Læs dagbog

Op og ned

En side i dagbogen "Cat's dagbog"
Skrevet af Catalina 16. oktober 2016 17:22

Ved ikke helt hvor jeg har mig selv.
Tænker meget.. Men det er jo ikke noget nyt.
Føler jeg svæver rundt i ingenting.
Intet stå-sted. Hvor hører jeg mon til ?

Jeg er panisk angst for at miste. Sådan virkelig virkelig bange.
Jeg græder ofte bare ved tanken om at miste folk.
Det gør SÅ ondt.
Vi har jo ingen kontrol der. Alle dør - på et tidspunkt.

Det får også tankerne hen på hvor tæt jeg har været på at dø, flere gange.
Når jeg har det godt så er jeg glad for at være i live.
Men når tingene er lort så kan jeg ikke lade være med at tænke at døden = fri/fred.
Dog kæmper jeg for dem jeg elsker !!

Har det mærkeligt i mit hoved lige nu.
Det er som om jeg er i min egen bobbel.
Kigger ud på verden men uden at være en del af den..

Kommentarer fra andre brugere

Hej catalina

Hvor er det trist det skal være så hårdt for dig.

Godt at høre du kæmper for dem der elsker dig.

Det er trist at tanke på at dem man elsker skal herfra, måske du kan prøve at vende det til du får fortalt folkene omkring dig at du holder af dem.

Knus knus rabina

Skrevet af Rabina, 16. oktober 2016 17:37

Tak for din kommentar 😊
Det er i min verden også rigtig vigtigt at fortælle folk man holder af eller elsker dem.
Så det gør jeg også.
Nogen synes måske det virker overfladisk eller noget, hvis man 'hele tiden' fortæller folk at de er elsket.
Men det er jeg nu ligeglad med for jeg siger det 😊

Skrevet af Catalina, 16. oktober 2016 18:01

Hej Catalina

Ja, jeg kan også blive fuldstændig panisk ved tanken om at miste nogen, jeg holder af. Jeg må virkelig tvinge tankerne væk igen, sige remser osv. Det er frygteligt!

Jeg ved ikke, hvad man kan gøre ved det, for du har ret, vi kan ikke kontrollere det. Men jeg er glad for at læse, at du trods dine problemer er glad for at være i live bare ind imellem. Det er trods alt en start!

Sender dig mange varme tanker!
jhn

Skrevet af JHN1, 16. oktober 2016 18:44

Hej...

Jeg bliver ramt af den tomhed som du beskriver.
Den nærmest desperation jeg føler, når jeg læser dig her.

Jeg ved ikke om det er en trøst at andre også kan rammes af den tomhed?
Nej en trøst er det ikke, blot genkendelse af noget, som jeg gerne ville give en hel del for at undgå.

Jeg satser på at følelserne driver over...
Lader tårerne rende i ny og næ..

Jeg håber at du også finder lidt glæde i verden igen..
Det dér er for hårdt.

Knus...

Skrevet af Bipolarix, 16. oktober 2016 18:51