Læs dagbog

Bange for at det ikke bliver normalt igen

En side i dagbogen "Én side af gangen"
Skrevet af 19årigluft 14. marts 2019 22:16

Jeg var inde og kigge på kommentarerne, og jeg kunne ikke lade være med at smile og grine over dem. Selvom der er en masse ting, der er virkelig svære i livet, så er der selvfølgelig også plads til at smile og grine og have gode dage. Det er de sidste dage gået op for mig, hvor ekstatisk jeg har været op til denne her udveksling. Det er som om, min hjerne har været bag et slør af uvidenhed og en konstant uro. Alligevel var de sidste uger særligt gode, fordi jeg var glad på andre måder. Jeg var stresset, ja. Men ellers gik tingene godt.

Jeg er den type der gerne vil nå det hele. Jeg melder mig til alle mulige ting og indser først lige inden, om det er noget, jeg rent faktisk kan overskue. Jeg elsker at være engageret. Jeg elsker at have overskud, selvom jeg meget sjældent har det. Folk siger ofte til mig, at jeg ser ud som om, jeg kan balancere hele verden på mine skuldre. Men kender man mig i lang nok tid, så ser man mig også falde og gå fuldstændig i stykker. Og så må mine nærmeste så langsomt begynde at samle mig sammen igen. I nogle uger går de ekstra varsomt omkring mig, prøver at distrahere mig med en masse aktiviteter, der ikke kræver meget, andet end at jeg ikke er derhjemme.

Jeg glæder mig til at komme tilbage til den normale hverdag. Jeg glæder mig til at skolen starter igen, og jeg kan fokusere lidt mere på det. Jeg er glad for at gå i gymnasiet. Det har for mig været relativt nemt at gå til, så længe jeg ved, jeg kommer hjem igen ’i sikkerhed’ inden for lang tid. Inden jeg startede i gymnasiet, følte jeg slet ikke, jeg vidste, hvordan det egentligt var at være ung. Jeg lavede ingen af de ting, mine søskende havde lavet eller lavede endnu. Jeg var hende der sad og læste mine forældres gamle bøger fredag aften og gik i seng før midnat. Det gør jeg egentligt stadig. Hvis der er noget, jeg har lært af at være så meget alene, så er det, at man skal kunne trives i sit eget selskab. Nogle gange føler jeg, jeg går helt fra forstanden, hvis jeg er for meget alene. Sådan har jeg det noget af tiden lige nu, imens min klasse er på studietur. Jeg føler hele tiden, der mangler et eller andet. Det føles som om, mine hænder hele tiden prøver at gribe ud efter noget, der ikke er der. For det er bare mig. Det meste af tiden er det bare mig.

Jeg ved ikke, hvordan jeg skal komme i skole om en uge og lades som om, alt er fint. De ved alle sammen, hvad det skete. At jeg brød sammen. Jeg kan huske, da vi kørte hen til terminalen, at jeg kunne genkende deres jakker inde i velkomsthallen. Jeg ville ønske, jeg kunne stå derinde med dem, men tanken gav mig alligevel også kvalme. Det er i sådan nogle øjeblikke, jeg bare bliver så pissetræt af det hele. Uretfærdigheden. Det føles som om det er mig mod mig hele tiden. Jeg ville bare ønske, det kunne stoppe med at være sådan. Jeg har prøvet at komme videre fra alt det, der er sket de sidste mange år, og det gør stadig ondt at tænke på. Og når endnu flere dårlige oplevelser bare ryger oven i bunken, vil det vel på et tidspunkt være for meget? Hvor meget kan jeg klare? Jeg venter bare på, at det en dag bliver nok.