Læs dagbog

Ærgerligt

En side i dagbogen ""
Skrevet af JHN1 16. oktober 2020 08:24


Jeg var nede ved min udlejers sekretær (igen-igen) mandag for at spørge, om der var noget nyt. Ja, nu var den lejlighed, han havde snakket om, blevet sagt op. Men de havde ikke fået nøglerne endnu, for sønnen til damen boede i Jylland, så der kunne gå en uge eller to måneder, det vidste han ikke. Men jeg kunne bare blive ved med at kigge ned, så det har jeg tænkt mig at gøre hver uge nu. Det skader jo ikke at se lejligheden.

Tirsdag gik jeg også forbi, hvor lejligheden ligger, og der holdt der en flyttebil foran ejendommen, så jeg tænkte på, om det var dem, der var ved at få flyttet hendes ting.

Jeg kigger selvfølgelig også meget på BoligPortal stadigvæk, for jeg håber jo, at den helt rigtige lejlighed bare pludselig er der.

Der er faktisk en lejlighed på lige nu, som jeg tit har tænkt på. Desværre er den 100% uden for min rækkevidde rent økonomisk. Men havde jeg pengene, kunne det godt være en mulighed. Jeg tror dog også, det er en ejerlejlighed, der bliver lejet ud, så ja, måske ikke alligevel. Men beliggenheden er god. Den ligger ovenpå erhverv, så der ville være stille aften og weekend, for der er nemlig heller ingen private naboer, så vidt jeg kan se. Men det er ikke den, der var på BoligPortal for noget tid siden, for den var ikke så dyr. Men ja, hvis jeg lige kunne vinde i lotto? :)

Søndag var underboerne i byen, og jeg nød virkelig roen. Jeg fortalte M det, og hun sagde, at det var synd, jeg lod dem styre mit humør så meget. Sådan tænker jeg også selv. Det er virkelig ærgerligt. Tænk at jeg ikke kan være i mit eget hjem uden at være stresset og på vagt hele tiden. Jeg burde jo bare være ligeglad med dem og så leve mit eget liv. Vi snakker ofte om det på værestedet, fordi der også er andre derude, der bliver påvirkede af støj. Der er bare ikke rigtig nogen løsning på det.

Den nye næsten-underbo er stadig flink og nogenlunde rolig. Han har mange gæster, og de går meget ind og ud, men ellers hører jeg ham ikke så meget. Han har gang i meget i haven og er vist ret aktiv. Og min nabo siger, at hun også kun hører ham, når han har gæster. Det er godt at høre, for hun er så rar og meget stille, og jeg har været bange for, hvordan det ville blive for hende med en ny underbo. Ja, så vi kan vist kun være tilfredse.

Jeg øver mig fortsat på at kunne være i støjen, og det vil jo også komme mig til gode, når jeg flytter engang, for jeg kan jo ikke regne med at finde en fuldstændig støjfri lejlighed, selvom det ville være fantastisk for mig.

Tak for hilsener.

Skovtrolden, ja jeg tænker, at du har ret, for jeg har også hørt, at udlejer har pligt til at finde en ny lejer så hurtigt som muligt, når man siger op, så ja, det samme må jo næsten gælde, selvom man ikke når at flytte ind. Det er jo rart at vide. Tak for din hilsen. Jeg er mere tryg ved det nu, for så kan jeg jo flytte igen hurtigt eller lade være med at flytte ind, hvis det skulle være. :)

Frederik, tak for oplysningen, ja så kan jeg komme til at hænge på de 3 måneder, men bare jeg ville kunne flytte igen med det samme eller slet ikke flytte ind, hvis det var, så måtte jeg finde ud af det økonomiske. Tak for din hilsen.

Chloe, jeg ved desværre ikke, hvor lejligheden uden private naboer ligger, for på BoligPortal står der ikke husnummer. Jeg ved kun gaden. Men jeg kan ikke rigtig se, hvor det skulle være i den gade. Der er et sted, hvor der er erhverv i stuen og lejlighed ovenpå, men jeg gik forbi der for en måneds tid siden, og så var der to postkasser med private navne, så jeg tænker heller ikke, at det kan være der. Med mindre det ene navn er på erhvervet. Men jeg ved, at en fra værestedet bor der ovenpå, så jeg kan spørge hende, når jeg ser hende igen. Desværre kommer hun ikke så meget på værestedet.
For ja, du har ret, det kunne være smart at finde ud af mere om lejligheden, for det kan jo være, at det slet ikke er drømmelejligheden alligevel. Jamen, jeg ved, at du siger alt i en god mening. :) Ja, det er så rigtigt – jeg lader tanken om den perfekte lejlighed stå i vejen for at tage en anden lejlighed. Jeg er så bange for at sige ja til noget, hvor jeg måske kunne have fået noget, der var meget bedre. Det er fjollet. Ja, jeg bruger det nemlig som undskyldning ind imellem. Nok fordi jeg også er lidt bange for at flytte, selvom jeg desperat gerne vil det samtidig.
Åh ja, det med din nabo der sagde nej til din lejlighed dengang – frygteligt hvis han stadig fortryder det. Jeg forstår godt, han havde det svært med det, når han lige havde renoveret sin lejlighed, men nogle gange skal man jo også kaste sig ud i noget. Det håber jeg også, at jeg kan og vil, hvis jeg skulle være flyttet, og der så pludselig viser sig noget bedre. Flytterod skræmmer mig ikke, men det økonomiske gør. Jeg har en opsparing, men jeg ville ikke kunne flytte mange gange. :)
Tak for din hilsen og dine gode skub!

Imo, jamen du skriver bare, når du har tid og overskud, ikke. Ja, corona – den er i vejen for os alle sammen, og hvad skal vi gøre? Jeg håber, der kommer en vaccine, men ellers er det nok bare om at være tålmodig, selvom det kan være svært. Så nej, jeg har heller ingen svar på, hvornår det er overstået, desværre. Men jeg håber, du klarer det alligevel.
Tak for din hilsen og søde tanker.



Kommentarer fra andre brugere

Hej JHN

Du har ret, det er faktisk meget hyggeligt at gå i de julepyntede gader til jul, og se på de travle mennesker med poser i hånden. Her i Kbh er det hele indre by, der giver en speciel stemning.

Kh Åsa

Skrevet af Åsa, 16. oktober 2020 22:15