Læs dagbog

Kuk

En side i dagbogen ""
Skrevet af JHN1 25. januar 2020 08:07


Jeg er ved at få kuk! Jeg tænker flytning, ny lejlighed, nye naboer (osv.) døgnet rundt. Når jeg vågner om natten, kører tankerne rundt. Jeg skal lade være med det, for jeg kan alligevel ikke gøre noget. Jeg må give det tid. Det kommer, når det kommer. Jeg skal ikke forcere noget, ikke gøre noget overilet.

Jeg skrev til ejerne af det nybyggeri, hvor jeg måske kunne tænke mig at bo. Der er årelange ventelister, og folk tager først derfra, når de kommer på plejehjem eller dør, sådan var beskeden. Jeg er alligevel blevet skrevet op, det skader jo ikke.

Der er et andet sted, jeg måske kunne tænke mig at bo, men der må man desværre have dyr, og jeg tør simpelthen ikke. Jeg ved, jeg ville blive skør, hvis der var en hund, der stod og gøede. Det er ellers et perfekt område for mig. Ja, men lige nu tør jeg ikke.

Med hensyn til boligforeningerne så er der en, hvor jeg ikke vil bo. Så er der en, hvor man må have dyr. Og så er der en, hvor lejlighederne ligger perfekt, men hvor jeg er bange for, om der er meget lydt. Ja, og så skal man til de fleste lejligheder være over 55 år eller i arbejde. Så der ville jeg skulle vente 3 år. Og så er problemet, at der til de fleste af de lejligheder er fælles vaskeri, og det vil jeg ikke. Så skulle jeg være meget heldig at få en lejlighed, hvor jeg kan have vaskemaskine på badeværelset.

Nå, jeg var nede ved min udlejer, og sekretæren fik mig overtalt til at se den lejlighed, hvor der er overboere. Det var slet ikke mig, og det vidste jeg nok også lidt på forhånd. Men det var fint lige at se den. Men jeg blev lidt ked af det, for jeg fik det rigtig skidt ude på altanen. Jeg har jo højdeskræk, men jeg havde ikke tænkt på, at det kunne blive et problem. Men det er det da vist. Altanen var i 2. sals højde og med et åbent gitter, så jeg håber, det bliver bedre, hvis det er en mere lukket altan. Jeg ville være ked af ikke at kunne komme ud.

Nå, men det er der, jeg er lige nu. Jeg ønsker SÅ meget at flytte, men samtidig er jeg rædselsslagen ved tanken om at gøre noget, jeg fortryder.

Jeg tænker også, om jeg stiller for mange krav. Jeg mener, hvis jeg flytter ind i en lejlighed i byen f.eks., så kan jeg jo også risikere, at selvom man ikke må have dyr der, så må man det måske i ejendommen ved siden af, og så har jeg jo problemet alligevel. Ja, jeg ved ikke.

Jeg sagde til M, at jeg føler mig stresset, og hun sagde, at der ikke var noget at stresse over, for jeg SKAL jo ikke flytte. Jeg har tiden til at finde det rigtige. Det er jo sandt. Men jeg stresser mentalt. Jeg skal bare stoppe med det, for jeg har boet her i 15 år, så jeg holder jo nok et par år mere, hvis det er.

Nå, så er jeg blevet syg også. Jeg snotter og hoster og har ondt i halsen og hovedpine. Det er jo nok hurtigt overstået, men træls mens det står på.

Ja, og ellers tænker jeg meget på min vægt og spisning som sædvanlig. Jeg har spist for meget slik i denne uge, og det er typisk mig, når jeg tænker for meget. Jeg spiser for at berolige mig selv. Irriterende.

Tak for hilsener.

