Læs dagbog

Drømme

En side i dagbogen ""
Skrevet af JHN1 14. februar 2020 08:11


I lørdags gik jeg en omvej på min tur og kom gennem en gade, hvor jeg ikke går så ofte. Det er en gade med lejligheder, og for enden af gaden ligger der en ejendom, der ser ny ud. Jeg tænkte, at det måske kunne være en mulighed. Om søndagen gik jeg bagom for at se, om der er altan, og det er der.

Hjemme igen gik jeg på nettet for at undersøge, hvem der ejer ejendommen. Det viser sig så, at det er ejerlejligheder. Det var jo lidt en bet. Jeg havde ret, det er ikke et gammelt byggeri, men fra 1999. Det er trods alt bedre end det gamle, jeg bor i. Men jeg har jo ligesom ikke halvanden million eller bare 80.000 til en udbetaling. Der var nemlig en lejlighed til salg der, så jeg kunne se prisen. Det var nu også i stuen, og det er nok ikke en mulighed for mig.

Men selvom det så nok ikke lige bliver der, så gav det alligevel et håb om, at der er ejendomme i byen, som jeg ikke lige har tænkt på, og som kan være nyere og derfor mere isolerede. Og hvis jeg en dag vinder i Lotto (!), så ved jeg, at der er en mulighed der.

Ja ja, drømme kan jeg da!

Når underboen spiller violin, er jeg godt nok ved at råbe højt, for det lyder forfærdeligt. Det er noget, han er begyndt på her de sidste måneder. Og det er ikke bare 10 minutter, det er mindst en time ad gangen. Jeg kan endda høre det, selvom jeg har de støjreducerende hørebøffer på, så jeg må skrue ekstra op for fjernsynet, og så må de jo finde sig i det.

Ja, jeg er sart, og jeg indrømmer det gerne.

Jeg har meldt mig ind i den facebook gruppe, som Skovtrolden nævner, altså for mennesker med misofoni, og der bliver der nævnt en behandler, der måske kan hjælpe. Jeg er lidt bidt af tanken, kan jeg mærke, men samtidig synes jeg også, at jeg har prøvet så meget for at slippe for lydoverfølsomheden, at jeg næsten ikke tror på noget mere. Ja, eller orker mere behandling. Jeg vil lige tænke det igennem lidt mere.

Jeg kan også huske, at jeg for nogle måneder siden så noget på nettet om samtaler på sygehuset, altså hvor man kan få hjælp til lydoverfølsomhed også. Jeg fik ikke gjort noget ved det, men jeg har overvejet at spørge min læge om det. Så skal jeg bare først have en tid ved lægen og så henvises, hvis jeg kan det, men det er jo nok også besværet værd, hvis det kan hjælpe, ikke. Men jeg er også bange for at blive skuffet, så jeg ved ikke rigtig.

Jeg må have kigget på det/tænkt det rigtig igennem i weekenden.

Ja, ellers sker der ikke så meget. Jeg forsøger at holde modet oppe, og jeg har da heldigvis gode dage, selvom der også er dårlige stunder ind imellem. Men sådan er det jo for alle mennesker.

Tak for hilsener.

Mælken, ja du har fuldstændig ret, der vil altid være andre mennesker omkring mig, når jeg nu gerne vil bo i lejlighed. Altså ikke i min fantasi-lejlighed selvfølgelig, der er jeg alene. :) Men mon den dukker op? Jeg håber det meget, men jeg skal jo også være realistisk. Ja, jeg håber også, at jeg finder et godt sted. Nogle dage er jeg meget opgivende, og andre dage er jeg optimistisk. Ja, du har jo også prøvet det og har heldigvis fundet et bedre sted, selvom du også har oplevet problemer der. Men det virker som om, du grundlæggende er glad for stedet. Det er dejligt!
Det hjælper meget at komme lidt ud, ja det har du helt ret i, og det skal jeg også tænke over, så jeg ikke forfalder til de negative tanker.
Nej, du har ikke været meget herinde på det sidste, men jeg håber da snart, det er overstået med sygdom, og at du kommer rigtig godt i gang med skolen, men det lyder det jo heldigvis til.
Tak for din fine hilsen og alle de gode tanker. Jeg tænker tit på dig og ønsker også dig alt det bedste!

