Læs dagbog

Jeg fatter det ikke

En side i dagbogen ""
Skrevet af JHN1 1. oktober 2018 06:50


Det var faktisk rigtig hyggeligt med min mor i fredags. Vi snakkede fint sammen og fik set ”Vild med dans”, hvor den rigtige ifølge os røg ud. :) Min mor spurgte også, om jeg havde fået mere respons på bogen, og vi fik en snak om lidt forskelligt i den forbindelse. Jeg er glad for, mine forældre er begyndt at spørge lidt mere, og jeg oplever også, at jeg godt kan åbne lidt op.

Jeg har nu fået kontakt på facebook med 4 piger fra min gamle folkeskoleklasse. Nogle af dem har jeg skrevet med på Messenger. Det er hyggeligt, men jeg er også lidt ”på vagt”. Jeg skal ikke rodes ind i et eller andet, hvor vi pludselig skal være bedste venner, og det så ikke går alligevel.

Jeg kan også godt mærke, at det allerede stresser mig lidt at skulle skrive sammen. Altså f.eks. er den ene af dem lynhurtig til at skrive til mig, hvis vi er på facebook samtidig, og jeg skal bare ikke ende med at sidde flere timer hver dag og chatte. Så er der altså andre ting, jeg hellere vil. Jeg vil gerne skrive, men det skal ikke være hele tiden.

Hun vil også gerne mødes, hende den ene, og jeg har det bare sådan, ”hjælp, slap af”. Vi har jo altså ikke set hinanden i 35 år, og meget kan være sket for os begge to, og måske kan vi slet ikke lide hinanden mere. Jeg har ærligt meldt ud, at jeg lider af angst, og at det med at mødes ikke bare er noget, jeg sådan kaster mig ud i, og ja, jeg ved i hvert fald også, at det ikke bare bliver lige med det samme, hvis det nogensinde bliver.

En af ”pigerne” skrev til mig, at hun havde læst min bog, og at hun ikke havde vidst, hvor slemt jeg havde haft det. Hun havde blot troet, at jeg ikke var interesseret i at være sammen med dem, og at vi bare ikke svingede sammen. Jeg er glad for, at hun skriver det med ikke at svinge sammen i stedet for bare at lade som ingenting. Jeg mener, faktum er jo, at vi ikke alle sammen havde det lige godt sammen, og jeg er glad for, at hun også giver udtryk for det. Så er det ikke bare mig, der tænkte sådan, fordi jeg var sart og anderledes.

Det undrer mig, at de to, der har læst bogen, ikke har reageret på, at jeg har skrevet, at nogle i klassen var mere dominerende end andre. De har kun reageret positivt på bogen og rost den meget. Måske er de enige, eller måske tænker de, at det er så mange år siden, eller måske er de ligeglade eller overbærende. Det er meget fint af dem i hvert fald, synes jeg.

Jeg havde det skidt i lørdags. Jeg havde det varmt og troede, jeg havde feber, hvilket jeg dog ikke havde, og jeg var utilpas. Jeg ved ikke, om det skyldtes for meget kage. Jeg fatter ikke, at jeg bliver ved med at spise så meget, når jeg ved, jeg bliver dårlig, og når jeg ved, hvor ked af det jeg bliver over at tage på eller ikke tabe mig.

Men ”lillebror” skrev, om jeg ville gå en tur, og det hjalp faktisk at komme ud i den friske luft. Vi havde en fin, lille gåtur, hvor vi fik snakket om lidt af hvert. Dejligt.

Jeg har faktisk taget en del på her i weekenden, og som sædvanlig ærgrer jeg mig over det. Men jeg har jo spist alligevel, selvom jeg har vidst, hvad konsekvenserne ville være. Igen – jeg fatter det ikke. Jo, jeg ved godt, at der er meget, der spiller ind, men når jeg nu ved, at jeg bliver så ked af det, så ærgerlig og så sur på mig selv? Det er ikke sådan helt til at forstå.

