Læs dagbog

Nu må det være slut

En side i dagbogen ""
Skrevet af JHN1 27. juli 2020 08:08


Jeg forsøger virkelig at have fokus på de positive ting i livet.

Den anden dag fødte en, jeg kender, en fin lille pige. Et nyt liv. Det er da glædeligt.

Og jeg øver mig på at være rummelig eller i hvert fald neutral, når der er støj.

I går hjalp jeg næsten-underboen med at pakke. Jeg var der kun to timer, for så havde hun ikke flere kasser, men det var jo også fint. Jeg håber da, hun var glad for det. Og hendes kæreste var sådan, ”jeg går ud og graver”, haha. Han bor der her den sidste måned, inden de flytter sammen, og han mente ikke, der var plads til os alle i den lille lejlighed. :) Det var hårdt at pakke, eller nej, ikke at pakke, men at slæbe kasser med tunge bøger i kælderen.

Jeg kom også til at tænke på min egen flytning (om Gud vil, ikke). Nå ja, for Søren, jeg skal da have aviser til nips. Nå ja, jeg skal tænke på at få købt de bedste og mest solide flyttekasser. Det var meget godt med en generalprøve.

Men hold nu k..., hvor har næsten-underboen mange ting OG meget støv, haha. Hun kan ikke nænne at smide ud, siger hun. Jeg er glad for, at det ikke kun er mig, der samler sammen. Seriøst, mine kælderrum, åh gru. Men jeg glæder mig vildt meget til at skulle sortere og pakke sammen.

Det var sjovt, for vi pakkede og pakkede bøger, og så var vi næsten færdige, og så sagde hun, at der også var noget i soveværelset, og så var der bare en kæmpe bogreol derinde også, haha.

Nå, men nu tænker jeg, at jeg skal til at have lidt fokus på vægten igen, for det er ikke helt godt lige for tiden, synes jeg. Jeg har taget de her to kilo på, og jeg HADER det! De skal bare af igen og helst sammen med 5 mere! Nu skal det være slut med al den slik og kage. Jeg får det jo også dårligt af det. Men kan jeg holde det, det er jo spørgsmålet. Det er ikke fordi, jeg ikke må spise slik, jeg skal bare ikke leve af det, vel. Og det gør jeg nærmest nu. Det holder jo ikke. Havregryn, boller, kage og slik. Det er min hovedmenu.

Ja, så nu vil jeg altså prøve, om jeg kan få nogle flere grøntsager ind i stedet for alt det søde. Jeg vil gerne have det bedre, og det er både fysisk og psykisk. Og jeg tror, det hele hænger sammen. Ja, jeg må virkelig prøve. Ellers er jeg bange for, hvor det ender henne. Jeg skal bare ikke være tyk igen! Jeg kunne se i næsten-underboens hel-spejl, at jeg stadig er pænt slank, men hvis jeg fortsætter på den her måde, så ender det galt.

Underboerne var i byen i går. Jeg hørte, de sagde det, da næsten-underboen snakkede med dem. Nå, men jeg hørte, da de kom hjem, og jeg kiggede ud af vinduet. Det var barnebarnet, der kørte dem hjem, og da hun kyssede den gamle, blev jeg da lidt rørt. Jeg er jo ikke lavet af sten. Det er nu meget rart, at det også kan være på den måde.

Da zoneterapeuten var her, sagde hun, at jeg kunne sige mit ønske om at flytte højt. Jeg har i forvejen lagt sedler rundt omkring, som hun har rådet mig til, men nu siger jeg det også højt. Spøjst at høre min egen stemme på den måde, og jeg ved heller ikke, om det virker, men jeg er villig til at prøve alt.

I dag går jeg ned til min udlejer (sekretæren) og spørger, om der er nogen nye lejligheder ledige. Det anbefalede sekretæren mig jo at gøre sidst på måneden, så det vil jeg prøve.

Tak for hilsener.

Imo, ha ja, jeg skulle have spurgt den kvinde, hvordan der var at bo der, men sådan noget er jeg ikke så god til. Men du har helt ret, det er jo bare med at få alle relevante oplysninger.
Jeg er allerede skrevet op til den afdeling, hvor mine forældre også gerne vil bo, for det er i det samme boligselskab. Det er min første prioritering der, tror jeg. Ja, man kan jo være heldig, men jeg skal nok være meget tålmodig, hvis jeg skal ende med at bo der.
Ja, du har ret mht. Corona, og jeg oplever også ofte, at folk slækker på reglerne og ikke spritter af eller holder afstand. Jeg ville ønske, jeg var bedre til at sige noget. Men jeg må indrømme, at der også er dage, hvor jeg næsten kan glemme, at der er en virus i blandt os. Jeg spritter dog altid, men jeg kan godt opleve, at jeg pludselig står for tæt på andre. Det var meget nemmere i starten, hvor det bragede ud fra nyheder og pressemøder, ”hold nu afstand, pas nu på”. Men jeg prøver virkelig, så godt jeg kan, for jeg er SÅ bange for, at det blusser endnu mere op her i efteråret, og jeg orker ikke endnu en nedlukning.
Jeg forstår godt, at du er bange og vred og frustreret. Jeg synes også, der er mange steder, hvor det er for svært at holde afstand, altså fordi der (måske?) er blevet åbnet for meget op. Samtidig tænker jeg, at vi jo ikke kan holde samfundet lukket, indtil der kommer en vaccine, så hvad skal vi gøre? Men jeg er ked af på dine vegne over, at reglerne ikke bliver holdt i din boligforening. Det er godt, at du kan finde alternativer som at skrive en fuldmagt, men ja, det ER frustrerende.
Jeg får også en pause fra mine tanker og fra støjen, når jeg går nede ved vandet. Jeg kigger efter glasskår, og jeg glemmer alt, mens jeg går og er koncentreret om at kigge. Jeg kan nemt bruge en times tid dernede, og det er bare godt. Ja, naturen er dejlig. Godt at du også har dine åndehuller.
Ja, vi har alle vores at kæmpe med, og vi finder alle vores egen måde at tackle det på. Nogle gange er vi bedre til det end andre gange. Jeg håber, du vil blive ved med at få dine gode pauser, for de er vigtige. Og lad os så få has på den skide irriterende virus!
Tak for din hilsen og alle dine gode tanker.

Chloe, haha ja, jeg ved heller ikke, hvorfor jeg ikke er 100% tændt på det rækkehus. Nok mest fordi jeg er bange for edderkopper (jeg forestiller mig, at der er flere nede ved jorden), indbrudstyve og … stadigvæk hundene. Men der så rigtig hyggeligt ud, og det er et godt område at bo i. Så hvis jeg ved et lykketræf skulle få tilbudt en lejlighed/rækkehus der, så ville jeg da overveje det kraftigt.
Ja, man kan godt flytte internt, hvis lejligheden i det gode område skulle vise sig ikke at være så god alligevel. Ja, jeg er bange for hundene, men ellers ville det være et rigtig godt sted, tror jeg. De ligger ideelt, og det er nybyggeri. Og så er der pænt udenom. Men jeg tror ikke, der kommer noget der de første mange år, så det er nok ikke så aktuelt.
Tak for din hilsen. Jeg bliver altid opmuntret af dem.