Læs dagbog

Jeg gjorde det igen!

I dag skulle jeg have været på hospitalet.
I går aftes kunne jeg ikke sove.
Så opdagede jeg at jeg havde glemt at tage min medicin.
Så den indtog jeg klokken 04...

Jeg blev meget træt en time efter...
Sådan virker den på mig.

Jeg sov til sent om eftermiddagen..
Og jeg kom ikke på hospitalet igen!

Ingen forstår det.
Og jeg bliver selv temmelig ked af det.
Det sker så tit.

Jeg gruer for at blive smidt ud af hospitalet.
Og jeg gruer for at blive kritiseret.

Selvmordtankerne bliver nærværende.
Det er den eneste måde jeg kan slippe for ubehaget og bebrejdelserne...

Jeg ønsker det ikke sådan, men det sker meget ofte.

I morgen skal jeg på psyk.
Min bostøtte henter mig, så det klarer jeg sansynligvis.

Det piner mig at jeg skal have barnepige på for at overholde mine aftaler.
Og det piner mig at jeg sover på trods af alarmer...
Jeg hører dem ikke.

Jeg har jo arbejdet i mange år, og jeg mødte altid til tiden.
Men det var også før jeg fik medicin, og vigtigere, før jeg blev alvorligt sindslidende.

Trangen til at gøre en ende på det er stærk.
Også tanker om selvskade, skønt jeg vist ikke har haft den trang tidligere.

Det er svært at klare sig i dette samfund når det er sådan.
Jeg føler mig helt forkert, og er det også...

Selv kan jeg godt forstå at det glipper med aftalerne.
Men jeg er vist også den eneste...

Gruer for bostøtten.
Hendes blik og hendes ord.
Det gør virkelig ondt.

Mit forsøg på at forklare mig bliver betragtet som en dårlig undskyldning.
Igen...
Jeg kan se det i deres øjne, høre det på deres stemme.

Jeg føler mig værdiløs, og umulig at lave en aftale med.

Tænker der ikke er plads til mig.
Selvom jeg så gerne vil.

Fuck, pis og lort!


----------------------------------------


Selvmordtankerne presser på.
Stressen fylder.
Depressionen kører for fuld tryk, og jeg skal holde masken og skjule det.

Havde jeg en pistol havde jeg skudt mig..
Men det har jeg ikke.

Er i vildrede med hvordan jeg skal gøre det..
Ved ikke hvad der sker hvis jeg skærer mig...
Piller kan gå hen og blive en langsom død, og jeg er bange.

Det er ynkeligt at jeg frygter døden...
Men det gør jeg, og det holder mig tilbage.

Jeg føler mig som et skvat !


-----------------------------------


Jeg skal op i morgen tidlig.
Får jeg et insulinchok i nat, så er jeg helt færdig når jeg skal op.

Jeg hader det!