Læs dagbog

Skidt

En side i dagbogen ""
Skrevet af JHN1 14. februar 2021 18:10


Søndag … to lange gåture, en god times motion herhjemme, vasketøj, ”Barnaby”, en masse slik … så gik den dag også. Sådan har jeg det lidt, når jeg går i seng om aftenen. Så var det endnu en dag, der gik, og det er godt. Jeg lever ikke rigtigt, føler jeg. Det handler bare om at få tiden til at gå, så jeg kan komme i seng igen. Det er lidt noget skidt.

Jeg kom hjem fra gåtur og mødte underboen og bonus-drengen. Jeg sagde selvfølgelig hej til dem begge to, men bagefter var jeg ked af, at jeg ikke havde præsenteret mig overfor drengen. Han er jo også et menneske ligesom de voksne, og overfor dem har jeg sagt mit navn. Nå, men jeg må gøre det næste gang. Jeg hørte, at de snakkede om mig bagefter. ”Det er hende, der bor ovenpå os”. :)

Nå ja, jeg glemte at skrive sidste gang, at lægen på sygehuset også foreslog fysioterapi ligesom min egen læge. Så jo, det skal jeg da. Det er bare min egen læge, der skal henvise mig, så jeg skal have skrevet til hende. Jeg glemte det i fredags.

Jeg forsøger at være i støjen her. Det er svært. Der er mange døre, der smækker. Meget rumsteren. Stemmer. Hård gang eller løb hen over gulvet. Jeg har både svært ved de høje lyde og ved den almindelige støj.

Og så tænker jeg hele tiden på det, clairvoyanten sagde med, at jeg skulle flytte til juni. Skal jeg så det? Det forhindrer mig nok lidt i bare at være her og få det bedste ud af det. ”Jeg skal jo flytte igen”. Men jeg ønsker også at flytte igen, hvis det kan være til noget bedre. Men hvordan ved jeg, om det er bedre?

Ja, og så Corona oveni, hvor vi er mere fanget i hjemmet. Det er sgu svært, synes jeg. Jeg glæder mig så afsindigt, til værestedet åbner igen. Det er rigtig fint med gåture og andre aktiviteter, men jeg savner bare at sidde og snakke.

I fredags var drengen nedenunder jo lige kommet på weekend. Jeg gik som sædvanligt tidligt i seng. Kl. 22.30 vågnede jeg ved, at han blev lagt i seng. Han sover nedenunder mig. Jeg kunne høre deres stemmer, selvom jeg sover med ørepropper. Det er nu lidt generende. Ja, det kan jeg selvfølgelig ikke sige noget til, men det generer mig alligevel. Hvordan kan jeg lære at abstrahere fra det?

Jeg forsøger at være neutral. Jeg vender mig om på siden igen og tænker, at om lidt er der ro igen, og det er der jo også. Det er heller ikke hver gang, han er her, at jeg hører noget om aftenen. Er det det, der er løsningen … at forsøge at være neutral? Det må jeg jo prøve, men det er godt nok svært.

Der er flere ting, der er begyndt at fungere her. Nu fandt jeg jo ud af nøglen, så jeg kan låse indefra. Døren klaprer ikke mere. Det varme vand i køkkenet kommer, hvis det løber længe nok, og vandhanen står på en bestemt måde. Vaskemaskinen er boltet fast. Ja, men der er stadigvæk også noget, der ikke virker. F.eks. er der kun lejlighedsvis strøm i to af mine stikkontakter. Det er lidt underligt. Jeg må have fat i udlejeren, men jeg er så dårlig til at få ringet, og jeg føler mig besværlig. Som om det er min skyld, hvilket det jo ikke er.

Jeg er træt af hele tiden at være stresset. Ja, jeg føler mig stresset. Mentalt. Jeg ved ikke, hvad jeg kan gøre ved det. Ja, være neutral. Forsøge at acceptere støjen (og larmen). Fokusere på noget andet. Lægge puslespil og gætte kryds og tværs, eller hvad jeg ellers kan finde på. Bruge mine hørebøffer. Ja, og ellers ved jeg det ikke. Være mere i nuet måske i stedet for at tænke fremad og tænke, at jeg skal flytte igen.

Tak for hilsener.

Åsa, ja jeg skal i hvert fald forsøge fysioterapi, og du har måske ret med hensyn til fodtøj også. Jeg går mest i kondisko dog, og mon ikke det er okay? Det kan jeg jo spørge om. Min mor nævnte også min cross-trainer, og om den måske var uhensigtsmæssig. Det ved jeg faktisk ikke, men det ved fysioterapeuten jo.
Nå ja, det kan jeg godt huske, du har nævnt før, at nogle lejligheder er lagt sammen. Ja, så bliver der jo plads til en masse unger. :) Men du virker okay med det, og det er jo dejligt.
En bas kan være forfærdelig. Jeg boede på et tidspunkt med en side-nabo, der var glad for bas og ofte spillede musik. Hun startede kl. 6 om morgenen. :/ Der flyttede jeg også fra. Man kan være uheldig med naboer, synes jeg. Men godt du selv er opmærksom på, at bas kan være generende for dine naboer. Så skal det jo bare gå den anden vej også, så du ikke bliver generet af musik selv. Men ja, igen, du virker tolerant. Det er jeg ikke selv. Jeg bliver nemt irriteret. Det må jeg jo erkende.
Tak for din hilsen. Dejligt at du tager dig tid til at skrive.

Frederik, fysioterapeuterne har åbent nu, så det skulle være muligt. Ja, du har helt ret, jeg skal finde andre ting at lave end gåturene. Jeg har jo noget, jeg kan lave, f.eks. puslespil, Mandala eller kryds og tværs. Jeg bliver bare nemt rastløs og kan ikke finde ud af at være herhjemme. Men jo, det er helt rigtigt, du har ret. Jo, jeg kunne også finde på noget sammen med min veninde, og det gør jeg også ind imellem, men jeg kunne godt gøre det mere. Tak for din hilsen og alle forslagene.

Ette, jeg spiser næsten aldrig flødeboller fra Spangsberg, men jeg kan også godt lide hvide flødeboller. Jeg kan lide mange forskellige slags faktisk, de er næsten alle gode. :) Ja, det er en god løsning at spise … ikke altid så hensigtsmæssigt for mig, fordi jeg bruger det som beroligelse, men det føles rart. :) Tak for din hilsen og også god aften til dig.



Kommentarer fra andre brugere

Hov - den hilsen - ja, før den her - jeg har skrevet til dig skulle ha stået her. HAh :D - Er du forvirret, så se næste afsnit :)

Ha en dejlig, JHN :)

Skrevet af ette, 16. februar 2021 08:24

Kære JHN

Jeg kan godt se, at det er nedslående at have gået fra asken til ilden. Det er da også freaking uheldigt!

Umiddelbart virker det rimelig sent, at de børn går til køjs. Således er det måske ikke så underligt, at de terroriserer fra morgen til kvæld, når de konstant er overgearede med søvnunderskud.

Jeg synes, du har en god strategi, mht. at forsøge at være i støjen og leve med det. Ros for det! Hvis du / man (mig selv inkl.;-), kunne lære at leve med støj, ville meget være nået. I bund og grund handler det vel om en manglende ro / balance i sit liv, er mit personlige gæt.

Kh
Chloe

Skrevet af Chloe, 16. februar 2021 14:51