Læs dagbog

jeg snakkede med min veninde i går. Jeg kunne ikke fortælle at jeg havde det skidt, så lod som om jeg var glad. Hun troede på det.

Jeg er stadig i tvivl om hvorledes mine venner i sandhed er mine venner.. Om de bare er ude på at udnytte mig, er sammen med mig for at øge deres egen selvtillid og griner bag min ryg fordi jeg er dum nok til at falde for deres tricks. Jeg kan ikke konfrontere dem med det. For hvad hvis det er sandt, så ville de bare lyve.

I forhold til min familie er jeg kommet frem til at jeg ikke er noget særligt. Jo, de holder af mig, men kun pga. jeg er familie og de skal, men vil altid være families sorte får. Dels fordi jeg ikke kan det store, men en stor del er nok de ikke ser mig som en doven og uduelig, men mest fordi de ikke tror på jeg er syg. Jeg har accepteret denne tanke/følelse og selvom den gør mig ked af det, har jeg efterhånden fundet fred med det...

Jeg har ingen ide om hvad jeg skal bruge dagen på.. sandsynligvis ender jeg nok hvor jeg har været de sidste par dage.. på sofaen uden at lavet noget. Jeg burde rydde op, støvsuge, gå en tur, et eller andet. Jeg har ikke mere medicin så har ikke kunne få i weekenden, så skal ned i byen efter det... urg!

Vil forsøge ikke at hamre mig selv i hånden i dag. Trangen er stadig stor, men ved det ikke er godt for mig. Jeg har ikke cuttet í 2 dage, så det er en sejr, en lille sejr men stadig.