Imo, ja det er meget svært, det med at skulle flytte. Jo, der er boligselskaber, men der er ikke så mange af dem, og ja, der er forskellige udfordringer med dem. Jeg kunne faktisk også godt tænke mig at bo i en boligforening, fordi det er mere sikkert, og jeg tænker, at man ikke så nemt bliver snydt, men ja, som sagt, det er lidt svært her. Hvis jeg kunne acceptere dyr, kunne jeg sikkert nemt finde noget, men jeg er usikker på, om jeg kan det.
Det lyder voldsomt, at du skulle vente i 9 år på at flytte. Det må jo have været et helvede for dig. Jeg forstår godt, at du gik på kompromis med nogle af dine ønsker for at få et bedre liv. Ja, og det skal man jo nok også, eller man kan blive nødt til det. Jeg tænker også, at jeg nok ikke får alle mine ønsker opfyldt. Lige nu er det vigtigste, at der ikke er for meget støj. Men det lyder som om, du er blevet glad for at bo det nye sted, og det er jo trods alt vigtigst, selvom det var en hård kamp for dig. Ja, private udlejere kan være svære at kæmpe med, og jeg frygter også, hvordan det går her, hvis jeg flytter en dag. Jeg er også bekymret for at skulle fortsætte med at bo til leje hos min udlejer, men på en måde føles det også trygt, fordi jeg ved, hvordan han er.
Det lyder da skønt, at du endda har fået en ny veninde, dejligt!
Ja, et anneks ville være en mulighed eller en lejlighed ovenpå noget erhverv, har jeg også tænkt på. Der skulle bare ikke være andre lejligheder der, og det er måske urealistisk.
Jeg må se, hvad jeg finder. Jeg skal ikke stresse over det, men det gør jeg desværre. Jeg ved jo også fra andre, at der er mange udlejere, man ikke kan stole på, og det gør mig utryg.
Mange tak for din hilsen og for, at du ville dele dine personlige erfaringer. Det betyder meget for mig. Tak!

Mælken, ja det er svært, og det er ikke rart at være så sensitiv, at det hele ligesom bare kommer an på det. Jeg kan ikke bare vælge en fed lejlighed, der er så meget, der skal tænkes igennem. Jeg synes jo ellers, at jeg har arbejdet med den sensitivitet, men måske er den medfødt, og måske er det bare svært at lave om på. Ja, det er ikke nemt, men jeg håber, det lykkes at finde et godt sted en dag.
Mange tak for din hilsen, og jeg håber, du har det nogenlunde, min ven.



Kommentarer fra andre brugere

Hvor dum kan jeg være? :D
Ikke så ofte mere, som jeg skriver indlæg, så jeg har siddet næsten en hel time og skrevet til dig i word.
For at det skulle være gennemtænkt og ordentligt, i stedet for at
det bare ryger lige ud af ærmet.

Havde forinden kopiret noget, som jeg ville linke og det var så det, som blev kopieret og gemt :o
Så dumt.
Snart kommer ældste barnebarn og skal sove her, men jeg tænkte da på dig.

God bedring :-) Imo

Skrevet af Imozopia, 25. januar 2020 10:02

Kære JHN

Jeg forstår godt, hvorfor du er i totalt vildrede – det er også en stor ting!

I lyset af alle dine ønsker er mit personlige bud en almen bolig, som tilmed giver den bedste retssikkerhed.

Ingen tjener penge på en almen boligforening, så det er en garant for en rimelig husleje.

I de fleste almene boliger må man gerne montere sin egen vaskemaskine (råderetten).

Mht. at have hund i en almen bolig varierer det, og afhænger bl.a. af hvad beboerne har besluttet. Således skal man være opmærksom på, at det altid kan blive lavet om, via beboerdemokratiet.

Mht. støj er de nyeste boliger de bedst isolerede. Imidlertid kan de også være omtrent dobbelt så dyre, så det må være en afvejning.

Det er ofte kutyme at flytte internt, og hvis du fx skulle havne i en horribel situation med en larmende nabo, en gøende hund og et bonkers bornholmerur, da ville du kunne flytte internt.

