde
jeg til min veninde, at hun opførte sig forkælet. Hun forventede
bare, at vi andre klarede tingene for hende.
I dag har jeg fortrudt, at jeg eksploderede. For min veninden
blev ked af det. Men jeg mener også, at "eksplosionen" bragte os
tættere sammen.
Overbeskyttelse hjælper ikke
Hvis jeg ikke havde sagt det, havde vi ikke holdt sammen. For
jeg tror, at hun forstod og respekterede, at jeg sagde fra.
Siden har vi grinet af episoden. Jeg er ked af, jeg fik sagt det
på den måde. Men jeg står ved, at psykisk syge ikke skal
overbeskyttes. Hvis du overbeskytter, bliver du nemt overbelastet.
Fordi dine grænser bliver overtrådt. Det kan ende med afstand. Du
skal være ærlig. Ikke betingelsesløs ærlig, men ærlig på en kærlig
måde.
En gave at hjælpe andre
Jeg har aldrig haft direkte kontakt med professionelle
behandlere. Når jeg ville tale med andre om min veninde, brugte jeg
mit private netværk. Min mand eller min søster.
Jeg synes, at jeg har lært meget ved at have en manio-depressiv
veninde. Det er en gave at kunne hjælpe andre. Den gode oplevelse
fra første gang, jeg opsøgte min veninde, har jeg brugt senere i
mit liv. Jeg har også brugt den i forhold til andre, som har haft
det svært.
I dag har min veninde det bedre. Men vi ses sjældent. Vi bor
nemlig langt fra hinanden. Vi taler meget i telefon, men jeg kan
ikke smutte forbi, når jeg har lyst. Det er jeg ked af. For
praktisk hjælp betyder meget.
Jeg har i den mellemliggende periode mistet min mand og oplevet,
hvordan sorgen lammede mig. Jeg kunne ikke engang overkomme at
rydde op. Derfor ved jeg, hvor meget det betyder at få besøg af en
med overskud. Èn, der hjælper med at rydde lidt op eller købe ind.
En god snak er også vigtig. Men praktisk hjælp til dagligdagsting
kan være en lige så god støtte.