Læs dagbog

Selv venner jeg har kendt i mange år begynder at vige nu. Alle er bange for mig. Hvordan kan de også være andet. Det er svært. Enten fortæller man hvad man har indeni. Skræmmer folk væk. Eller også så vokser det bare. Min verden er så tom og fjendsk uden følelserne. Jeg prøver at forberede mig. Det er svært. Om aftenen får jeg krampeanfald og ryster. Ved ikke hvordan de kommer efter mig. Jeg stoler ikke længere på mennesker. Mine venner udleverer mig. "Det er det venner er til". Min krop skriger efter hjælp. Flygter fra mig. Om natten løber jeg i evigheder. Kravler op på ting. Hopper. Halsbrækkende. Jeg er ligeglad om jeg glider og brækker nakken. Jeg håber jeg bliver ramt af en bil snart. Bagefter er min krop så smadret at jeg ikke kan løfte armene. Jeg undersøger hvordan man laver ***********. ********. ******* ********. I aftes tænkte jeg på om jeg kunne se min mor i øjnene hvis det var hende ***************** **************. Andre familie medlemmer. Det er svært. Jeg ved det ikke. Snart har jeg ikke længere noget valg. Alle jeg møder skuler tilbage. Jeg ved ikke om jeg når at blive kampdygtig i tide. Eller om jeg foretrækker fængsel eller psyk hvis det går galt. ECT, bælte og brainkillers. Det må de ikke i fængslet. Til gengæld er alle voldspsykopater. Ambivalens og uret der tikker.
Min konto blev tømt for noget tid siden. Jeg er så fucking sulten. Eller... det er jeg egentlig ikke. Kun tynd. Mine muskler vokser ikke ret meget når jeg ikke har energi og næring. Det er lidt skræmmende. Når jeg puster luft ud af lungerne er det som om jeg forsvinder. Der er nødt til at ske noget. Jeg sidder i saksen. Ingen vil glemme eller tilgive. Ligesom de ikke kan glemme min fortid. Det er allerede for sent.