Læs dagbog

Det er så længe siden jeg har skrevet herind, men kigget forbi chatten engang i mellem dog.
Det har mest været i de svære perioder, for hvem kan jeg dog snakke med, som forstår mig...? Ingen... Ingen som ikke har prøvet det selv... Så, jo jeg er her stadig.

Jeg tager ingen medicin, men har overvejet om ikke jeg burde... Det er hårdt at kæmpe mod verden, og endnu hårdere når min tvivl på andre er så stor som den er.

Ærlig talt, stoler jeg bare ikke på at der er nogen som helst der elsker mig eller holder af mig for MIG...

Der er jo heller ikke nogen der kender MIG så det har jeg jo helt ret i.

Nå, men tilbage til hvorfor jeg skriver... Tror sku det hele glipper lige om lidt, og hvor fedt vil det være...? Ikke en skid...

Jeg har et arbejde og passer det, men forhelvede det er svært. Der er lige en der er gået ned med stress og Ja, Jeg kan da godt klare hovedkulds at blive kastet ind i opgaverne, men så er der nogen der må træde til og redde trådene ud... Men der er ingen...

I dag kommenterede de så også på det (fælleskontor)... Du roder noget hva? (papirerne ligger i tre bunker)
Du grisser (mine sko havde smidt LIDT jord under MIT bord)

Kan du ikke finde ud af posten eller hvorfor... Ej men altså....

Er led og ked og bange for at det er mig der åbentbart skal være den man prikker til...

Nu sidder jeg så alene hjemme, sønnen bliver passet Idag (det går af H T med hans skole) og manden er kaldt på ekstra arbejde... Overvejer at løbe en tur, mon mavekneb, rastløshed og ønsket om smerte vil gå væk af det...?

Er bange for at jeg gør noget drastisk og dmt som jeg vil fortryde, men ingen af mine "venner" er tæt nok på til at se det...

Kvalme og rysteture... So not fun...

Alt for mig for i dag, mon ikke bare jeg skal lægge mig til at sove...

Triste men ikke tårefyldte hilsen
Mig