Åsa, ja jeg håber, du har ret, og at det rigtige sted lige pludselig dukker op. Jeg har også overvejet rækkehus, men jeg er virkelig træt af min have, så jeg ved ikke, om det er realistisk. Jeg tænker også, at jeg ville være mere bange for edderkopper og indbrudstyve, hvis jeg boede ved jorden. Men jo, jeg har overvejet det.
Ja, man kan aldrig vide, om man får gode naboer eller ej, og om de flytter igen. Derfor skal det også meget gerne være et sted, hvor man som udgangspunkt ikke kan høre naboerne særlig meget, så jeg ikke er afhængig af, at en bestemt type menneske skal bo ved siden af mig/nedenunder.
Tak for dine gode tanker og ønsker for mig. Jeg håber også, at det lykkes på et tidspunkt.

Chloe, haha ja du har ret, jeg har boet her i 15 år faktisk (i januar), og det er godt ramt at kalde det resignation. Jeg har ”kun” (!) haft de voldsomme problemer med støjen i 5-6 år, og jeg har ”kun” (!) tænkt på at flytte i 2 år. Ja, jeg rider ikke samme dag, som jeg sadler, eller hvad man siger. Men det er også rigtigt, at jeg er meget desperat, jeg kunne godt flytte i morgen.
Du er virkelig spot on, for jeg tænker også meget på det med ikke at flytte bare for at flytte. Det skal være gennemtænkt, så jeg ikke ender med at fortryde.
Jo jo, manden er 91, men han er stadig i fuld vigør, så der skal nok den helt store omklædning til. :) Jeg ved godt, jeg skal være rummelig og overbærende, men jeg har virkelig svært ved det.
Tak for din søde hilsen, som virkelig rammer plet. Du er god til at sætte de rigtige ord på. Tak for dine tanker!

Skovtrolden, åh det er jeg ked af, at du også har det så svært med støj. Bor du så i hus nu? Jeg har det på samme måde som dig – de lyde, der er her, og som generer mig meget, generer nok ikke andre mennesker på samme måde. Jeg ved i hvert fald, at jeg er meget sart.
Jo, jeg kender godt til misofoni og er også ret sikker på, at jeg lider af det. Jeg kendte ikke til den facebook-side dog, så tak for det! Jeg har ikke før været medlem af en gruppe derinde, da jeg ikke er så meget på, men nu er jeg blevet godkendt som medlem, så det er jeg glad for, for det kunne være dejligt at skrive med flere, som kender det. Det er på en måde rart at vide, at der også er andre, der har det på samme måde, så man ikke føler sig så alene, selvom det selvfølgelig ikke er godt, at nogen overhovedet lider af det. Jeg vidste ikke, at du led af det, så det er rigtig dejligt, at du ville dele det. Ja, det er meget belastende og ofte rigtig svært at forklare nogen, for det er jo ”bare” lyde. Jeg kan blive helt desperat efter at komme væk, bare mine underboere snakker. Jeg får ofte at vide, at jeg skal prøve bare at være i det, men det er sindssygt svært, og det kender du jo til!
Tak for din hilsen og for dine erfaringer. Jeg er glad for, at du ville skrive, tak!

Juce, jeg håber, hovedet har det bedre! Ja, jeg holder fast i dig, for jeg holder af dig! Ja, der er kaos, det er rigtigt, alle steder, og det er også rigtigt, at jeg forsøger at skabe kontrol gennem vægten og spisningen, lige for tiden ikke med megen succes dog! Jeg snakkede med M den anden dag, og det var fint lige at sige noget af det højt, for jeg bliver så træt af alle de tanker om alting. Ja, jeg mangler nok de rigtige redskaber, eller jeg mangler at kunne bruge dem på den rigtige måde. For jeg har jo mange ting, jeg kan gøre, men jeg får dem bare ikke gjort.
Tak for hilsenen til min far, ja det er dejligt, at han har det godt og har haft det, siden han gik på efterløn. Han havde det ikke godt med sit job de sidste år.
Det er dejligt, at du også føler dig lige med mentor, det er også vigtigt, så man ikke føler sig underlegen. Jeg føler, at jeg bliver behandlet som et ligeværdigt menneske, en der er noget værd, og at de kan lide mig som person, det er rart.
Jeg synes, det er svært at holde gejsten oppe ind imellem, men jeg synes også, det er træls at skulle give op. Det ville virkelig være den aller sidste nødløsning. Ja, vi må kæmpe videre. Jeg håber også, du holder fast i livet, selvom du har det svært, for verden ville være et fattigere sted uden mennesker som dig!
Ja, det med at flytte er blevet en besættelse, og jeg vil så gerne, men er bare så bange for at gøre noget overilet også. Jeg skal nok tænke mig godt om, inden jeg gør noget.
Tak for din hilsen, søde ven. Kan du passe rigtig godt på dig selv!

