Læs dagbog

Jeg har ikke slået mig selv siden i lørdags og hammeren er lagt væk. Det er en sejr, men hold nu op hvor er det svært! Trangen er der hele tiden, især nu hvor smerterne ikke er så slemme og hævelsen er ved at aftage. Det er så fristende at gå ud i skuret og hente hammeren, eller slå mod væggen, eller skære i sig selv. Bliver lidt ked af tanken om jeg aldrig må/kan gøre det igen...

Jeg har fået det lidt bedre på det sidste, hvilket gør mig næsten panisk. For når jeg ikke er ked af det eller vred, ved jeg ikke hvad jeg føler. Det føles bare tomt, som om jeg ikke er noget. Som om jeg kun kan eksistere hvis jeg har det dårligt. Som om min personlighed eller kerne ikke findes hvis jeg ikke er dårlig. Er heller ikke glad, der er ingenting, jeg har det som om jeg er sort/hvid i en farvet verden. Som en der ikke passer ind. Som om jeg ikke har nogen personlighed. Tankerne om at stoppe med medicin kommer sommetider, for så ville jeg føle noget, være noget... Men at stoppe med medicinen er ikke en god idé. Ikke efter sidste gang, jeg stoppede.

Turen til Paris nærmer sig og har netop bestilt hotel. Var lidt ked af at min veninde (som skal med) ikke var med til at bestemme, ved godt hun selv har nogle ting at kæmpe med og overskud er noget hun har mangel på, men ville nu ønske at vi kunne planlægge sammen i stedet for det er mig der sørger for det hele.. Kan godt blive nervøs for om hun overhoved gider det her. Jeg har dog bestemt hvis hun aflyser. At det er en stor joke hun udsætter mig for, bare for jeg skulle tro jeg var noget, at vi var venner eller andet og hun så ville aflyse mens hun griner bag min ryg..

Så tankerne om de (venner, familie, alle) er ude på at udnytte mig, bagtaler, verden er i mod mig osv. er der fortsat. De forsvinder nok ikke, og det er nok noget jeg desværre må leve med. Ved jo godt det ikke er rigtigt, men det føles så virkeligt! Jeg kan finde beviser i alt. I mit hoved er der flere ting der taler for det er virkeligt og kan ikke slå tankerne eller følelsen væk. Det er hårdt og det gør ondt når man føler alt og alle er i mod én. Men ved også det er en del af min sygdom og det må jeg acceptere, selvom det er svært.