Læs dagbog

Det er godt nok mærkeligt

En side i dagbogen ""
Skrevet af JHN1 11. september 2021 19:48


...



Kommentarer fra andre brugere


Jeg skriver og skriver! Det er godt at få det ud, kan jeg mærke. Jeg fortæller også en del til M, og jeg har skrevet til min tidligere læge, som har været meget sød til at skrive tilbage. Det er dejligt.

Til gengæld må jeg sige, at jeg er lidt skuffet over C. Jeg fortalte hende om mandagen, at min far var blevet indlagt om lørdagen (altså den første indlæggelse), og at jeg var meget bekymret. Hun sagde, at det var hun da ked af, og så fortsatte hun med at snakke om sig selv. Siden har hun ikke spurgt til det. Jeg ved godt, at jeg heller ikke altid husker, når hun f.eks. har været til en undersøgelse, men ja, det her sårer mig alligevel. Nå, så fik jeg lige det sagt også. Jeg er ellers ikke glad for at ”bagtale” en veninde.

I dag var min mor og jeg nede at besøge min far. Han havde det umiddelbart bedre, men var dog stadig noget forvirret. Han kunne godt huske, at han havde snakket sort den anden aften, og han sagde til min mor, at de jo ikke skulle være uvenner resten af deres liv, så han kunne også godt huske, at han havde råbt af hende. Min mor var sød og sagde, at hun jo bare gjorde alt i den bedste mening, og min far sagde, at det vidste han godt.

Han lå på en lille stue med tre senge, og der var ikke så mange stole. Han var MEGET opsat på, at vi skulle sidde ned, men vi vidste jo ikke, om der kom besøgende til de to andre, så jeg satte mig på hans seng (han sad i en stol), og min mor på hans rollator. Han kunne SLET ikke have det. Pludselig råbte han ud på gangen, ”halløj halløj”, fordi han ville have nogen til at hente nogle stole. Han sad også og nedstirrede snoren, som han ikke kunne nå, fordi han ville kalde på sygeplejersken. Til sidst måtte vi tage de stole, der var, for ellers havde han ikke fået fred.

Så ja, noget er der stadig galt.

Sygeplejersken kom ind, og hun sagde, at de havde taget EKG, som var normalt, og røntgenbillede af hans lunger som også var normalt. Hun kunne ikke se, om der var blærebetændelse. Så de vidste faktisk ikke, hvorfor han havde fået det så dårligt. Han skal MR scannes i næste uge (det jeg kaldte magnetscanning i går, fordi jeg ikke vidste, det var det samme, ha), men her i weekenden bliver der ikke rigtig lavet noget. Så ja, vi ved faktisk ingenting.

Han var ked af det, da vi skulle gå. Eller han syntes i hvert fald, at vi skulle blive lidt længere. Jeg spurgte, om han vidste, hvor længe vi havde været der, og det kunne han faktisk godt ”regne ud”, så måske er hans tidsfornemmelse alligevel blevet lidt bedre? Min far plejer aldrig at give udtryk for, at vi skal være sammen længere tid, så det var lidt mærkeligt og gav lidt dårlig samvittighed. Nå, men vi skulle jo gå, og så vinkede han på den der måde, ligesom når man skruer en pære i, for det er jo sådan, de kongelige vinker. Det har vi tit lavet ”sjov” med. Så ja, der er altså alligevel liv i ham.

Det er sgu nok nok mærkeligt. Den ene dag tror jeg, at han skal dø, og den næste tænker jeg, at han måske klarer den. Jeg ved bare ikke til hvilket liv, og om det bliver værdigt. Om han skal have hjælp til en masse, om han vil være ked af det osv. Jeg ønsker stadig, at han bare ville få fred, for jeg tror ikke rigtig på, at han bliver sit gamle jeg. Det er godt nok lidt trist at ”ønske sin far død”, men sådan er det nok lidt.

Nå ja, så lå der en mand på stuen, som bor i samme by som os, og som min far tit har snakket med, når han har gået tur. Det var lidt sjovt, og min far fortalte, at denne mand havde hjulpet ham SÅ meget de sidste dage, og at han var SÅ glad for det. :)

Min mor er stadig sådan, ”hvor er det hårdt for mig”, og jeg ved ikke, hvorfor det irriterer mig så meget, for selvfølgelig er det hårdt for hende. I går sagde hun, at hun havde været ude ved en veninde og plukke blommer og drikke kaffe. Så sagde hun, at de havde sagt på sygehuset, at det var fint, hun ikke besøgte min far i går, og at hun skulle passe på sig selv, og så sagde hun til mig, ”men det gjorde jeg jo så ikke”. Øhm, hvorfor ikke? At være sammen med en veninde er vel også at passe på sig selv? Skulle hun i stedet have siddet i en stol og stirret ud i luften? Jeg ved ikke, hvad det er, hun vil. Vil hun have, at jeg skal give hende medynk, fordi hun ikke passer på sig selv? Jeg forstår det ikke. På den anden side værdsætter jeg virkelig alt det, hun gør for min far, og han kunne ikke have klaret sig uden hende. Jeg siger det også til hende, på trods af min irritation.