Imo, næh støjisolering er vist ikke realistisk, men jeg har da selv haft tanken, fordi jeg er så desperat. Det er nok bedre at lære at leve med støjen på en eller anden måde. Ja, jeg kan godt mærke, at jeg virkelig gerne vil flytte, for jeg kører mig selv op og kan slet ikke vente. Men tålmodighed er godt her.
En husbåd kunne jeg ikke tænke mig, nej. :) Jeg er ikke vild med at sejle, så jeg ville sikkert blive søsyg, ha. Ja, det kan godt være, at du ville finde på et eller andet, der var galt, selvom du fik en husbåd. Det har vi jo nok en tendens til de fleste af os. Jeg tænker, at bare jeg kunne få fred og ro, ville jeg kunne klare det meste andet, men sådan er det jo nok ikke i praksis alligevel.
Jeg kan også huske, da jeg flyttede ind her, og jeg hurtigt fandt ud af, at der var meget lydt, og jeg gik og sagde til mig selv, ”det er hyggeligt, det er hyggeligt”, for ellers vidste jeg ikke, hvordan jeg skulle overleve. Det er dejligt, hvis du godt kan acceptere lidt liv omkring dig, men jeg synes også selv, at det med andres sexliv er noget af det mest grænseoverskridende. Det er jo meget privat. Men godt hvis du kan lave lidt sjov med det, så du overlever det. :)
Det er flot, at du på den måde skaffer info om fuglene, så du bedre kan forstå dem og dermed bedre klare deres larm. Her har vi alliker, og jeg hader dem. Det er super, at du kan få vendt det på den måde. Ja, jeg prøver også at tænke sådan mht underboerne. ”De er blevet gamle, hun kan ikke gå ret meget, de keder sig, derfor skændes de” osv. Det hjælper nogle gange, men ikke altid. Men du har helt ret i det, altså at det kan hjælpe at forstå andre på den måde. Jeg skal bare lære at være mere overbærende. Jeg må indrømme, at når underboen begynder på sit forfærdelige violinspil, eller når de skændes (osv), så er jeg ikke så rummelig! Ja, som sagt går hun rigtig dårligt, men jeg kunne sende dem ud på en køretur i kørestolen, så de kan skændes færdig der. :)
Jeg er glad for, at din støttekontaktperson er der og hjælper dig, så du ikke er alene med det hele. Det lyder voldsomt, det du har været igennem og stadig skal. Jeg forstår godt, at du bliver nervøs og angst hver gang, og jeg håber meget for dig, at det hele bliver ved med at se fint ud. Det er dejligt, at du ville fortælle lidt, tak!
Og tak for din hilsen, jeg værdsætter den, og det er kun fint, at den er lang og bare skrevet lige derudad. :) Mange tak! Kan du passe på dig selv!



Kommentarer fra andre brugere

Hej JHN.
Ja drømme er gratis .. Det er sikkert ikke nemt at finde en lejlighed med mindre ja som du siger du vinder i Lotto . Jeg ved hvor dyrt det er at købe vi var mega heldige da vi fandt vores lejlighed .
Men altid godt at kigge og undersøge ting det er helt sikkert og jeg håber jo stadig du en dag finder din drømmelejlighed hvor du kan få noget ro ..
Ej spiller din underbo violin ?? stakkels dig .. bare du kunne være ude af huset når han gør det .. ja det lyder da forfærdeligt ... bare skru op for tvet ha ha ... ej men det er synd for dig og jeg ved hvor stresset man kan blive .
Jeg er heldig jeg hører faktisk aldrig min underbo eller min nabo men ok polakkerne larmer lidt men vi kan bare lukke vinduet og trække for og så bliver de sure ha ha ...

Jeg tænkte på dig i går jeg så noget med Norge havde vundet guld i skiskydning .. får du set noget eller kan du ikke se de kanaler hvor de er ? .
Jeg håber bare du har det godt .. Ja jeg er bare træt af mit sår men jeg overlever jo heldigvis .
Sender dig alle de bedste tanker og de rigtige lottotal he he .
Knus fra Mælken

Skrevet af Mælken, 14. februar 2020 17:03