Læs dagbog
Begravelsen i tirsdags
En side i dagbogen "Livet op og ned..."
Skrevet af Bipolarix 22. oktober 2017 23:27
I tirsdags begravede jeg kvinden som jeg elsker.
Ikke elskede, for jeg gør det jo stadig.
Mange sagde at det var en smuk begravelse...
Jeg har dog endog meget svært ved at se noget smukt ved en begravelse.
Det er sorg, tab, og enden på en æra i et menneskes liv.
Bevares, blomsterne var flotte, kisten pæn, men inden i den kiste lå hun jo, så smukt er det bestemt ikke for mig.
Jeg havde købt dybtrøde roser, spredt ud i en vifte.
De skreg nærmest kærlighed.
Sådan ville jeg have det.
Min søn deltog i begravelsen for at støtte mig...
Han er blevet voksen nu.
Passer på mig.
Da vi spiste sammen i går, han, hans kæreste og jeg, sagde han at det kun var anden gang han har set mig græde...
Det har jeg tænkt meget over.
Selvfølgelig har jeg grædt en hel del mere end han ved af, men det fortalte mig alligevel at jeg er sparsom med tårerne når der er andre mennesker til stede.
Men Anette fortjente tårerne.
En vidunderlig kvinde som jeg har været så uendelig heldig at have kendt i de sidste halvandet år.
Noget helt andet end tilfældige flirts og knald.
Det var rendyrket substans.
Her til aften var der en film om to unge mennesker med cancer som møder hinanden og bliver kærester på den seriøse måde.
Han dør hen imod slutningen, hun sidder tilbage med tanker og sorg.
Filmen mindede på mange måder om det forhold jeg selv havde...
Og konklusionerne på filmen var forbavsende lig mine egne.
Det er underligt at have mistet, og så samtidig føle sig så velsignet med et godt forhold...
Priviligeret...
Faktisk har alt det gode fyldt meget hele tiden.
Men samtidig er sorgen stor...
Et underligt følelsesmæssigt mix, som jeg ville have forsvoret kunne eksistere side om side på den måde...
Jeg sidder stadig og taler til hende når jeg er alene.
Fortæller hende at jeg elsker hende....
Hvor dejlig en kvinde hun er...
Jeg tror nu ikke hun kan høre mig, for hun er jo død...
Men i mit hjerte dør hun ikke, før det går i stå.
Bizart nok, tror jeg ikke vi havde mødtes hvis hun ikke havde været syg af cancer.
Kan man så sige at det var positivt ved canceren?
Det synes jeg ikke.
Hun måtte hellere have levet, og så undværet vores møde.
Omvendt ville jeg for intet i verden have byttet vores bekendtskab med noget andet...
Jeg har været ufattelig heldig.
Den følelse bærer jeg med mig.
Hvis Gud finder behag i os, så har vi en aftale om at mødes i Paradis, når Gud engang opretter det på Jorden.
Tak fordi jeg fik lov til at lære hende rigtig at kende.
Og endnu engang, begravelser er ikke smukke.
Kh. Bip.
Kommentarer fra andre brugere