Læs dagbog

Story of my life: hver gang jeg finder en jeg giver mig selv lov at stole på og som jeg føler jeg kan tale med og åbne op overfor, forsvinder de.
Lige siden min barndom har jeg kun haft venner kort tid af gangen, 1-2 år har det holdt, hvorefter de vælger at forsvinde ud af mit liv, og hvis de kontakter mig igen, er det fordi de har brug for hjælp på den ene eller anden måde. Tilbage sidder jeg nu med ikke at have en bedste ven jeg kan snakke med, og med en viden indeni om at en sådan person aldrig kommer til at dukke op
Den person der har holdt fast er min kæreste som jeg har været sammen med i 5 år, men selvom jeg kan snakke med ham om en del, så er det jo ikke det samme, for det er begrænset hvor meget byrde jeg kan ligge på ham, jeg elsker ham og med alle de problemer jeg har, især lige for tiden, så ville han jo aldrig kunne lave andet end at bekymre sig om mig.
Føler også jeg er nået en alder hvor muligheden for hvem man er rigtigt venner med mindskes, har personer jeg holder af at snakke med og være sammen med, men ser dem næsten aldrig, fordi de har børn og familie.
Jeg har mange bekendtskaber, men ingen af dem kender mig så godt eller har været i samme situation, så at de ville kunne forstå de ting jeg går igennem.
Hvad stille man op når man har brug for at have en at snakke med, men den person man har brug for eksisterer ikke, og min erfaring viser at denne person aldrig kommer til at eksistere.
Hvordan håndtere man tænker og følelser, som man har brig for at snakke om, men den eneste der er at snakke med er en selv, eller en dagbog som denne.
Min psykolog er ikke til meget hjælp, takket være at hun ville lukke op for minder og følelser jeg havde låst væk, har jeg det nu værre end nogensinde før, heldigvis tænker jeg ikke på at tage mit eget liv, som jeg gjorde for 7 år siden, men stadig er min følelse at jeg har det værre. Min psyke er et åbent sår og der drysses hele tiden salt i såret fra omgivelserne. Har overvejet at lukke af for de ting der rammer hårdest, men det ville betyde at jeg lukker af for et af mine faste holdepunkter i mit liv også. Vil jeg kunne leve uden noget af det jeg elsker aller mest, og som har været et fast holdepunkt for mig i 9 år nu. Lige nu har jeg ingen svar, for alt jeg plejede at elske, virker ligegyldigt. Det eneste jeg ved er at mine masker overfor verdenen fungerer, og derfor lykkes det mig at foregive at jeg kan klare mit studie. Men jeg frygter for fremtiden, til august starter jeg mit speciale, heldigvis skriver jeg i en gruppe så jeg på den måde kan holdes lidt fast. Men at tilføje presset fra det og at jeg til februar gerne skulle have fundet et arbejde, min frygt har længe været at jeg aldrig vil fungere i arbejdslivet igen, og som jeg har det nu føler jeg mig kun endnu mere sikker på at det aldrig kommer til at gå.