Læs dagbog

Aner sådan set ikke hvad jeg skal skrive, for kan ikke holde på lange sammenhængende tanker uden at føle at de glider ud imellem fingrene på mig og forsvinder i afgrunden.

En lille forstyrrelse og jeg har glemt hvad jeg lavede, hvad jeg foretog mig og hvad jeg skulle gøre de næste 5 sekunder. Det er frustrerende som bare fandens og jeg kan intet stille op – det er en del af det jeg har, min depression, min 'ked af det'hed.

Min psykolog, fortalte godt, da hun viste mig et skema over hvad sygdommen gjorde ved en, at man ville komme til at have koncentrationsbesvær og glemme ting, og jeg nikkede da også genkendende til det, for det har jeg meget af i øjeblikket. Alt for meget – hvis man skulle tage et billede af i dag, af mig, ramt af koncentrationsbesvær, ja, så har jeg brugt 45min på at vågne, stået op, brugt 20min på at fylde opvaskemaskinen fordi jeg konstant glemte hvad jeg havde gang i, var ved at putte opvasketab'en i skraldespanden i stedet for opvaskemaskinen for så endelig at tænde den.

Herefter lavede jeg morgenmad (græsk yoghurt med mysli og sirup), sætte den på køkkenbordet og glemte alt om den i halvanden time fordi jeg kom til at kigge på vasketøjet, for vaskemaskinen skulle jo fyldes og så skulle jeg lige det ene, så det andet, og før jeg havde set mig om havde jeg stadig ikke spist min morgenmad. Selv under spisningen af morgenmaden fik jeg sat den fra mig, fordi jeg havde fået lukket min killing ud ved en fejl og glemt at tage hende ind igen, og så havde jeg igen glemt min mad.

Sådan er min hjerne – en stor tom skal, der nogle gange, som i går bare kører der-ud-af med 160km/t i flere timer uden nogen mulighed for at kunne trykke på en stor rød knap, hvor der står STOP!! Det er hverken rart eller dejligt at have en hjerne der næsten føles som død, det eneste som der fylder i den er følelsen af følelser man ikke kan rumme.

Jeg er næsten ligeglad med alt, spisning, at leve, at trække vejret, at se – føle – høre, bare fordi følelserne føles som kæmpe bjerge der bare vokser, vokser, vokser, får torne – begynder at gøre mere ondt end de gjorde for bare to sekunder siden.

Jeg har det som om jeg kører ned af en rutsjebane, der er bare ingen sele til at holde mig fast, sædet jeg sidder på er forsvundet og det eneste jeg ser er skinnerne hvor vognen burde have været og der er ingen bremser, ingen til at styre farten for jeg kan ikke sige stop, for når jeg gør det, falder min verden sammen.