Læs dagbog

Katastrofetanker

En side i dagbogen ""
Skrevet af JHN1 9. september 2021 19:37


...



Kommentarer fra andre brugere


Jeg var ude ved mine forældre i går.

Min mor sagde, at min far havde fået en fin pude. Jeg sagde til min far, hvad den gjorde? ”Ikke rigtig noget”, mente han, men kiggede dog over på min mor, som så kunne fortælle mig, at han havde fået tryksår, og det kunne den afhjælpe lidt.

Vi snakkede om haven. Jeg har flere gange tilbudt at hjælpe min mor med den, men hun bliver ved med at snakke om havemand, så nu gider jeg ikke sige det mere. Nå, men hun sagde, at en af deres veninder havde sagt, at mine forældres havemand (som klippede deres hæk) var dyr. Min far sagde, ”E kan da bare få en anden havemand”. Min mor sagde nej, veninden skulle ikke bruge en havemand, men hun havde ment, at mine forældres var dyr. Min far sagde igen (lidt ophidset), at E da bare kunne finde en anden havemand. Det krævede en uddybende forklaring, før han forstod, at E ikke skulle bruge en havemand.

Det er sådanne eksempler, der er svære. Min far forstår ikke altid, hvad vi snakker om. Han er forvirret. Han kan ikke huske. Han kigger hele tiden på min mor, når jeg spørger ham om noget, så hun kan hjælpe ham med svaret.

Han er også træt og sidder og falder i søvn, mens vi snakker. Hvis vi ikke snakker direkte med ham, så er han væk. Også selvom han lige har sovet til middag.

Han ville gerne følge mig ud, da jeg gik, så han kunne røre sig lidt, og det var jo fint. Han gik de få skridt fra stuen til køkkenet, og han hev ligeså meget efter vejret som i mandags.

Jeg ved ikke, hvad det ender med, men jeg ved godt, hvad jeg inderst inde ønsker. Det er bare grimt at sige højt, ikke? Jeg tænker bare, at det aldrig bliver bedre, og at han skal lide og lide. Men måske er det bare katastrofetanker? Måske kan det faktisk blive bedre. Ja, jeg ved det ikke. Jeg beder til de højere magter om, at det bedste må ske, men hvad er det bedste? Han er 81, han har det skidt, han kan dårligt gå, han kan næsten ikke trække vejret, når han går rundt, han er skrupforvirret. Ja, men jeg skal prøve at tænke positivt, det ved jeg godt. Det er bare så svært.

Nå, men jo, noget positivt er der da. Han blev vejet på sygehuset, inden han kom hjem, og han havde taget 5 kg på siden foråret, hvor han blev vejet hos lægen. Han vejede jo kun 51 kg, og han er 176 cm høj, men nu var den på 56 kg. Det er dejligt. De har også sagt ja til at snakke med en diætist. Og min far er så dygtig. Han har jo i rigtig mange år været fedt- og sukkerforskrækket, men nu spiser han sovs med fløde og sådan noget. Han ved godt, at der skal ske noget der. Han kan stadig ikke spise ret meget, men han prøver. Det må også være svært, når man ingen appetit har, og når maden smager anderledes, end den plejer.

Jeg svinger stadig selv mellem 51 og 52 kg. Jeg er ekstremt fokuseret på vægten stadigvæk. Og måske endda endnu mere nu, fordi jeg har brug for at fokusere på noget andet end min far også. Jeg vil gerne ned på 50 kg, selvom jeg godt ved, at det ikke er en særlig god idé. I dag var jeg nede at få en is, og jeg kan allerede nu se, at jeg ikke har tabt mig i morgen. Så tænker jeg, om jeg ikke skulle have spist den is, men jeg kunne bare ikke lade være.

Jeg spiser stadig helt ekstremt dårligt. I dag har jeg fået havregryn til morgenmad, en grovbirkes til frokost, en is i eftermiddag og 16 stykker slik til aftensmad! Jeg har ikke fået ordentlig/varm mad den sidste 1½ uge. Jeg lever stort set af havregryn, boller og søde sager. Det er bestemt ikke godt for kroppen, men jeg kan bare ikke finde ud af at ændre på det.

