Læs dagbog

Så er jeg stået op efter en nat med mange dumme tanker omkring mit arbejde, uvirkelige skænderier med min kollega, der står og beskylder mig, nedgøre mig og jager rundt med mig – forsøgte flere gange mens jeg lå i sengen, at sige STOP!!

Tænk på noget andet, tænk på den fantasy-historie du skriver på og hvor glade alle, rundt om i verden, bliver for at få læst kapitel 43 når den bliver offentliggjort. Men nej, selv da jeg sov drømte jeg om arbejde, arbejde, om børn der bliver til kæmper, der gerne vil sluge mig – mine kollegaer der gerne vil trampe på mig med deres store elefantfødder og derfor, håber jeg, at ved at skrive det nu – at jeg kan vinde en kamp som nogle tanker begyndte for 12timer siden.

Jeg er stået op, fået tøj på og nu er slåskampen så begyndt for alvor. Kan mærke det i hvert et hjørne i min krop mens tankerne skriger lange sætninger inde i hovedet, tanker som; ”Du må ikke spise, før du har tømt opvaskemaskinen, før du har fyldt den igen, før alt vasketøjet er lagt sammen, før der er støvsuget, før du har ringet til lægen og aflyst den aftale med den dumme-læge, der insisterede på at 'jamen, du er da rask efter 21dage!'...før soveværelses er ordnet, netbanken er tjekket, eboks er tjekket, før...før...før – alt imens min mave skriger på mad, men min hjerne vil ikke tillade mig at spise, fordi det har jeg ikke fortjent.

Suk...jeg aner ikke hvordan jeg skal kæmpe, for alle de strategier jeg har lært, har kun ført til dette – en kamp for overlevelse, i stedet for at leve.

Update kl.12.00:
Jeg kunne mærke det, mærke det i hver en celle i min krop at det var på vej og ganske rigtigt - min hjerne kogte over, med raserianfald, hidsighed, arrigskab, gråd, lyst til selvskade, tusinde af tåre og nu kun tomhed, fordi det er ovre. Jeg hader når det sker og jeg bliver så ked af det efterfølgende, fordi jeg kan ikke styre det. Et sådan anfald kan vare i ca. 30 min som i dag, til at vare 12timer. Jeg vidste at det var på vej, jeg kunne mærke det og jeg tabte kampen til det.