Nå, i dag er der yoga igen, og jeg tager ”selvfølgelig” af sted. Jeg er jo pæn og sød og alt det der. Men jeg gider faktisk ikke.

Tak for hilsener.

Voksen, tak for de pæne ord omkring bogen og fordi du har købt og læst den. Ja, medicinen, som jeg får for skizofreni, har hjulpet mig meget, men jeg tror, det vigtigste for mig har været at blive set og mødt så godt af mine omsorgsmennesker. Det har virkelig betydet alverden. Ja, vi har begge været herinde længe. :) Jeg håber, du har det godt? Tak for din hilsen!

Mælken, dejligt at du havde en god ferie. :)
Ja, jeg ved ikke med yoga. Jeg skulle jo gerne kunne slappe af, men det er godt nok svært. Der er jo et andet yogahold, men det er også mange penge at kaste efter det, hvis det så viser sig, at jeg heller ikke magter det (når de starter hold igen). Jeg ville gerne finde ro, men jeg ved ikke hvordan.
Ja, det er rigtigt med facebook, og jeg kan jo altid slette dem igen, som du siger. Jeg er bare sådan lidt, ”nu har vi kontakt, så skal jeg bare være sød, og så må jeg ikke slette dem igen, hvis jeg fortryder”. Men det må jeg jo godt. Måske har vi slet ingenting til fælles, det er er jo 35 år siden, vi sås sidst sådan rigtigt. Ja, du har ret. :) Nu har jeg kontakt med de 4 her, og så må jeg se, hvad det udvikler sig til. Skal vi mødes, skal jeg lige kende dem lidt bedre først.
Jo tak, det gik faktisk godt med min mor. :) Tak for din hilsen og hav det nu rigtig godt, ikke!

Ingeborg, det lyder da også uhensigtsmæssigt at have mindfulness sådan et sted! Jeg forstår godt, du opgav det igen. Jeg kan heller ikke slappe af, hvis der er meget støj omkring mig. Men du følte heller ikke, du måtte ”pjække”. Måske skal vi tænke, at vi er voksne og selvfølgelig kan gøre, hvad vi vil indenfor rimelighedens grænse. Tai Chi kendte jeg ikke, kun af navn, men jeg kiggede lidt på Youtube. Det går bare meget langsomt, gør det ikke. Men det er jo også det, jeg skal lære at være i, og det er så svært. :) Men ja, der er mange ting, jeg kunne overveje. Jeg må se, hvad det ender i.
Tak for din hilsen og erfaringer og hav det godt!

Kirae, dejligt hvis det går bedre med dig. Ja, medicin betyder noget og også en god nattesøvn. Hvor sjovt med din drøm, hvor du fik at vide, hvornår du skulle sove. Drømme kan betyde meget. Godt at du er mere aktiv og får lavet lidt mere. Så sover du måske også bedre? Du har ret i, at man kan sove for meget. Det har jeg også en tendens til. Det er lidt en flugt fra virkeligheden for mig at sove.
Tak for din hilsen og pas godt på dig selv!



Kommentarer fra andre brugere

Hej søde du er altid den trofaste støtter🌹lige meget hvor syg ,jeg har været.Du er ved ,at være en af mine venner her på chatten om du syntes om det eller ej.Men det tror ,jeg😃Jeg holder meget af Dig som SU ved.Og ,jeg håber med tiden ,jeg for mere fred ik mindst med mat .Juce har skrevet lidt om ham.Lidt for virket ,og dog forelsket kender det med ,at have gang i flere selvom ,jeg ik vil.Min mat er mit kald ,at vi mistede vores barn var urimeligt og jeg lavede nogle idiotiske ting.Kom ind i en anden verden.Men har dog kontakt med visse ting som du jo ved.Men ved Gud eksistere han forsvarede mig alder mest hver gang 🍁🍁sådan er han.Men kære dig tak fordi du er dig du er en særlig person om lidt kommrBente nu kh kira🌹

Skrevet af kirae2002, 1. oktober 2018 07:42