Jeg synes, det er meget svært at være i det her. Lige meget hvad jeg laver, så er jeg hele tiden ”på vagt”. Ringer telefonen, har han fået det værre, er han død, skal han hjem, hvad sker der, kan jeg gå tur, kan jeg gå i Rema, ringer min mor, mens jeg er på værestedet, eller mens jeg sover osv. I nat drømte jeg, at hans sygeseng derhjemme var væk, og så tænkte jeg, da jeg vågnede, om det var et tegn. Da han vinkede til os, tænkte jeg, om det var sidste gang, at han sagde farvel. Jeg er bange for, at han kommer hjem og får det rigtig dårligt igen. Eller at min mor går ned, fordi hun skal passe ham. Jeg er også bange for, hvordan hun vil reagere, hvis han dør. Jeg tænker på det hele tiden.

Nå, men der skal jo også være plads til andet. I går så jeg ”Vild med dans” og var længe oppe. :) Jeg går stadig mine ture. Jeg tager på værestedet. Jeg spiser slik. Ja, jeg skal passe på med, at det ikke kommer til at overtage alt.

Tak for hilsener. Jeg er simpelthen så glad for, at I vil skrive, tusind tak.

Jegvinder, tak skal du have, det er pænt af dig. Jeg håber også det bedste for dig.

Åsa, min mor siger, at min far har drukket alt det, hun har stillet foran ham, og at han tit har bedt om mere at drikke. Før indlæggelsen drak han rigtig meget. Så det er underligt, hvis det er det, men ja, de havde også sagt på sygehuset, at nu skulle min mor nok holde væskeregnskab. Så det kan du have ret i. Ja, det er godt nok hårdt, at han siger det med kniven, men jeg ved selvfølgelig ikke, om det er sagt i alvor, eller fordi han var konfus. I dag sagde han ikke noget om det, så måske kan han ikke huske det. Ja, lige præcis, hvis vi bare vidste, hvad der var galt, så var det nemmere at forholde sig til. Jeg håber, der kommer nyt i næste uge. Tak for din hilsen.

Studerende, ja det giver god mening, tak. Jeg fik også en aften sådan en panisk tanke om, at der ikke måtte ske mig noget, for så ville min mor være alene om det hele. Så ja, jeg skal passe på mig selv, det er rigtigt. Ja, jeg ønsker det aller-aller-bedste for min far, og lige nu er det bedste, jeg kan tænke mig, at han får fred. Men det bestemmer jeg jo selvfølgelig ikke, og jeg kan ikke gøre noget. Måske er det også det, der gør mig lidt frustreret, at jeg ikke kan gøre noget som helst, andet end bare at være der. Tak for din hilsen.

Juce, jeg er SÅ enig med dig – hvorfor afliver vi vores kæledyr, men lader mennesker lide. Det er ikke i orden. Jeg håber bare det bedste for min far, og jeg kan næsten ikke holde ud, når han har det så dårligt. Min gamle far er væk, og der er kommet en ny version, og han har det ikke godt. Det er frygteligt. Jeg ved, at du kender det, og det gør mig SÅ ondt for dig/jer, at I også kæmper så meget. Det er virkelig svært. Tak for din hilsen og knus tilbage!

Mælken, tak skal du have. Jeg er ked af, at vi har mistet kontakten på en måde, men jeg har været meget usikker på, hvor vi stod, og om vi stadigvæk var ”venner” (hvad skal jeg kalde det). Jeg kan læse, at du trives med dit studie, og det gør mig oprigtigt glad! Sejt at du også er frivillig!

Chloe, ja jeg ønsker bare ikke, at han skal lide, og det gør han jo, og nogle dage kan han give udtryk for det og andre ikke. Ja, det er virkelig svært og næsten ikke til at holde ud. Tak for din hilsen og forståelse.



Skrevet af JHN1, 11. september 2021 19:48

Jeg forstår dig så godt JHN. Begge mine forældre døde af cancer-. min far i 2012 og min mor i 2013. Og så min B. i 2015.--Det er så hårdt at være i..men man kan bare ikke andet...

Skrevet af voksen, 12. september 2021 13:46