Læs dagbog

Tilbageblik

En side i dagbogen "Dagen og vejen"
Skrevet af Åsa 19. november 2020 10:06

Hver morgen vågner jeg op med glæden om ikke at stå til rådighed for arbejdsmarkedet. Nogle vil sige, hvad skal du bruge al den fritid til. Jeg vil svare, til ingenting – til blot at være, hver dag er en gave. Havde jeg mange penge ville jeg tage til staterne en måned eller 2 hvert år. Det kunne såmænd være i hele december, de går amok derovre i julen, det ville være så fedt at opleve.

Jeg havde en veninde, der nu er død. Hun havde altid rod i sin økonomi. Fx fortalte hun, at hun fik besøg af sin halvbror, som skulle hjælpe hende med sin økonomi. Han kom og rådgav og gik igen. Næste gang jeg besøgte hende, forklarede hun en hel masse om, hvorfor hun ikke kunne have en budgetkonto og jeg forstod det ikke, det ville da være det mest logiske. Efter hendes død fik jeg at vide, at hun var talblind. Hun var fx ude af stand til at lægge tal sammen i hovedet. Det havde konsekvens, når hun købte ind, hun anede ikke hvor meget hun brugte. Hun skyldte mange penge væk. En dag spurgte hun, om hun kunne låne 10.000 til en gæld til en udvidet kiosk, der solgte lidt madvarer. Hun havde købt sin mad der, fordi kun kunne få på klods. Jeg ”havde ikke pengene” fortalte jeg hende. Jeg ville aldrig få dem tilbage. Hun kunne også få kredit hos en kinesisk grillbar. Pludselig en dag kom hun der ikke mere og da hun skulle have aftensmad, blev jeg sendt derned. Den lå lige rundt om hjørnet. Hun lånte småbeløb fra mig, og jeg fik det aldrig tilbage, så egentlig var det ikke et lån men en hjælp. Det var typisk 100 kr i ny og næ.

En dag ringede hun om jeg ville komme og hjælpe med at gøre rent. Det havde hun aldrig lært af sin egen mor, så hun vidste ikke, hvordan man gjorde. Det viste sig, at hun havde fået en advarsel fra ejendomsselskabet. Der bad hende gøre rent eller blive smidt ud. Hendes datter var 3 år. Moderen bad mig om aldrig at fortælle det til datteren. Det har jeg holdt. Siden dengang stod altandøren altid på klem også om vinteren. Naboerne havde klaget over lugtgener. Vi var et par stykker til hovedrengøringen. Alt blev nedvasket. Imens sad hendes mor i stuen og sagde, at sådan så der ikke ud hjemme hos hende underforstået, hvordan kunne det gå så galt. Hm, ja hendes mor var nu ikke uskyldig.