Læs dagbog

Bedre og værre på én gang

En side i dagbogen "Én side af gangen"
Skrevet af 19årigluft 13. marts 2019 22:59

Først og fremmest tak til JHL for den meget betryggende kommentar. Det er rart at vide, der er nogen derude, der selvom man ikke kender dem, stadig hepper på en. Jeg tror også måske, det er på tide, jeg ser en voksenpsykiater i stedet for en ungdomspsykiater, da de kun må ordinere én slags medicin mod angst. Jeg har taget den i lang tid, men jeg ved ikke, om anden slags medicin kan hjælpe mere. Det må jeg spørge om til næste aftale.

Jeg har følt mig ekstrem ensom og nytteløs i dag, men mest af alt oplever jeg en jalousi, når jeg ser billeder og videoer af mine venner og deres oplevelser på udvekslingen. Jeg er selvfølgelig glad for, at de hygger sig. Men en af de værste ting ved at være ung i dag, er at alting dokumenteres og vises frem over for andre. Da jeg var yngre og ikke gik i skole, skulle jeg hver dag kigge på billeder af mine gamle venner, der ikke længere kunne huske om mit navn sluttede på et "e" eller "a". Jeg slettede til sidst mine sociale medier, og det hjalp mig meget. Men med nye venner og kæreste føler jeg ikke, det ville hjælpe. Jeg tror egentligt mest, jeg bare er stædig. Selvfølgelig ville det hjælpe. Men det ville også være kedeligt.

Jeg kender ingen anden hverdag end den, hvor jeg lider af depression og angst. Jeg kan ikke drikke meget alkohol, fordi jeg tager angstmedicin. Da jeg lige var begyndt at tage til fester (hvor jeg måtte tigge og bede min søster om at spørge om jeg måtte komme med, fordi jeg ikke selv havde venner til at invitere mig), blev jeg fuld af næsten ingenting. Første gang jeg blev fuld, endte jeg med at kaste op i 48 timer. Min mor spurgte mig, hvorfor jeg dog ville gøre sådan noget mod mig selv. "Jeg ville bare gerne være ligesom de andre for én aften," svarede jeg. I dag indser jeg, jeg lød som Askepot. Men dette er ikke et eventyr, og man kan ikke bare være som de andre. Og i dag er jeg glad for, jeg ikke er som dem. Jeg ser, hvordan vi alle krakelerer på et eller andet tidspunkt.

Når jeg sidder her alene på mit værelse, føler jeg igen, at jeg ville ønske, jeg var som de andre. Eller var i stand til det, de er i stand til. Men det er der intet at gøre ved nu. I morgen er der en uge til, de kommer hjem. Jeg føler bare, det hele er så mørkt lige nu. Jeg ved godt, det går over, men jeg hader hele tiden at skulle vente på, tingene bliver bedre.

Kommentarer fra andre brugere

Kære du!

Først og fremmest vil jeg sige, at det ikke er mangel på interesse, eller omsorg, når folk ikke kommenterer dine indlæg. Tvært om; jeg tror det er magtesløshed på dine vegne, sørgeligt og hårdt som det er.

Du skriver levende, engageret, konkret, direkte og uden hverken for meget drama eller for bombastisk; der sidder en levende og rigtig kvinde for enden af din tekst, og folk er, som jeg selv, uden tvivl rørt af din situation, og dine udfordringer; folk er ikke ligeglade, de er mundlamme.

Jeg er dybt rørt af din tekst, og din situation, og jeg ville ønske, at der var noget, jeg kunne sige eller gøre, der ville lette det for dig, men der er kun to at gøre, og det er kun dig, der kan: du må væbne dig med tålmodighed og lade tiden arbejde for dig, og du kæmpe.

Derudover har du jo massivt krav på hjælp; en psykiater er jo kun så meget, du skal ind til de traumer, der skaber angsten, og får løsnet op for dem.

I vores moderne og sekulære samfund, bruger vi psykologer, men min egen konkret holding, og erfaring, er, at man kommer absolut længst med alternativ behandling. - Glem krystaller, nummerologi og musik-terapi, det er juks. Du har en sygdom i dit sind, der, konkret, ikke er andet end et minde, der har sat sig fast, fordi de var for voldsomt, og nu kører det på replay til du har fået "løftet rillen".

