Læs dagbog

Først vil jeg lige sige at, efter at have fundet ud af muligheden for at føre dagbog her, har en del af mine tanker ændret sig. Før hvor spekulationer kun fandtes inde i min hjerne og som førte til heftige indre dialoger, diskussion, skænderier og skæld ud til mig selv, så er det som om at jeg har opdaget noget forunderligt...jeg skal ikke længere gå med dem alene, eller kun dele dem med min kæreste, som har det største rummende hjerte, men jeg har mulighed for at skrive dem ned, få dem ud af mit system og få, forhåbentligt, noget ro i min hjerne.

Der var nogle ting som fyldte meget i går, for meget, men efter en god nats søvn, et godt langt varmt bad og morgenmad fik jeg en mindre åbenbaring; jeg har ret til at sige fra!!

Og det gjorde jeg i går, synes jeg selv – Jeg skrev til min mor, som svar på at hun havde ringet først to gange til mig og så en gang til min kæreste, at jeg hverken havde lyst eller overskud til at snakke.

Det var så stort af mig, synes jeg selv, efter at have gået hele følelsesregistreret igennem – dårlig samvittighed (fordi jeg er opdraget til at ringe tilbage og altid være sød), skyldfølelse (fordi jeg er opdraget til altid at gøre det rigtige overfor andre, bare ikke overfor mig selv), vrede (fordi jeg føler mig styret til at skulle noget jeg ikke har lyst til), ked af det (fordi jeg ikke føler mig forstået, når jeg snakker med min mor). De to gange hvor min far har ringet og spurgt hvordan jeg har det, har været super rart, dejligt, befriende, for jeg har virkelig følt mig accepteret eller følt at min 'ked af det-hed' er okay. Når min far har ringet har jeg fået lov til at snakke, fortælle og han har bare lyttet – skønt, men når det er min mor der ringer, så forløber samtalen sådan her:

mor; hvordan går det?

Mig; det går som det plejer.

Mor: okay, så ingen nyheder?

Mig: nej.

Mor: Jamen, det var da godt – vi var forresten også til fødselsdag, til begravelse, vi har været...vi har oplevet...og synes du ikke....så var jeg også ude at shoppe...og så i aften skal vi til dans...det drejer sig om hende, dem, deres oplevelser, hendes holdninger osv.

Alt imens jeg har lyst til at skrige til hende, at jeg alt i alt i de her 51 dage jeg har været sygemeldt har haft lyst til at tage mit eget liv 5gange fordi jeg ikke kan rumme smerterne inde i mig...men hvad siger jeg for at opretholde facaden om den dygtige, artige, velopdragne og rosen-røde sky-pige....jeg siger intet. Jeg lytter, selvom jeg har lyst til at skrige mine lunger ud af min krop, smadre telefonen ned i gulvet – i bar afmagt – men i går orkede jeg det ikke. Jeg valgte at sige nej! Jeg har ikke lyst til at snakke!!

Og det var rart, men først rart efter at have været alle følelserne igennem – og først efter at have siddet ude på toilettet (en aftale jeg har med mig selv, når lysten om selvskade bliver for stor) i en halv time og grædt. Grædt uforståelige tåre over følelser jeg ikke forstår jeg har. De burde ikke være der, men det er de.

Og det er derfor jeg på torsdag skal til samtale hos distriktspsykiatrien, efter at have været til støttende samtaler i psykiatrisk klinik, hvor jeg fik stille diagnosen 'moderart depression'. Det er lidt underligt at have en følelse som 'glæde' inde i mig, da det er en følelse så sjælden som et stjerneskud på en overskyet himmel – men jeg har den, og jeg vil prøve at holde fast i den og sige, så må alt andet vente, for jeg har en følelse som jeg rent faktisk har lyst til at have – og derfor tror jeg at det bliver en god dag i dag, fordi jeg i går valgte at sige nej.