Læs dagbog

Hammeren ligger stadig i min lejlighed, hver gang jeg smider den ud i skuret henter jeg den hurtigt igen. Kan bare ikke stoppe med at slå mig selv... Min hånd, håndled og armen op til albuen er hævet. Det gør ikke så forfærdelig ondt, hvilket irriterer mig, for det er smerten jeg er ude efter. Ved godt det ikke er hensynsfuld og det er dumt, men kan ikke stoppe. Hvis jeg smider min hammer ud kan jeg nemt finde noget andet. Jeg ser redskaber overalt, lige fra en dåse til at cutte med til en gren at slå med. Det er vildt frustrerende.

Hvis jeg stopper med at slå, kommer jeg sikkert tilbage til cutting. Det må ikke ske. Jeg er allerede fyldt med ar og sår. Det er sværere at forklare dem end en hævet hånd.

På den anden side kan jeg heller ikke blive ved med at lyve. Når folk spørger hvad der er sket fortæller jeg bare jeg faldt. Hvis min hånd bliver ved med at være hævet, er det bare et spørgsmål om tid før nogen tager mig i at lyve...

Jeg skal til Paris til december og hvis nogen finder ud af jeg selvskader, vil de sikkert ikke lade mig tage af sted. Jeg skal af sted, jeg har drømt om denne tur i så lang tid. For fanden! hvorfor kan jeg ikke bare stoppe?

Jeg har prøvet alle metoder for at undgå at slå mig selv, men intet virker. Det er så frustrerende! Det er næsten blevet til en tvangstanke/handling. Som om jeg ikke har nok af dem...

Bortset fra det kom jeg faktisk ud i går. Jeg var sammen men en veninde i går og det gik fint nok. Det kom dog ikke på tale om hvorfor jeg havde haft det skidt eller hvordan. Ved godt det er lidt egoistisk af mig, men føler bare at mine venner er ligeglade.

Vi hang ud sammenlagt 2-3 timer, hvilket er lidt i forhold til hvad vi plejer. Det var dog en fin start at starte med. Tankerne om de er ude efter mig, bagtaler og/eller udnytter mig er der stadig og kan ikke stoppe dem. Tror dog at hvis jeg skal overkomme dem er det med små skridt af gangen.

Min anden veninde jeg skal til Paris med, har jeg ikke snakket med i et stykke tid. Det er lidt frustrerende siden vi skal finde hotel og planlægge vores tur. Jeg håber ikke mine tanker kommer mig i vejen. Det ville ødelægge så meget. Selvom jeg er af roligt temperament, kunne jeg godt forestille mig at jeg kunne finde på at vrisse, hvis mine tanker ikke er kommet på plads.

Hun har det selv skidt, så det er mig der står for det hele. Det går mig faktisk en del på. Føler hun ikke gider, og er ret bange for hun i sidste øjeblik aflyser. Jeg ved godt jeg ikke skal ligge for meget i det. Hun har det dårligt og så må jeg tage styringen, havde nok bare en forventning om at vi skulle hygge med planlægningen sammen. Har bare den tanke i baghoved at hun ikke gider og ved jeg gør det så hun ikke behøver eller det hele er en stor joke, så hun i sidste øjeblik siger hun faktisk aldrig havde planlagt at ville afsted sammen med mig. Jeg skammer mig over denne tanke...

Har dog bestemt at hvis det sker hun ikke vil med eller er for dårlig, så tager jeg af sted alligevel, alene.. Det ville bare være så meget federe at have en at dele oplevelserne med.