Du er, med andre ord, traumatiseret - af gud ved hvad, men det er omstændighederne - og derfor skal du også ha' hjælp til at finde frem til årsagen bag det.

Detaljen ved den slags traumer er, at sindet - som, F. Eks. Hos den PTSD-ramte - konstant cirkler omkring det, giver angst, fordi alt, der henleder til det minde, fører tankerne tilbage til det. - Imidlertid er den dog så ærgeligt indrettet, vores psyke, at mindet selv, for langt de fleste, er fortrængt, hvilket gør, at der er en grundfølelse af panik og angst, der igen er belagt med glemsel, men som hele psyken, i dit nu, hviler på.

Kort sagt; du kan ikke huske det, og derfor kan du ikke arbejde med det.

I det sekulære samfund snakker man sig vej ind til det. - En god psykolog kan finde det frem på et par sessioner. For de dårlige tager det år, og for nogle kan de slet ikke.

Og deres løsning er miserabel.

"Man snakker sig til det, og ser hvor det ligger henne..".

Det tætteste, det moderne samfund kan præstere af løsninger er det såkaldte NLP (Neuro Linguistic Programming), der ER enormt effektivt, men som - i kraft af dets impact - også er enormt omdiskuteret; man kan komme til at stå ansigt til ansigt med enormt mange følelser og minder, der, reelt, kan sætte gang i et skred, der fører en enorm mængde smerte med sig.

Men selv dette værktøj er, reelt set, utidsvarende: som at lave en hjerteoperation med en mursten; det Kan måske lade sig gøre, men det bliver noget værre rod, og patienten overlever ikke længe nok til, at operationen kunne kaldes en succes.

Jeg vil anbefale et medie, med healer-baggrund.

De er derude, og selv om mange "ligger i hi" og aldrig bliver "vækkede", og uddannede - grundet vores sindssyge og reelt uoplyste samfund - så er der nok af dem til, at de er til at finde.

Du skal ha' fat i en af de dygtige, og lade ham eller hende kigge på dig.

Ser du, en ting er, at du er syg af angst, men selv om det manifesteres igennem din krop, og din psyke, så er problemets rod i din sjæl.

Din sjæl er hvad der lider, og derfor skal din behandling også findes i og for din sjæl.

Et medie - et af en passende styrke (de er, igen, sjældne, men til at finde) vil kunne kigge på dig, åbne dit sind og, bogstaveligt talt, finde den "shard"/den gnist/det stykke i din sjæl, der giver traumet, og pille det ud.

Det er ikke noget, du skal være bange for, overhovedet; din sjæl består af mere end 150.000 komponenter, og, som når man fjerner en ligtorn, så kan såret hele igen og kroppen blive god igen, også selv om ligtornen reelt er dit eget kød og blod.

Jeg har selv været igennem lignende behandling - en mand, jeg desværre ikke kan henvise til, da han bor i Schweitz og som jeg kun kender ved fornavn - løste min angst på den måde; åbnede mit sind, fik det til at fylde det meste af den gård, vi stod i. - Rejste sig op, sagde; "A-HA! - Her er synderen!". Så tog han, med tommel og pegefingre (for alle andre så det ud som om han stod og samlede noget sammen i den frie luft, men for mig og ham, der rodede han rundt i min erindringer, der nu altså fyldte det meste af en beboelsesejendom), fat om "Skyggen", trak den ud fra dens plads, og gik hen til mig igen, kiggede på det - der altså var usynligt for alle andre - og sagde; "Åh Gud.. Var det ikke andet.." imens han smilede og grinede for sig selv, hvorefter han fortsatte med et smil; "Vil du se hvad det var...?". - Jeg var sådan; "NO. FUCKING. WAY! - Jeg har været angst for det lort hele mit liv, tror du jeg vil se det nu..?". - "Fint", sagde han med et smil, og smed dette sorte stykke minde og den skygge det var, ned på jorden, trampede på det, og lukkede mig og mit sind sammen, ind i mit kranie igen.

