Læs dagbog

Seriøst?

En side i dagbogen ""
Skrevet af JHN1 14. februar 2018 07:39


Jeg ved ikke, om jeg er ved at blive syg. Jeg har haft lidt murren i halsen siden i går morges og føler mig lidt mat. Nå, men det må jeg se. Jeg tænker nogle gange, at det kunne være godt at få influenza, for så kunne jeg bare ligge på sofaen og ikke lave noget. Men det kunne jeg jo bare gøre alligevel? Det gør jeg bare ikke.

Jeg var nede forbi lægen igen i går, for jeg har den sidste uges tid haft klikken og knasen i mit ene øre, og det er så ubehageligt. Det plejer at være tegn på, at jeg skal have skyllet ører, så det har jeg fået tid til allerede i dag.

Jeg kunne få en tid her til morgen, og det passer så dårligt i forhold til fitnesscenteret, men det sagde jeg selvfølgelig ikke, for hun kunne kun lige få mig presset ind. Ellers skulle jeg have ventet til næste uge. Så jeg sagde glad ja tak til tiden. Men jeg har besluttet at droppe fitnesscenteret i dag, for ellers skulle jeg op inden kl. 6, og det gad jeg næsten ikke, også når jeg er lidt sløj. Men det er noget skidt, så jeg håber, jeg kan få gået en masse i stedet. Jeg kunne jo godt tage hen og træne senere, men det gider jeg heller ikke rigtig. Ja, så må jeg undvære i dag.

Det er faktisk meget rart, for så har jeg sovet lidt længere, end jeg plejer. Det er lysere, og det føles også godt sådan rent mentalt. Eneste problem er så, at underboerne også står op samtidig med, men det må jeg tage med.

I mandags spiste jeg igen-igen en del. Jeg købte roulade og endte med at spise det hele!!!! En hel roulade. Seriøst?? Jeg ved ikke, hvad der sker med mig for tiden. Det kører bare overhovedet ikke med den spisning.

Jeg starter hver morgen med at tænke, at jeg da selvfølgelig godt kan klare det, og at jeg ikke vil spise så meget. Men som dagen skrider frem, sker der et eller andet med mig, og impulskøbene får overtaget. Måske er det fordi, jeg er ked af det. Måske er jeg sulten. Måske keder jeg mig. Jeg ved det ikke. Men det er voldsomt frustrerende.

Jeg får masser af motion, men det hjælper bare ikke, når jeg så æder så meget. Jeg vil så gerne gøre det godt og tabe julekiloene, men det sker bare ikke. Men jeg giver ikke op. Jeg vil vinde til sidst!

Nå, men efter lægebesøget skal jeg bare gå og gå, og så skal jeg se lidt skiskydning, og måske går jeg så lidt igen. Og så skal jeg gøre hobbyrum rent, for det står på mit kort. De sidste to dage har jeg fået rettet bogen på computeren og printet den ud igen, så nu skal jeg have det hele læst igennem igen, og det vil jeg også starte på i dag.

Jeg er ikke helt tilfreds med den. Jeg har kortet næsten 40 sider af, og noget af det skulle også bare væk, men andet tænker jeg er lidt ærgerligt, men det må være sådan, for det var nok ikke så relevant i forhold til psykisk sygdom. Men jeg ved ikke … det er svært, synes jeg. Jeg føler nok aldrig helt, at jeg gør det godt nok. Men jeg prøver nu alligevel at sende den ind igen. Der sker jo ikke andet ved det, end at det bliver et nederlag igen.

Tak for hilsener.

Mælken, ja jeg håber også på mere overskud, så jeg ikke skal stresse og være ked af det. Jeg prøver at sige til mig selv, at det bestemmer jeg jo selv, men det virker ikke rigtigt. Tak fordi du sender energi, selvom du ikke har noget selv. :) Du er sød!
Ja, jeg vil meget gerne have kage med, haha. Måske kan jeg nøjes med sådan en fantasikage i dag? :)
Tak min ven, jeg håber også, du har det godt, selvom det er svært. Vi må bare ikke give op. Det skal nok blive bedre. Det tror jeg på, og det vil jeg blive ved med at tro på. Mange tak for din hilsen og pas nu godt på dig selv! Det er sødt af dig, at du skriver, selvom du er træt!

