Læs dagbog

Ja selvfølgelig gik det ikke, som håbet.

Følelsen af at være uovervindelig og at alt bare ville gå fremad fra nu af gik over. Crashede ikke med et brag – i al fald ikke lige med det samme.

Har dog været inde og vende. Formåede for første gang selv at tage på PAM og blive frivilligt indlagt, men så skal jeg da ellers lige love for at Heidi - min indre dæmon – tog over.

Knaldede hovedet ind i vægge og glasdøre og måtte fastholdes og medicineres. Faldt i søvn efter en time. Vågnede igen efter 3 timer og ville udskrives, men den gik ikke.

Det ville Heidi ikke finde sig ud, så låste mig inde på toilettet, tog en pose over hovedet og knaldede hovedet videre ind i væggen igen. Det udløste så endnu en alarm, fastholdelse, medicinering og slutteligt bælte.

Ved sgu ikke, hvorfor jeg ikke kan kontrollere hende Heidi – det er meget skræmmende.

Efterfølgende har hun været forholdsvis rolig de næste 3 uger.

Har godt kunne mærke uro de sidste par dage og i morges var det helt ad h……. til. Skulle til gruppeterapi så kæmpede en brav kamp for at komme igennem dagen.

Det er også lykkes – hurraaaa, men status er den samme. Det er vist i sådanne situationer, at jeg kan ringe til min kp, men kan slet ikke overskue det.

Det hele er planlagt – det kræver bare modet eller at Heidi med hendes sorte skygger, som kigger ind ad vinduerne og råber, håner og provokerer med hendes skingre stemme igen får overtaget.

Life on the edge…..