Læs dagbog

Voldsomt

En side i dagbogen ""
Skrevet af JHN1 19. september 2021 19:34


...



Kommentarer fra andre brugere


Min mor var ude ved min far i går og ville så køre derud igen her i eftermiddag. Jeg var derhjemme for at slå græs i går, og der var ikke rigtig noget nyt. Nå, men jeg havde egentlig ikke tænkt, at jeg ville med i dag, men så tog den dårlige samvittighed over. Også fordi lægesamtalen foreløbig er udskudt til på onsdag, fordi de satser på, at han så har fået den pet scanning inden.

Jeg lå i sengen til morgen og tænkte for og imod … skal jeg tage med, nej jeg orker ikke, jeg har brug for at slappe af og ikke være sammen med nogen, jamen det er jo far, og begge mine forældre vil blive glade, hvis jeg tager med, hvad hvis han dør, så fortryder jeg det, hvis jeg ikke har været med osv. osv.

Så ja, jeg tog med …

Jeg aftalte med min mor, at det bare var en times tid, vi skulle være der, så kunne jeg bedre overskue det, og hun havde ikke planlagt et længere besøg.

Han lå og halvsov, da vi kom, men kom så op i en stol. Så gik der et stykke tid, så begyndte han bare at ryste voldsomt. De kom ind med saft, men han kunne slet ikke styre koppen. Jeg bad om, at de ville tage hans temperatur, men han havde ikke feber. Blodtrykket var også okay. Vi spurgte ham, om han frøs, men det kunne han ikke rigtig mærke. De lagde ham i seng, og han fik to dyner over sig, og så hjalp det også lidt.

Så vi endte med at være der i to timer, fordi vi jo ikke bare ville gå midt i det hele. Men de sagde, at det ikke var alvorligt, så vi kunne godt køre hjem. Men det var godt nok voldsomt. Hænder, krop og kæbe, alt rystede bare på ham.

Han var også meget forvirret, som han plejer.

Han fik f.eks. en lille dessert, og han mente, at så skulle han spise den til sidst, altså efter saft og protein-juice. Vi forstod ikke rigtig hvorfor, indtil det pludselig gik op for mig, at han troede, det var aftensmad, og der spiser man jo dessert til sidst. :)

Han har stadig ingen tidsfornemmelse overhovedet. Han spurgte flere gange, hvad tid på dagen det var, og når vi sagde, hvad klokken var, var han meget imponeret over, at vi kunne se det, for han forstod ingenting af det.

Han ville have, at min mor skulle pakke hans fødder ind i dynen, men det blev ved med ikke at være rigtigt. ”Nej, for enden, nej også til siderne, nej det er ikke rigtigt, nej til begge sider” osv. Og det selvom de var pakket så godt ind til alle sider, at man ikke kunne se dem.

Han vidste godt, hvor han var, og han nævnte sygehusets navn, men da vi gik og var ved at sige hej, sagde han, ”jeg skal altså lige have styr på det igen, jeg er på (sygehusets navn), og jeg er indlagt”. Ja, det var jo rigtigt.

Og lige inden vi skulle gå, sagde han pludselig ”begyndende dement” og ”demensudredning”, og han mente, at det var derfor, han rystede så meget, altså fordi han var dement. Min mor sagde nej, at det mere var noget med, at man ikke huskede så godt. ”Nå, men det gør jeg heller ikke”, sagde han så. :)

Til gengæld husker han noget, for han vidste godt, at jeg havde snakket om at flytte igen. Så sagde jeg, at jeg vist var ved at vænne mig til det, og så sagde han, at det også var en god altan, jeg havde, og så sagde han, ”og M har hjulpet dig med at få billeder op”. Så noget hænger altså ved.

Nå, men nu venter vi på den scanning …

Min far ligger på stue med en mand, der hoster meget, og det irriterer ham virkelig meget. Han har det svært med støj ligesom mig, og han sover ikke så godt om natten pga. det, så det er virkelig synd for ham.

Jeg tænker stadig, at det ville være bedst for ham, hvis han fik fred. Jeg ønsker ham ikke død, men så alligevel gør jeg jo på et eller andet plan. For hans skyld. Han har det virkelig ikke godt, og jeg er så bange for, at det heller ikke bliver bedre. Også med hans forvirrethed. Og hvad så, hvis han skal på plejehjem, som han virkelig er bange for. Det ønsker jeg bare ikke for ham. Ja, jeg ved ikke. Jeg ønsker det, der er bedst for ham.

Jeg blev lidt ked af det i går, da jeg var hjemme ved min mor. Hun snakkede i telefon, da jeg kom, og jeg hørte hende sige, ”nej, det er bare J, der er kommet”. Jeg ved godt, det er en talemåde, men ja. Nå, men jeg blev mest ked af det, da jeg gav hende den lille gave. Jeg satte den på bordet (den var i cellofan), og hun sagde, hvorfor hun skulle have den, og jeg sagde, at det stod på kortet. Hun havde lige spurgt, om jeg ville have en flødebolle, og nu tog hun bare flødebollerne og sagde, om vi skulle gå ind i stuen. Jeg sagde, ”vil du ikke se?”, og så var hun sådan nårh jo, og så kiggede hun da også, hvad der var i gaven, og hvad der stod på kortet. Senere fik jeg også en sms, hvor hun takkede mig igen og skrev, at jeg var god til at gøre sådan noget. Jeg skrev tilbage, at det var så lidt, og at hun fortjente det. Men ja, lidt skuffet … men jeg skal blive bedre til at takle det, for hun mener jo ikke noget skidt med det.

