Læs dagbog

Jeg var sulten til at starte med, men efter et stykke tid blev jeg vant til det. Og jo mere jeg tænker på det, jo mere tænkte jeg at hvis jeg ikke spiser morgenmad, måske behøver jeg heller ikke frokost eller aftensmad . Jeg går ikke op i det med at jeg ikke har nogen venner. Alt hvad jeg tænker på, er at komme igennem endnu en dag uden at spise. Jeg er ikke sikker på, hvorfor ingen kan lide mig. Jeg mener jeg kan ikke engang lide mig selv. Jeg er pinlig over mig selv. Og jeg vil ikke have at folk ser mig, som jeg ser mig selv. Da jeg først nåede hertil troede jeg, at hvis jeg spiste noget slemt, så var jeg slem. Jeg har følt mig så alene for så lang tid og jeg ved ikke hvorfor det her sker med mig. Og alt den her tid, har der været en grund. Folk vil have jeg er normal, men det er jeg ikke og det bliver jeg aldrig. Jeg har det ikke bedre og jeg bliver ved med at håbe nogen finder ud af det og det gør de ikke. Jeg forstår ikke hvorfor jeg bliver ved med at straffe mig selv på den her måde, jeg mener det hjælper kun midlertidigt. Min arme bliver mere og mere fyldte. Lægerne vil ikke hjælpe mig og jeg føler jeg kommer længere og længere ned i et stort dybt sort hul. Jeg ved ikke hvor meget længere jeg kan klare den her smerte. Jeg græder konstant. Jeg sover ikke. Jeg spiser ikke. Jeg gør det hele tiden. Jeg hjælper bare mig selv til at få det bedre. Det værste er, at der er ingen der bekymrer sig nok til at være bekymrede for mig. Mine venner, min familie. De elsker mig ikke, fordi en rigtig familie ville kunne se det. Jeg er tabt bag et tog. Jeg bliver ikke til noget. Jeg føler mig syg. Jeg tror jeg snart mister mig selv til det her og jeg tror ikke jeg nogensinde bliver mig selv igen.