Læs dagbog

Det har været en lidt hektisk dag. Føler jeg har mistet min tryghed hos min kæreste, han var så ond i går, at jeg aldrig vil græde foran ham mere, eller fortælle hvordan jeg har det. Foran ham har jeg det godt, og er glad.
Må gøre alt for, at han ikke bliver træt af mig, for hvis han bliver træt af mig, så er jeg færdig her.
Jeg ved ikke, hvordan jeg har det. Jeg troede han ville forstå mig, at jeg er som jeg er, en svag pige, som kan finde på at græde når som helst.
Måske jeg skal tag hjem lidt, tag hjem til min familie og være der lidt. Jeg elsker ham, men nogen gange har jeg virkelig lyst til at slå ham. Nogen gange får han mig til at føle svag og en pive skid, men det er jeg altså ikke, at han sammenligner mine oplevelser med andre, gøre mig så sur. Det er virkelig ikke særlig sjovt. For han ved ikke, hvordan det er at være mig, han ved ikke, hvor meget jeg kæmper for at komme op ad sengen, og bare lave noget, han ved ikke, hvordan jeg kan gøre det her.
Jeg glemmer aldrig, den dag jeg valgte at tag en overdosis.. Jeg var så bange, og ked af det, jeg fortrød jeg gjorde det, at jeg skulle se mine forældre se mig blive taget på hospitalet. Jeg glemmer aldrig da jeg kom hjem, og jeg bare tog hen til min far, og han holde mig stramt. Han elskede mig virkelig, og jeg elsker fandeme også ham. Han er min verden, og han er i mine drømme hver eneste nat.
I nat drømte jeg, at han ikke var død, at han levede, og ikke var syg mere. Det er faktisk mit største ønske, er nok at han kommer tilbage til mig. For savner ham hver eneste dag, har lyst kramme ham lige nu. Jeg føler, at det er min skyld, at han ikke lever mere. Jeg har ikke været den bedste datter. Jeg har gjort så mange dumme ting i mit liv, som jeg virkelig fortryder, jeg håber virkelig, at han har tilgivet mig, det har jeg virkelig brug for. Jeg prøver virkelig at gøre mit bedste. Jeg vil gøre ham stolt, jeg vil vise ham, at jeg godt kan. Tag min skole seriøs, og bare begynde at elsker mit liv. Jeg er i live, og det er han ikke. Jeg skal nok komme igennem det her. Og hvis det lige pludselig bliver min tur, så er det det, jeg er ikke bange for at dø .


Wow min kæreste er virkelig ond i mod mig, alt er min skyld. Det vil altid være min skyld. ALTID! Han er så fucking irriterende! At han hele tiden er sådan overfor mig, på et eller tidspunkt bliver jeg træt af ham. Så må jeg tænke på mig selv. Hvis han bliver ved med at være sådan, så slår det klik på et tidspunkt, og jeg er ude herfra. Så må han klare sig selv, jeg gør så mange ting for ham, og han gøre intet for mig. Han har ikke gjort rent i flere uger, det er har været mig, og det har været mig, der har sørget for, at han har rent tøj. Synes han skal værdsætte det lidt mere end han gør. I stedet for at være en fucking idiot overfor mig. Han er god på nogen punkter, men andre punkter hader jeg, som pesten. Ligesom nu, jeg er så fucking sur på ham, så tror bare, at jeg er helt normal overfor ham. Jeg vil ikke være sød og kysse ham hele tiden, jeg vil være lidt reserveret.