Læs dagbog

Jeg sidder her til aften med en led følelse af at være stor, fed, grim, uduelig, ubrugelig, kan ikke en skid...
Jeg fatter ikke, at min kæreste gider at bruge tid og energi på mig, og jeg kan sagtens forstå, hvis han vælger at søge andre kvinder end mig. Jeg er mistroisk og fordrejer alt hvad der bliver sagt til noget negativt. Jeg kan ikke tro på, at der er nogen der vil mig det godt, og jeg kan ikke tro på, at jeg fortjener noget godt. Alt hvad jeg gør er forkert, og jeg kan ikke finde ud af noget. Jeg er et sørgeligt menneske, og alle ville være bedre tjent uden mig.
Jeg er ikke suicidal, for det vil jeg ikke byde nogen. Men tanken om, at jeg ikke længere skal forholde mig til min egen uduelighed og at byde andre at forholde sig til den ligeså, finder jeg af og til tiltrækkende.