Læs dagbog

Tænk

En side i dagbogen ""
Skrevet af JHN1 25. marts 2021 19:43


Jeg er super taknemmelig for min vaccine. Tænk at jeg er så heldig at bo i et land, hvor det overhovedet er muligt at blive vaccineret ret hurtigt. Og tænk at jeg er så heldig, at der lige var vacciner tilovers. Jeg er virkelig glad for det!

Jeg havde ret ondt i armen i lørdags. Jeg havde ondt, hver gang jeg bevægede den, og jeg kunne dårligt nå op og åbne mit vindue i soveværelset, da den øverste haspe sidder ret højt oppe. Søndag var armen bare lidt øm, som når man får et blåt mærke. Ellers har jeg ikke haft bivirkninger overhovedet. Det er ret billigt sluppet, og den smerte tager jeg gerne med.

Jeg var inde i en butik, der forhandler telefonudstyr, og de hjalp mig med at komme i gang med min telefon. Jeg måtte derind to gange, men så kunne jeg også bruge telefonen. Jeg fik også selv oprettet forbindelse til nettet. Jeg er virkelig ikke god til det, men med lidt hjælp så gik det. Nu skal jeg bare lære den bedre at kende.

Jeg fik hentet min pakke med plakater, men hold nu K, det var besværligt. Jeg kunne ikke bruge min pinkode og måtte have en midlertidig adgangskode, hvor jeg så skulle gå ind og lave pinkoden om osv. Det var virkelig omstændeligt, og det tog lang tid. Nå, men jeg fik dem til sidst.

Jeg blev ringet op i dag af min frisør, at jeg kunne få en tid allerede 6. april, når de åbner. Det sagde jeg ja tak til. Det er jo 5 måneder siden, jeg blev klippet, og det kan ses, haha. Nå, men så kom jeg i tanke om, at jeg vel skal have en frisk corona test, så jeg gik ind for at bestille en tid, for med tanke på påsken, så kunne der jo nok være godt booket op.

”Der er 16000 i kø foran dig, ventetiden er mere end en time”. Okay! Jeg cyklede på min kondicykel, gik i bad og gik op for at købe nye sko. Der var stadig en times ventetid! Så loggede jeg ud. Jeg tog i kolonihaven, kom hjem og loggede på igen. ”Der er 75000 i kø foran dig”. Tak skal du ellers have. Endelig efter to timer kunne jeg komme på. Det sidste kvarter sad jeg og ventede for ikke at misse det. Selvom jeg først skal have en test søndag den 4. april, så var der kun tider tilbage om eftermiddagen og tidligt om morgenen. Men det er jo positivt, at folk lader sig teste.

Nu tror jeg også, at min behandling for lydoverfølsomhed kan blive til noget. Det er også den 6. april. Jeg håber SÅ meget, at det kan give mig noget.

Og jeg har fået en tid hos hørekonsulenten igen, men først i maj. Ja, måske kan det også hjælpe lidt, selvom jeg ikke synes, det har givet så meget de sidste gange.

Jeg synes, jeg kæmper lidt med humøret for tiden. Nogle dage eller tider på dagen er okay, men andre gange er det bare helt håbløst. Jeg prøver at hutle mig igennem og håber, det bliver bedre på et tidspunkt. Jeg er klar over, at meget af det (måske det meste) hænger sammen med min sarthed overfor støj. Hvis jeg bare enten havde det bedre med det eller boede et bedre sted, så tror jeg, meget ville være anderledes.

Tak for hilsener.

Ette, tak skal du have. :)

Imo, jeg håber, din vaccination også gik godt? Det glæder mig meget, at du også kunne få stikket nu. Men jeg kan godt forstå, du ikke troede helt på det, sådan havde jeg det også. Jeg troede først på det, da jeg havde fået stikket. Jeg kunne ikke lade være med at tænke på det, der kunne gå galt. Men det skete virkelig. :) Nu skal jeg bare have det sidste stik også.
Jeg er også bekymret for, om min far kan være ved at blive lidt dement. Det er jo kun små ting indtil videre, men alligevel. Det er en af mine største frygt – at en af mine forældre bliver dement. Det er forfærdeligt. Som jeg vist har skrevet nogle gange før, så er vi jo ikke så gode til at være alene sammen, så jeg tror ikke, vi skal på tur sammen, men jeg er selvfølgelig opmærksom på, om det bliver værre med ham, så jeg måske kan få ham til lægen, hvis det er, og så jeg kan støtte min mor. Men jeg håber ikke, det udvikler sig til noget.
Tak for din hilsen og tillykke med stikket. :)

Åsa, tak for det. :) Ja, forhåbentlig bliver det snart med alle andre (vaccinen), så vi alle kan være lidt mere sikre.



Kommentarer fra andre brugere

Kære JHN

En telefon / pc’er / router e.lign der ikke virker, er et regulært mareridt! Jeg synes bestandig, at der opstår et eller andet fuldkommen *ukendt* problem, som ingen kender til, nogensinde har hørt om eller vidste eksisterede. Godt, at du fik det fixet!

Det lyder lidt voldsomt, at man både skal være vaccineret og have en negativ test. Hvis du er færdigvaccineret, skal du vel ikke også have en negativ test eller hú? Eller er det fordi, at du ikke vil være færdigvaccineret d. 6. april?

Det er kun positivt, at du fortsætter hos hørekonsulenten. Ros for det. Det ville jo være fantastisk, hvis hun kunne hjælpe, så det er et forsøg værd.

Kh
Chloe

Skrevet af Chloe, 26. marts 2021 16:37

Nu kan jeg godt huske, at det går lidt trægt med snakken mellem dig og din far, men måske slå to fluer med et smæk - eller flere?
Du er bekymret for, om han er ved at være dement og samvær er sikkert en god måde, at finde ud af det på.
Du er glad for at gå ture og din far for fugle ;)
Fælles interesser - noget at snakke om og fælles deltagelse.

Nu er det jo heller ikke sikkert, at han er dement, men 'bare' gammel og mere glemsom. Eller måske trist?
Tænker lidt, at en læge kan stille en diagnose, man kan få medicin for det, som vist virker et stykke tid, men det er jo lige så vigtigt at de nære relationer yder omsorg, støtte og vedligeholder evnerne hos en dement, ved at opmuntre til aktiviteter som styrker det mentale.
Måske du ikke har overskud til din far på det nære område og så er det jo en anden sag.

Ja. Det er godt, at have fået det første skud Pfizer.
Jeg er færdigvaccineret den 10.04 og så går der jo 7 dage før den forhåbentligt virker optimalt.
Jeg kan næsten ikke vente. Mangler så også over 1 år med alt, så jeg får travlt :-D
Oveni skal drengene være her cirka hver anden dag hele april og jeg glæder mig, men bliver sikkert også meget træt.

Hvor godt, at du snart skal til hørekonsulenten igen.
God weekend til dig.
imo

Skrevet af Imozopia, 27. marts 2021 12:47