*WOOOSH!*

I SAMME øjeblik, han havde lukket mit - altså sjælelige jeg, mit sind - ind i mit fysiske hovede igen, der kunne jeg TÆNKE igen! - Jeg kunne VÆRE! - Der var PLADS til mine tanker, OG; JEG VAR UDEN ANGST!!!

Det er, utroligt som det lyder, sandheden, og derfor, af egen erfaring, så vil jeg henvise til medier og troldmænd, der både lever af at løse denne slags problemer, og som er uddannede til det.

Det er hvad jeg kan gi' dig, ihvertfald i dag.

Dertil skal du ha' et virtuelt kram, din dyne trukket op om hagen, lidt god musik på anlægget og en bekymret men omsorgsfuld tanke herfra.

Til dit næste indlæg

Simon

Skrevet af SimonSaiz2, 13. marts 2019 23:53

"Glem krystaller, nummerologi og musik-terapi, det er juks" - det er et medie også.

Skrevet af Øllgård, 14. marts 2019 00:01

*Samme indlæg som tidligere; nu redigeret så det er til at læse* (blev afbrudt af min kat og reklamer fra Spotify, sorry. - Du må gerne slette det uredigerede når du ser det. :) )

Kære du!

Først og fremmest vil jeg sige, at det ikke er mangel på interesse, eller omsorg, når folk ikke kommenterer dine indlæg; tvært om, jeg tror det er magtesløshed på dine vegne, sørgeligt og hårdt som det er.

Du skriver levende, engageret, konkret, direkte og uden hverken for meget drama eller for krævende; der sidder en levende og rigtig kvinde for enden af din tekst, og folk er, som jeg selv, uden tvivl rørt af din situation, og dine udfordringer; folk er ikke ligeglade, de er mundlamme.

Jeg er dybt rørt af din tekst, og din situation, og jeg ville ønske, at der var noget, jeg kunne sige eller gøre, der ville lette det for dig, men der er kun to ting at gøre, og det er kun dig, der kan: du må væbne dig med tålmodighed og lade tiden arbejde for dig, og du må ekæmpe.

Derudover har du jo massivt krav på hjælp; en psykiater er jo kun så meget, du skal ind til de traumer, der skaber angsten, og får løsnet op for dem.

I vores moderne og sekulære samfund, bruger vi psykologer, men min egen konkrete holding, og erfaring, er, at man kommer absolut længst med alternativ behandling. - Glem krystaller, nummerologi og musik-terapi, det er juks. Du har en sygdom >i dit sind<, der, konkret, ikke er andet end et minde, der har sat sig fast, fordi de var for voldsomt, og nu kører det på replay til du har fået "løftet pickup'en fra rillen og skiftet pladen".

Du er, med andre ord, traumatiseret - af gud ved hvad, men det er omstændighederne - og derfor skal du også ha' hjælp til at finde frem til årsagen bag det.

Detaljen ved den slags traumer er, at sindet - som, F. Eks. Hos den PTSD-ramte - konstant cirkler omkring det, giver angsten, fordi alt, der henleder til det minde, fører tankerne tilbage til det. - Imidlertid er den dog så ærgeligt indrettet, vores psyke, at mindet selv, for langt de fleste, er fortrængt, hvilket gør, at der er en grundfølelse af panik og angst, der igen er belagt med glemsel, men som hele psyken, i dit nu, hviler på.

Kort sagt; du kan ikke huske det, og derfor kan du ikke arbejde med det.

I det sekulære samfund snakker man sig vej ind til det. - En god psykolog kan finde det frem på et par sessioner. For de dårlige tager det år, og for nogle kan de slet ikke.

Og deres løsning er miserabel.

"Man snakker sig til det, og ser hvor det ligger henne."…

Det tætteste, det moderne samfund kan præstere af løsninger er det såkaldte NLP (Neuro Linguistic Programming), der ER enormt effektivt, men som - i kraft af dets impact - også er enormt omdiskuteret; man kan komme til at stå ansigt til ansigt med enormt mange følelser og minder, der, reelt, kan sætte gang i et skred, der fører en enorm mængde smerte med sig.

