Læs dagbog

Den manglende bid - hullet i tidslinjen

En side i dagbogen ""
Skrevet af øvØVøv 5. marts 2018 01:25

Her følger min historie.

Det var et helvede - de første 14 dage jeg var sygemeldt, fik jeg fred - derefter blev jeg jagtet af alle.

Jeg kunne godt mærke en sygemelding var det rigtige - eller rettere - som et afsporet højhastighedstog knaldede jeg ind i en mur - fra den ene dag til den anden var jeg ikke i stand til noget som helst; andet end at sove og spise. Kunne ikke en gang høre musik, læse eller se tv.

Desværre var vi uden tillidsmand på mit arbejde, så jeg og suppleanten fik en lynuddannelse i vores fagforening - vi ringede begge konstant til dem og spurgte om råd. Vi var til møde hos dem og vi holdt møder med hinanden.

Jeg gik til læge en gang om ugen. Hver 14. dag udløb min sygemelding, så jeg var hele tiden bange for, at jeg skulle tilbage til det job, der havde gjort mig syg. Kan ikke huske, hvornår kommunen begyndte at være efter mig, men det var i hvert fald inden for den første måned. Og ja, så skulle jeg jævnligt til møder med min ledelse på mit arbejde.

Min ledelse havde uofficielt sagt til mine vikarer, at de hjertens gerne måtte kontakte mig, så de første 3 måneder loggede jeg stadig dagligt på vores intranet, sendte materiale og svarede på spørgsmål fra vikarerne. Jeg endte med at sende eksamensspørgsmål, instrukser om det jeg havde undervist i og min undervisningsplan. Samtidig fik jeg ugentligt mails fra min ledelse, og de ringede også til mig.

Jeg røg over i ressourceforløb og blev behandlet som samfundsnasser og social bedrager.

Var i ressourceforløb en lille måned. Det sluttede brat med et møde, hvor jeg blev angrebet på den mest nederdrægtige og rå måde. De var 4 mennesker, der talte ned til mig, pressede mig og beskyldte mig for alt muligt. Jeg var på daværende tidspunkt fuldtidssygemeldt og var på maksdosis af medicin. Valgte at raskmelde mig et par uger efter mødet, fordi jeg ikke kunne tåle det.

Det var et helvede. Fik egentlig først fred til at komme mig, da jeg blev fyret og kom på dagpenge.

Faktisk var det ret konstant brandslukning det første års tid - min læge, psykolog, fagforening og tillidsmand (suppleanten) hjalp mig med at navigere igennem det.

En sygemelding viste sig at være mere et strategispil end en pause.

---

Jeg har været vred. Både på min ledelse - som har manipuleret med mig - og har sagt til vikarerne, at de kunne kontakte mig. På kommunen og hele systemet for at være sådan en skuffelse - og på mig selv for, at jeg ikke har turde sige fra.

Sygdom er spildtid - hvilket egentlig er det værste. Har nærmest levet en pensionisttilværelse, siden jeg blev syg - det er ikke drømmen, når man er midt i 30erne.

Mentalt er det som at bo i en forladt parkeringskælder dybt under jorden. Kunne mærke tomheden, udbrændtheden og angsten helt ind i knoglerne. Et rungende... av.

Min hjerne kortsluttede vist - altså lige bortset, når det gjaldt det praktiske hurlumhej, jeg var nødt til at fikse for ikke at blive smidt ud af systemet.

Når jeg nu kigger tilbage på mit liv, mangler der en bid - der er et hul i tidslinjen, hvor noget er forsvundet. Jeg har ikke rigtig "været til stede". Jeg er ved at genoptage tidslinjen, men jeg skal starte et nyt sted. Hjernen har gjort et eller andet. Måske har den bare valgt at se fremad.

Det er en sær fornemmelse - næsten som var det er sket for en anden. Man skifter perspektiv på den store klinge - hjernen kan nogle trick - og kan også fucke godt og grundigt med en - og så sidder man bagefter: 'Hey, hvad var det for?'.

Ens opfattelse bliver forvrænget, når man bliver syg, og man kan ikke bare se det fra et mere fornuftigt perspektiv, men det gode er trods alt - at hvis man har været igennem det før, så ved man inderst inde, at det kan ændre sig.

Jeg er ikke helt igennem det endnu, men er kommet over overlevelsesstadiet, har fundet mit humør igen og er begyndt at få min energi tilbage. Skal fortsat være på medicin - måske resten af mit liv.

Det lader til, der er noget genetisk på spil i min familie, så tror min hjerne har brug for nogle af de stoffer, der er i pillerne - lidt ligesom vitaminpiller.

Det er først nu efter en halvanden måneds tid med energi, jeg tør begynde at tro på, at jeg er ved at blive stabil.

Hvis man vil være glad og sund skal man vist have hele sig selv med - også den lidt mere sårbare og gumpetunge side - den er slet ikke så dum, når det kommer til stykket. Nogle gange er den faktisk klogest.

Min mor har sagt: 'Uh, du er så meget hurtigere end mig. Det her bøvlede jeg først med, da jeg blev 50'. Det er da altid noget - så er man lidt foran igen.

Nu er det på med ja-hatten igen, ud over stepperne, men denne gang forhåbentlig på en mere konstruktiv måde.

Tidslinjen strækker sig foran mit blik. Hvad den skal fyldes med, ved jeg endnu ikke.

Jeg skal genopfinde mig selv og have et job, men jeg er godt på vej, og denne gang har jeg det rette udstyr med.

Jeg vipper med hatten, hilser og vinker farvel til min sygdom på én og samme tid. Ikke for at glemme - bare for at skifte perspektiv, ændre fokus - se fremad.

Bare for at fortsætte og ikke sidde fast.



















Kommentarer fra andre brugere

Hej Øv,

Tak for at dele din historie. Det er da for vildt at systemet er så dårligt til at tage hånd om mennesker der har brug for hjælp i en periode. Det lyder forfærdeligt at blive syg og så skulle igennem sådan et presset forløb.

Det glæder mig at læse, at du er ved godt mod og klar til at komme igang igen. Jeg håber du finder ud af det.

Vh Pernille

Skrevet af PernilleH, 5. marts 2018 09:08

Hej Pernille

Tak for din kommentar. Ja, blev også selv ret trist over den måde, jeg blev mødt på flere steder i systemet.

Jeg håber også, det lysner for dig.

Vh. øvØVøv

Skrevet af øvØVøv, 5. marts 2018 22:01

Hej øv

Sikke en omgang, du har været igennem.
Lyder ikke til at have været nemt.

Men, som du selv skriver, "På med Ja-Hatten" og se frem ad :)

Ja, måske skal du have medicin, resten af livet .. Måske ikke.
Men, bare du har det godt :)

God vind i sejlene frem over

V.h. Pegasus

Skrevet af Anonym, 5. april 2018 01:03