Læs dagbog

I dag startede med at jeg havde det helt ad h... til.
Bostøtten hentede mig kl. 9.00 og så kørte vi ud til distriktpsykiatrien.

Min overlæge syntes at det var fint jeg havde haft det ok et stykke tid, men at jeg må lære at leve med at det går både op og ned.
Der havde jo også været nogle ret dårlige dage.
Naturligvis formulerede hun det anderledes, men det var hvad hun sagde.

Hun forstod også godt at jeg var helt slået ud i går, da jeg skulle have været på hospitalet.
Medicinen som jeg får så rigeligt af, har den bivirkning.
Og jeg havde jo taget den kl. 04.00 så den basker mig helt i gulvet til den tid jeg skulle have været afsted.

-------------------------------------

(over-)lægen havde skrevet til kommunen, som er ved at indhente materiale til rehabiliteringsudvalget.

Hun havde skrevet at min stresstærskel var meget lav, og at min arbejdsevne var meget lille.

Hun skrev endvidere at mulighederne med medicin var udtømte, fordi mine nyrer ikke kan tåle en del præparater, blandt andet litium, som er meget effektivt mod bipolar lidelse.

Jeg kunne sådan set kun være enig med hende.

I bedste fald bliver det et fleksjob, men en pension er nok mere nærliggende.

Hun sagde også at mit fagområde var uegnet til mig.
Eller var det omvendt?

Men det var det.
Der blev ikke pillet yderligere ved min medicin.

Det betyder også at jeg må lære at leve med et ustabilt sind..
Depressionerne vil fortsat komme og gå.
Og jeg ved jo godt hvor lidt der skal til, før filmen knækker for mig...

--------------------------------------

Bostøtten var rigtig sød på vejen hjem.
Hun kunne sagtens forstå at jeg havde sovet fra det hele i går.
Og hun fik en større forståelse for de ting jeg ikke kan, eller magter.
Det er en enorm lettelse at hun ikke bare synes at jeg er doven...

-------------------------------

Jeg har det sådan set udmærket nu.
Det var godt at høre at min læge bedømmer mig nogen lunde tilsvarende med det jeg selv bøvler med.

Nu skal jeg som det sidste have en samtale med min almene læge, som også skal skrive til rehabiliteringsudvalget.
Der skal jeg så have en tid.

-----------------------------------

Hvor er jeg glad for min dagbog!
Uden den ville jeg nok være meget mere uklar på mig selv.
Den er simpelt hen et formidabelt redskab.

------------------------------------

Livet er godt en gang imellem...

Kh. Bip