Både M og terapeuten har sagt, at jeg risikerer, at mine indre organer står af, hvis jeg spiser så dårligt og taber mig, men det er som om, det ikke rigtig trænger ind. Jeg ved ikke, hvad der skal til.

Hm, nu skriver jeg noget, der ikke er så pænt, men jeg synes nogle gange, at min mor er dum at høre på. Så havde en fra hjemmeplejen sagt til min far, at han var SÅ dygtig, og at han havde sådan en sød kone, og så sagde min mor til mig, ”bare hun nu ikke tror, at hun skal til at komme her privat også, for det vil vi ikke”. Jeg sagde, at det da var noget, hun sagde til alle klienter, for hun skulle jo opmuntre. Altså, så tror min mor, at de er noget særligt. Ej, men seriøst. Ha ja.

Jeg har set en annonce i avisen om frivilligt arbejde. Det er et sted, hvor ældre og demente kan komme og få en kop kaffe og lidt at spise. De mangler frivillige til at lave kaffe, smøre madder osv. Jeg ved ikke, om jeg ville kunne det? Jeg ville jo ikke skulle arbejde med de demente (det ville jeg ikke kunne), men være ude bagved. Kan jeg det? Hm ja, jeg ved det virkelig ikke. Men jeg kunne godt tænke mig, at der skete noget mere i mit liv. Men hvad nu, hvis de kun mangler nogen på tidspunkter, hvor jeg ikke kan? Jeg er jo på værestedet, og jeg er til motion. Jeg ville have det svært med at binde mig til et bestemt tidspunkt hver uge, men det er klart, at det skulle jeg jo. Og det er om formiddagen, og der passer det mig bedst, hvis det kunne blive mandag eller tirsdag. Men kan jeg tillade mig at sige det? Kan jeg stille ”krav”? Puha, jeg tror, jeg må vende det med M i morgen. Jeg ved jo, at hun vil opmuntre mig til det, men måske kan hun også sige et eller andet, der beroliger mig. Ja, det vil jeg gøre.

Nå, lang dagbog igen …

Tak for hilsener.

Ette, jo vi har også sådan en seniorrådgiver i vores by, og hun har også snakket med min far et par gange, men det var før, han blev syg. Men ja, måske kunne hun hjælpe på en eller anden måde, det vil jeg da sige til mine forældre. Al hjælp er jo velkommen, så tak for tippet.
Jeg tænker voldsomt meget på mine forældre, og hvordan det mon udvikler sig med min far, men jeg har jo heldigvis også pauser, når jeg er på værestedet, og vi snakker og griner. Så jo, jeg klarer det nogenlunde, tak, men det er svært, fordi jeg ikke ved, hvad der kommer til at ske. Altså f.eks. om min fars forvirrethed skyldes demens eller stofskifte. Jeg er jo et kontrolmenneske, så jeg skal helst have styr på alting. Det kan jeg bare ikke.
Tak for din hilsen!

Emmie, ja jeg ville også gerne have ham udredt for demens, men jeg tror nu nok, vi lige venter, til vi ser, om medicinen for stofskiftet hjælper. Også fordi han er så afkræftet fysisk stadigvæk. Men ja, det ville hjælpe at vide, hvad det er, også hvis der kan gøres noget. Jeg har hørt, at man kan få medicin, der kan bremse udviklingen af demens. Ja, vi må se.
Tak for din hilsen!

Chloe, ja jeg tænker også, at det er godt at være ærlig, men jeg tror nu ikke, de blev sure, men det har nok ikke været nemt for min mor, for hun vil jo gerne fortælle om alting. Ja, det kan sagtens være min fars fysiske tilstand, der også er skyld i forvirringen, men han var nu også lidt forvirret, inden han blev syg, så derfor er vi bekymrede for, om det måske er demens. Det lyder voldsomt med din tidligere nabo, ja så forstår jeg godt, at du var helt lettet, da hun vendte tilbage til sit gamle jeg – trods alt. Smiler. Ja, du har ret, når ældre mennesker bliver fysisk syge, kan der sagtens følge noget mentalt med. Jeg håber, det vender igen.
Tak for din hilsen!



Skrevet af JHN1, 9. september 2021 19:38