Ette, tak for dine hilsener. Ja, det var begge min kusines døtre, der sendte buketten, og det var jeg virkelig glad for, men det er rigtigt, at det især er den yngste, jeg har noget med at gøre. Ja, jeg har skrevet om hende før, du har en god hukommelse. :) Vi har haft en god forbindelse, siden hun var helt lille. Virkelig en sød ung kvinde. Jeg glæder mig nemlig dagligt over blomsterne, de er så smukke.
Jeg spiste to mundfulde af C's og min kage på værestedet, fordi hun så gerne ville have det. :) Vi var sammen i hold nemlig. Jo, det gik udmærket, men jeg er egentlig ikke tilhænger af konkurrencen, fordi der jo er nogen, der bliver sidst. Det var så ikke os, og jeg kunne også godt have klaret det, men måske nogen bliver kede af det. Det er mærkeligt, for jeg tænker slet ikke sådan, når vi spiller kort, og der er der jo også nogen, der bliver sidst. Men ja, det var hyggeligt nok at bage. Ha ja, jeg samler også på opskrifter, men jeg laver dem aldrig. :)
Du har ret i det med kontrollen i forhold til min far. Det var også en grund til, at jeg tog med i dag, fordi jeg gerne med egne øjne ville se, hvordan han har det. Ja, du har så ret, jeg skal have tillid til, at andre har styr på det. Han er jo trods alt på et sygehus.
Det er klogt at fornemme, hvornår det er okay med knus. Der er virkelig nogen, der bare gør det uden at tænke over, om den anden nu også gerne vil det. Ja, lige mærke efter, det er altid godt.
Ja, bare min far kunne spise de brune kager, men lige for tiden står den mest bare på suppe og proteindrikke, for han har SÅ svært ved at synke. Og intet smager ham, det er synd for ham. Der er ikke noget nydelse ved at spise mere. Det bliver bare værre og værre. I dag tog han to teskefulde af desserten, så kunne han ikke mere. Men ja, måske kan vi lokke ham lidt alligevel. Det er nemlig sjovt, det med de brune kager året rundt og lageret oppe på det lille værelse. :)
Tak for dine hilsener og gode tanker, dem værdsætter jeg!



Skrevet af JHN1, 19. september 2021 19:35

Hej J

Skrevet af ette, 20. september 2021 16:49

Hov fejl. Jeg gi'r hunden skylden og skriver til dig senere

Skrevet af ette, 20. september 2021 16:51

Det lyder rigtig hårdt med din far.
Jeg kan også godt forstå du bliver skuffet når der ikke bliver spurgt ind, men bare fortsat med at fortælle om ting fra den andens eget liv.
Nogle gange skyldes det at folk ikke kan rumme det.
Men det gør det selvfølgelig ikke lettere at bære, udover at man så må konkludere at dette magter personen så ikke at være en støtte i.

Når jeg læser om alle de ting med din far, kommer jeg også selv i tanker om nogle ting fra dengang min egen far var syg osv. og det skal man selvfølgelig kunne være i for at kunne være der for en anden også.

Mht. demens så mente de også på et tidspunkt min far var dette, men det var han altså ikke, ældre mennesker kan godt miste det mentale overblik hvis deres system er overbelastet på den ene eller den anden måde.

At ligge på stue med en der hoster, man burde kunne fraskrive sig denne situation på forhånd hvis man har misofoni, og uanset hvad er det jo belastende for alle andre, så der burde da helt klart være eneværelser til den slags, det er jo supervigtigt at kunne få hvile når man er syg.

Jeg kender godt det med knus, jeg har et par gange i livet fået knus jeg ikke brød mig om, enten pga. personen eller pga. knusets karakter, og det er virkelig en svær opgave hvordan man i så fald får sagt fra på en pæn måde.

Mht. din mor så lyder der umiddelbart som om hun har svært ved at tage imod gaver, dette handler ofte om lavt selvværd, følelse af skyld eller andre skygge-ting, men det er da klart du bliver ked af det når hun nærmest skal tvinges til at tage imod den.

Jeg tror måske ikke du så det, men jeg skrev i dit opslag ”Paranoid” en lille hilsen og svar til dit spørgsmål til mig.
Jeg ved stadig ikke hvor meget overskud jeg har til at skrive, men jeg kigger ind når jeg føler for det.

Det lyder godt at du har fået det bedre med at være i lejligheden :)
Jeg håber det bedste for din far <3

Skrevet af Skovtrolden, 21. september 2021 18:13