Læs dagbog

Brand i køkkenet

En side i dagbogen "Dagen og vejen"
Skrevet af Åsa 13. august 2020 16:34

En mor står og ordner en flæskesteg, der har været i ovnen og nu står ovenpå komfuret. Affaldsposen er fuld og moderen går ud i opgangen til affaldsskakten og smider posen ud.

Da hun vender tilbage, ser hun til sin rædsel, at der er brand på komfuret. Drengen står og kigger på. Moderen får slukket branden, men får selv en mindre brandskade, der skal behandles. Drengen er uskadt.

Hvorledes det kunne ske, er uklart, men moderen siger, at drengen har tændt for komfuret. Det er elkomfur. Et plastikskærebræt er brændt fast til et af komfurets kogeplader. Jeg ved ikke, om det er keramiske eller gammeldags kogeplader.

Så nu skal hun have skiftet komfuret. Da hun bor til leje, er det boligkomplekset, der ejer komfuret. Det vil så involvere en vicevært, som hun indtil videre ikke har kontaktet, da hun hverken har forsikring eller penge til nyt komfur. Indtil da bruger hun komfurets øvrige kogeplader. Derudover skal de sodede køkkenskabe vaskes rene, hvis man kan det. Jeg har ikke set køkkenet efter branden. Jeg så køkkenet næsten lige da hun var flyttet ind. Siden har jeg ikke set det. Kort effter at hun var flyttet ind, ødelagde viceværten glaslågen til ovnen, så hun skulle have nyt. Så komfuret er faktisk nyt. Det bliver ikke populært hos viceværten.

Jeg har ikke mulighed for at hjælpe med andet end råd. Jeg foreslog bl.a. røgalarmer. Jeg foreslog ikke, at hun tegnede forsikring. Hendes mor havde ingen forsikring, så her er den sociale arv stærkest. Jeg ville - da hun lige havde fået lejligheden - heller ikke som den bedrevidende fortælle, at intet må stå ovenpå et komfur - kun gryder og pander. Jeg så dengang viskestykker og fyldte plastikposer ovenpå komfuret. Hos mig er det strengt forbudt. Hun burde vide det og have respekt for det. Men det kommer måske nu. Brændt barn skyr ilden.

Da jeg var ung og boede på kollegium, var der en kollegianer, der kom hjem fra en våd aften. Han smed sit overtøj henover komfuret og gik i seng. Han var ved et uheld kommet til at tænde for komfuret. Der opstod en brand. Han blev reddet ud.

〰〰〰〰〰〰〰〰〰〰〰〰〰

Der er længe til halloween, og jeg plejer at være med på legen, når ejendommens børn vælter ind i opgangen og råber "slik eller ballade". Men i år bliver det nok anderledes. Der deltager jeg ikke. Jeg vil gerne undgå corona så længe som muligt.

Vennen går til fysioterapeut i denne tid, da han har slidgigt i nakken. Han har fået nogle øvelser han skal lave derhjemme. Han siger, at det hjælper.

Jeg minder hele tiden vennen om, at han skal huske at låse sin cykel fast til noget, når den står på gaden. Der er en i opgangen som lige har fået stjålet sin cykel, den var låst med 2 låse, men ikke låst fast til noget. Så cyklen må være vippet op på et lad og kørt væk. Cykler bliver stjålet i stor stil her selv i dagslys.

Min racercykel fik jeg aldrig stjålet, da den blev båret op i lejligheden. Men jeg havde en anden cykel på gaden, den forsvandt.

Det er heldigvis køligere i dag, dejligt.

Iaften skal vi have boller i karry.

🌞🌞