Det går for det meste hurtigt, da man kommer øverst på listen. Således har man altid en sikkerhed, hvis det går helt galt.

Ventelisterne er almindeligvis alenlange, men måske ser det anderledes ud, udenfor regeringsbyen…

Det er irriterende med sådan et ”pres”. Men, det er meget rigtigt, at du i og for sig ikke er tvunget til at flytte og således ikke behøver stresse. Lettere sagt end gjort…

Kender det nu godt - pludselig bliver man "besat" af et eller andet, som fylder alt og bare skal løses asap!

Kh
Chloe

Skrevet af Chloe, 25. januar 2020 17:36

Hej igen jhn og nu kommer der en kortere version end den tabte.
Måske også meget godt, for jeg har det med. at væve mig ud i for meget nogle gange :)

Jeg synes, at du har sat dig ind i det hele og det er rigtig godt.
Du går med livrem og seler og det gør jeg også, når det er smaddervigtigt, men livet er jo som du selv er inde på uforudsigeligt og man kan bare ikke gardere sig mod alt og hvad der kan ske.
Vist meget godt, at jeg ikke har en krystalkugle, som jeg kan kikke ind i ;)

Jeg stresser og skruer også mig selv helt op og min amygdala, som jeg kalder for dinohjernen er ikke i stand til, at modtage fornuftige beskeder og tanker.
Sådan er den indrettet og den spyer så stresshormoner ud i hele kroppen.
Og ja. Mildt sagt var det nogle gange vildt overbelastende med den gamle lejlighed, men til sidst måtte jeg acceptere, at sådan var det og at jeg ikke kunne gøre noget ved det og miraklet kom jo også.

Fornuftigt at du har valgt to af boligselskaberne fra, men den sidste, den med hvor du er nervøs for, at det er meget lydt?
Ved du det?
For jeg tænker, at du måske kan give stedet en chance, skrive dig op og hvis du får tilbud, så tage den derfra?
For det er super, at du allerede har været ude og kikke på en og så fandt ud af, at den ikke var noget for dig.
Man lærer af, at kikke på nogle og kan altid sige nej og det gjorde jeg rigtig mange gange.

Jeg gik heller slet ikke på kompromis med alt, da jeg fik den her, hvor jeg sidder nu og bliver resten af mine dage, eller til jeg gud forbyde det ikke kan klare mig selv mere.
Og det var svært for mig i begyndelsen, men hvor er jeg glad for, at jeg gjorde det dengang for snart tre år siden.

Så slå koldt vand i blodet og ja, nemmere sagt end gjort og du skal nok finde et godt sted.
Kh. Imo

Skrevet af Imozopia, 27. januar 2020 18:26

Haha, ja JHN det havde jeg ikke lige tænkt på, det giver muller at slæbe indkøbskurven :)

Tak for din hilsen :)

Skrevet af Åsa, 27. januar 2020 22:16

Hey ven, jeg kæmper os med at være her, som med dig og de tvangstanker omkring bolig, måske ville det være godt hvis vi kunne slippe af med dem for en stund, og kaste os ud i enten en vild dans med strutskørt og fed musik, og samtidig ordne skuffer og andet spændende?:) også højteskræk fy fanden da os! tror ikke du skal lægge beslag på den lejlighed, så hellere bruge kræfterne på en mere stabil mulighed. Men men slip alting for en stund og få en snak med din søde og opmærksomme leder på værestedet ik?:)

Jeg kan ikke koncentrere mig ret meget, og ja det et vist heller ikke en nyhed, men det med slikken kan jeg sige at er så f... træls! min far lokker med kage snegl, nu ville jeg ønske at ha havde holdt sin bøtte:x vi gør vores bedste og det må være godt for nu. Hold ud og fast ven:) Kærlige tanker og knusss

Juze.

Skrevet af juce, 29. januar 2020 18:31