Læs dagbog

"Du er egoistisk" - Men jeg prøver jo bare at please

En side i dagbogen "Mine tanker"
Skrevet af LauraKK 22. februar 2017 22:01

Jeg får at vide, at jeg er egoistisk i min planlægning. For ofte går mine planer i vasken, og det kommer til at gå ud over de implicerede.

For jeg forsøger at lægge puslespillet, så det tilgodeser alle, men det ender oftest med, at én eller flere parter føler sig overset, forbigået eller trådt på. Eller også sker der noget, således at mine planer bliver forskubbet, så jeg ikke når det hele.

Jeg prøver jo bare at please og tilgodese alle omkring mig, men det ender bare med at losse rigtig godt og grundigt til mig...

Kommentarer fra andre brugere

Måske skal du overveje at skrue lidt ned for blusset når det kommer til planer.

Hvis du er deprimeret kan det være svært at overskue for meget og det er derfor fornuftigt at koncentrere sig om få ting og prøve at vedligeholde en form for struktur i hverdagen fremfor at være det bedst mulige for alle i din omgangskreds.

I din situation er det helt okay og fornuftigt at koncentrere sig lidt om sig selv. Det andet kan være for svært at overskue og kan evt føre til nederlag og selvbebrejdelse.

Hvis du snakker godt med folk i din omgangskreds kan du evt prøve at forklare at det er sådan for dig lige nu, i din tilstand, at du ikke har overskuddet til at gøre alle tilfredse.

Din depression er jo ikke en kronisk tilstand så den dag hvor du igen har overskuddet til at tilgodese andre kommer igen. I mellemtiden er det helt iorden at sætte sig selv i centrum og passe på sig selv.

Det betyder ikke at du er egoistisk. Det er ganske naturligt at det er svært at overskue alting når man er deprimeret.

Jeg håber det giver mening. Ihvertfald; Ønsker dig det bedste og håber at du trods alt kan give dig selv et skulderklap og acceptere at du måske ikke lige har det store overskud p.t. og at det er helt ok at have det sådan.

Skrevet af Anonym, 23. februar 2017 02:47

Tak for din besked MK23.

Jeg ved, du har ret.
Men jeg er en kamæleon der tilpasser mig mine omgivelser, så jeg forsøger bare at tilgodese alle, for så bliver de ikke sure på mig... Men i stedet ender det med, at jeg misser et eller andet i planlægning, eller der sker noget utilsigtet, og så ender jeg alligevel med at være røven - hvis du forstår...

Jeg er bare så bange for at gå i stå, hvis jeg ikke laver planer...

Skrevet af LauraKK, 21. marts 2017 11:34