Bipolarix, jeg har været hos 4-5 forskellige psykiatere, 3 psykologer og en sygeplejerske i Distriktspsykiatrien, og jeg har haft skp og hjemmevejleder. Men det er hos M og min tidligere læge, jeg har rykket mig. Jeg har følt mig mødt og forstået, og det har virket for mig. Jeg er meget stolt over, så langt jeg er nået de sidste år.
Du er meget opsat på, at tingene skal være på din måde, men det, der virker for dig, virker ikke nødvendigvis for mig. Du sætter spørgsmålstegn ved min evne til at mærke, hvad der er godt for mig.
Hos min sidste psykolog bad jeg om at komme mere i dybden. Det skete ikke. Som eksempel: ”Jeg er ked af, at jeg vejer mig 10 gange om dagen”. Svar: ”Du skal bare være glad for, at du ikke vejer dig 50 gange om dagen”. Færdig med det emne. Hos sygeplejersken: ”Jeg har OCD, hvad kan jeg gøre?”. ”Du skal bare lade være med det”.
Det har ikke hjulpet mig, men det har alle mine samtaler med M og min tidligere læge, og der får jeg også redskaber. Og som jeg har skrevet før, så snakker vi naturligvis om meget mere, end jeg skriver her. Og ja, der er ting, der er meget private for mig, men der er godt nok ikke mange ting, M ikke ved om mig. Vi har snakket om alt, men det fortæller jeg jo ikke i en offentlig dagbog.
Ja, jeg mangler stadig at rykke mig det sidste stykke. Om jeg gør det på min måde eller på andres måde, det er op til mig. Du ved jo dybest set ikke, hvad der er bedst for mig, selvom du ofte skriver, at det gør du. Egentlig er jeg lidt ligeglad med, om andre forstår. Ja, måske har jeg brug for at være syg lidt endnu. Måske gør jeg en dag mere ved det. Måske satser jeg på, at M kan hjælpe mig det sidste stykke. Det er ikke til at vide, men pointen er, at du ikke ved, hvad der er bedst for mig. Det ved kun jeg.
Du skal ikke please mig, og om du bliver ved med at skrive, det er jeg også lidt ligeglad med. Du skriver ofte, at nu skriver du ikke mere, men du gør det alligevel. Det er fint med mig. Men du skal vide, at dine kommentarer ikke hjælper mig, hvis det er dit ønske. Jeg bliver ikke mødt, og jeg får at vide, at din måde er den eneste rigtige. Sådan er det bare ikke. Det kan jeg ikke rigtig bruge til noget. Og det er ikke fordi, du skal please mig eller være enig med mig eller forstå mig. Jeg forstår heller ikke altid dig, men så lader jeg bare være med at læse dine dagbøger. Hvis du skrev for oprigtigt at hjælpe mig, ville det være fint, men jeg føler bare, du vil sige, at din måde at gå i terapi på er den eneste rigtige.
Jeg skriver ikke det her, fordi jeg er sur, men fordi jeg synes, du virker bedrevidende, og det står jeg af på.



Kommentarer fra andre brugere

Hej Jhn,

Fik du noget feedback fra det andet forlag, som du kan bruge til når du retter bogen igennem?

Det er simpelthen så vildt, hvad lys kan gøre. Bare et at der er sol idag, og så føler jeg mig helt anderledes. Nogle gange tænker jeg på, om jeg skulle flytte til et sted hvor solen skinner hele året, fordi det virkelig bare gør en forskel for mig, men ja, jeg får det ikke gjort.

For mig lyder det som om du er en anelse hård ved dig selv i øjeblikket. Det er ærgerligt, for du har jo gang i en masse med bog, fitness, hobbyrum, skiskydning, værested osv. Jeg tror jeg prøver, at sige, at jeg håber du også er god ved dig selv, for det fortjener du :)

Vh Pernille

Skrevet af PernilleH, 14. februar 2018 08:48

Hej JHN

I mange, mange år troede jeg, at jeg var en som spiste på mine følelser. Det er egentlig først i de her dage, at jeg har opdaget, at det slet ikke passer. Hold nu k... hvor har jeg brugt meget tid hos terapeuter på at regne ud, hvad der igangsatte overspisning, kulhydratmisbrug osv. Og på at finde på strategier ala - hvis du var ked af det før en overspisning, så er det den følelse som udløste det og så skal du gøre noget andet næste gang du blir ked af det. Det har ALDRIG virket til at stoppe det. Så jeg troede, at det var mig som var for dum til at forstå det og for svag til at udføre det. For det blev jo ved og behandlerne sagde jo det samme og samme til mig, men det hjalp ikke til trods for at jeg troede på dem og gjorde alt hvad jeg kunne for at følge deres råd og analyser. I over tyve år troede jeg, at det var den eneste vej. Der var så meget smerte og forvirring og selvhad.

Nu opdager jeg så, at jeg ikke spiser på mine følelser. Jeg spiser når jeg er sulten. Jeg spiser nogengange noget som ikke er lige det jeg havde planlagt, men det er ok. Så længe det ikke udløser overspisning. Jeg har en ro indeni ift mad fordi jeg får det som jeg har brug for tror jeg, og fordi jeg er mæt på en helt anden måde nu. Min vægt er også så småt ved at nå et mere naturligt og passende leje. Og alt det her er jeg dybt taknemmelig for! Jeg bliver ikke mere overtaget af en trang til slik, kage osv osv som jeg var helt magtesløs overfor. Og som jeg hadede! Det har ødelagt så meget i mit liv, desværre.

Det som har virket for mig, og som måske/maåske ikke vil virke for andre har jeg før delt med dig - OA (anonyme overspisere) og især deres ide om afholdenhed fra alle trockere. Og nu også LCHF (det kan jeg ikke huske om jeg har delt med dig?). Altså "low carb high fat". Som ikke handler om vildt meget fedt men nok snarere om et normalt indtag af fedt.

Og ja, det var svært at opgive mine trickere. Og jeg havde aldrig klaret det alene. Derfor var OA en uvurderlig hjælp til den del. Og LCHF stabiliserer mig så meget, at jeg nu endelig kan begynde at slappe af ift mad.

Men mest ville jeg bare lige dele min helt nye opdagelse af, at jeg ikke spiser på mine følelser. Det forklarer jo rigtig gidt, hvorfor terapi har hjulpet mig på så mange områder, men aldrig ift mad. Det var ikke mig, som var umulig. Jeg var i en umulig situation. Og ja, det er en kæmpe kliché at sige - men hvis jeg kan, så mener jeg helt seriøst at alle andre har en fair chance for at kunne. Jeg var rigtig langt ude at skide ift mad og dårlig livskvalitet i rigtig mange år. Så jeg forstår din smerte og din forvirring. Og håber så meget, at du snart må finde din egen vej i det her og komme ud på den anden side.

Kram
Julie

Skrevet af juliejulie1, 14. februar 2018 11:09