Men selv dette værktøj er, reelt set, utidsvarende. - Man kan sammenligne det med at lave en hjerteoperation med en mursten; det Kan måske lade sig gøre, men det bliver noget værre rod, og patienten overlever ikke længe nok til, at operationen kunne kaldes en succes.

Jeg vil anbefale et medie, med healer-baggrund.

De er derude, og selv om mange "ligger i hi" og aldrig bliver "vækkede", og uddannede - grundet vores sindssyge og reelt uoplyste samfund - så er der nok af dem til, at de er til at finde.

Du skal ha' fat i en af de dygtige, og lade ham eller hende kigge på dig.

Ser du, en ting er, at du er syg af angst, men selv om det manifesteres igennem din krop, og din psyke, så er problemets rod i din sjæl.

Din sjæl er hvad der lider, og derfor skal din behandling også findes i og for din sjæl.

Et medie - et af en passende styrke (de er, igen, sjældne, men til at finde) vil kunne kigge på dig, åbne dit sind og, bogstaveligt talt, finde den "shard"/den gnist/det stykke i din sjæl, der giver traumet, og pille det ud.

Det er ikke noget, du skal være bange for, overhovedet; din sjæl består af mere end 150.000 komponenter, og, som når man fjerner en ligtorn, så kan såret hele igen og kroppen blive god igen, også selv om ligtornen reelt er dit eget kød og blod.

Jeg har selv været igennem lignende behandling - en mand, jeg desværre ikke kan henvise til, da han bor i Schweitz og som jeg kun kender ved fornavn - løste min angst på den måde; åbnede mit sind, fik det til at fylde det meste af den gård, vi stod i. - Rejste sig op, sagde; "A-HA! - Her er synderen!". Så tog han, med tommel og pegefingre (for alle andre så det ud som om han stod og samlede noget sammen i den frie luft, men for mig og ham, der rodede han rundt i min erindringer, der nu altså fyldte det meste af en beboelsesejendom), fat om "Skyggen", trak den ud fra dens plads, og gik hen til mig igen, kiggede på det - der altså var usynligt for alle andre - og sagde; "Åh Gud.. Var det ikke andet.." imens han smilede og grinede for sig selv, hvorefter han fortsatte med et smil; "Vil du se hvad det var...?". - Jeg var sådan; "NO. FUCKING. WAY! - Jeg har været angst for det lort hele mit liv, tror du jeg vil se det nu..?". - "Fint", sagde han med et smil, og smed dette sorte stykke minde og den skygge det var, ned på jorden, trampede på det, og lukkede mig og mit sind sammen, ind i mit kranie igen.

*WOOOSH!*

I SAMME øjeblik, han havde lukket min psyke - altså mit sjælelige jeg, mit sind - ind i mit fysiske hovede igen, der kunne jeg TÆNKE igen! - Jeg kunne VÆRE! - Der var PLADS til mine tanker, OG; JEG VAR UDEN ANGST!!!

Det er, utroligt som det lyder, sandheden, og derfor, af egen erfaring, så vil jeg henvise til medier og troldmænd, der både lever af at løse denne slags problemer, og som er uddannede til det.

Det er hvad jeg kan gi' dig, ihvertfald i dag.

Dertil skal du ha' et virtuelt kram, din dyne trukket op om hagen, lidt god musik på anlægget og en bekymret men omsorgsfuld tanke herfra.

Til dit næste indlæg

Simon

Skrevet af SimonSaiz2, 14. marts 2019 00:01

Øllgård, du skrider bare.

Skrevet af SimonSaiz2, 14. marts 2019 00:01

Simonzais - det er noget juks, det du skriver. Det er som at komme til månen og med nogle vildfarne tanker der er faret vild i kosmos. Jorden kalder.

Skrevet af Øllgård, 14. marts 2019 09:30

Ølgård korrekt hvad Simon siger han siger du har en sygdom det er korekt hvad forventer du

Skrevet af kirae2002, 14. marts 2019 16:31

Nåe ja, Kirae2000, du er vist ligeså psykotisk som Simonzais.

Skrevet af Øllgård, 15. marts 2019 21:39