Læs dagbog

I torsdag mødte jeg min kontaktperson som skal hjælpe mig ud af det her depressionshelvede og det var overvældende; ikke på en dårlig måde, men som at føle et lille gnist af guld inden i mig. Jeg er nemlig sikker på at han kan hjælpe mig, selvom han formåede at rode godt og grundig rundt inde i min knold og jeg brugte flere timer på at gå haven rundt med min killing lige i hælene for at få styr på alle de spørgsmål der var opstået efter mødet med ham.

Natten til fredag fik jeg lyst til at tage til stranden, men da det var mørkt måtte jeg vente til at det blev lyst. Med en pose i lommen og gummistøvler på fødderne kørte jeg til en lille strand, for at ende med en halvfyldt pose med sneglehuse, muslingeskaller og frosne, våde fingre – men jeg havde det rart. En hel time brugte jeg med hovedet nede i sandet og alt forsvandt omkring mig, jeg var kun mig – ingen andre end mig og det var rart, endda dejligt. Endte efterfølgende med at sidde i flere timer ved spisebordet og lytte til at en amerikansk man (Mark Reads), læser højt fra mine ynglingebøger og følge med i hans overraskelsesudbrud når handlingen i bogen bliver for spændende. Jeg brugte 3timer på at vaske, sortere de indsamlet ting og havde det bare godt – ligesom jeg lige nu har det godt (forklaring kommer senere).

Lørdag og søndag er lidt diffus, men alligevel også lyse. Lørdag står mere klart for mig end søndag, hvilket er at forvente – da det er en del af min sygdom, så det er okay – er vel begyndt at acceptere at sådan er det lige nu og det er okay.

Mandag, i går, blev brugt til at rydde op da jeg, i dag, tirsdag ville få besøg af min leder – en utrolig sød og accepterende menneske. Hun kom også og ja, jeg var nervøs, og ja, jeg havde mange angste tanker om at hun ville være fordømmende, at hun ikke kunne se hvor kritisk min tilstand er, at hun kun ville mig ondt, såre mig, skade mig – jeg ved jo godt at min hjerne aller helst vil gøre alle mennesker til uhyggelige, onde, skrækkelige personer der kun vil mig det ondt – det er min hjerne der sige det/måske nogle stemmer inde i mig, ved det faktisk ikke – men jeg vil gerne have det bevist at de tager fejl og derfor var det også den rigtige beslutning at tage imod tilbudet om et 'hjemmesygebesøg' fra min leder. Og det gik godt! Jeg fik blomster, et kort og en æske med 70% mørk chokolade – ”til at hjælpe endorfinerne i gang,” som min leder sagde med et smil på læben.
Hun sagde inden hun gik ud af døren, at hun ville finde tid i hendes skema til at komme på endnu et 'hjemmesygebesøg' og jeg tænker ja, det må hun gerne – bare hun tager mere chokolade med til mig :-)

Og jeg har spist 2stk chokolade! Og jeg elsker det! Elsker følelsen af det på min tunge, i min mund , i min gane, på mine tænder og mine læber - det er som fyrværkeri i min krop/hjerne. Jeg har det godt lige nu – rigtig godt, dog kæmper jeg stadig med beslutningen om jeg skal starte i medicinsk behandling. Jeg har pillerne, de står på kommoden i deres orange æske, de står der og jeg tager dem ikke. Min psykiater siger at det er naturligt at være kynisk overfor dem, hvilket jeg er, for har jo set hvad de har gjort ved min kæreste – dog var det et andet mærke end dem han er på nu – zombi, fraværende, søvnløse nætter, angstanfald osv. Jeg har ikke lyst til at starte på dem, for de gør mig afhængige og jeg har ikke lyst til at være afhængig – jeg har lyst til at blive mig selv igen, eller hvem jeg nu i bund og grund er. Derfor gik jeg på nettet og læste op på effekten af mørk 70% chokolade, hvad det gør ved kroppen osv, og overraskelse – mørk chokolade har noget som hedder 'tryptofan' som kroppen ikke selv kan fremstille, og stoffet kan øge niveauet af serotonin (hvilket antidepressiv også gør) og serotonin laver melatonin (sovehormonet) så man kan sove. Jeg har dog ikke problemer med at sove mere, mine soverytme er kommet igen – sover fra kl.22/23 til kl.7/8, så ingen problemer der – problemerne er blot i min hjerne/mine tanker/mine uoverskueligheder og derfor har jeg valgt, i de næste 10 dage at spise 2 stykke mørk chokolade morgen, middag og aften – det bliver dyre end de 48kr pakken med antidepressiv kostede, men jeg nægter at blive afhængig – så hellere afhængig af mørk 70% chokolade og nej, er ikke bange for at tage på, for vejer alt for lidt i forvejen...så Marabou, sæt jeres produktion af chokolade op, for jeg skal nemlig bruge det!