Læs dagbog

Mit hoved er et stort rod de her dage.

Om små 14 dage er jeg inviteret til en fødselsdag hos en veninde.
En veninde som jeg ikke har hørt fra i snart 2 måneder, som ikke har været der i en tid hvor jeg har haft brug for det og hvor jeg har følt mig meget alene i forhold til de få veninder jeg har.
Til trods for at jeg søgte hende meget i begyndelsen af det hele og hun selv har været igennem depression og angst før.
Jeg kan bare ikke møde op til den fødselsdag. En “pinlig tøseaften” med piger jeg ikke kender og en veninde som jeg er skuffet over og ikke finder tryghed i, og kan mærke jeg ikke kan udsætte mig selv for det.
Den sidste fest jeg var til, endte jeg med at stå og gemme mig, da alle jeg kendte og følte tryghed ved pludselig var væk, på toilettet, på tanken eller hvor de nu var. Og jeg kom bare ikke op igen den aften, før jeg var hjemme.

Derudover skal min kæreste til poltaaben. Det er sådan set fint, men de skal slutte af i byen om aften og mødes med brudens poltaaben tøser og kan mærke at det roder helt med mit hoved.
Jeg stoler på min kæreste. Men jeg er så usikker på mig selv for tiden og føler mig helt forkert. Derfor er tanken om at tilbuddene kan være det, for meget for mig. Jeg ved det hele er oppe i mit hoved. Men har to stemmer. Den ene piller mig ned og den anden tænker rationelt og fortæller det er noget fis, at jeg intet har at frugte.

Men når selvværdet og selvtilliden er i bund og han er min klippe i alt det her, så kan jeg bare ikke holde frygten væk.

Jeg ved faktisk bare ikke hvad jeg skal gøre af mig selv den dag og frygter hvordan jeg vil reagere når jeg sidder alene med mine tanker.
De her dage tænker jeg bare over hvem der bedst vil kunne hjælpe mig igennem dagen med den dårlige samvittighed over fødselsdagen og min usikkerhed.
Men den ene jeg føler kunne, kan ikke sætte nogle timer af. Så følelsen af at være alene om det, gnaver igen.