Læs dagbog

Har nu det sidste halve år været inde og ude af psykiatrisk afdeling - både lukket og åben afdeling og for det meste med tvang.

Har gået hjemmefra, drukket mig i hegnet, taget overdosiser, bakset med sundhedspersonale og politi, været i håndjern, fået peberspray og masser af stesolid og sågar været i detentionen.

Her sidder jeg så søndag aften på åben afdeling efter samlet set 2 uger på psyk og føler at det sgu er lidt håbløst.

Vil så gerne have at jeg bare bliver den, som jeg plejede at være og kan være der for min mand og børn, men har indeni en konstant frygt for endnu et dyk og så skulle hele trædemøllen igennem igen - og hver gang er situationen bare blevet endnu mere dramatisk og voldsom.

Er kommet på mere medicin og går i et kognitivt forløb, som jeg inderligt håber kommer til at gøre den forskel som jeg og min familie så desperat har brug for.

Samtidig har jeg mega dårlig samvittighed konstant og bebrejder mig alle de åndssvage og tåbelige ting, jeg har gjort.

Jeg kan ikke sige hjælp - jeg tør simpelthen ikke. Er bange for at ende på den lukkede eller få frataget min udgang og samtidig har jeg en djævel indeni som hele tiden stikker til mig og siger kom nuuuu - du tør jo ikke.

Jeg er monsterstædig og når djævelen får overtaget, går det altid galt.

Vil det lykkes mig at gemme mig inden politiet finder mig og tage en tilpas stor overdosis eller skære arrene tilpas dybt?

Får h........ da også - når selv mine drømme handler om selvmord.......