Læs dagbog

Jeg er endelig nået til at kunne åbne op om mine dybe følelser og problemer overfor min psykolog, set har taget lang tid før at der blev låst op for den kiste, hvor smerten og minderne var gemt væk.
Jeg har i forvejen ikke haft let ved at have venner, de er der en overgang, og forsvinder så lige så stille tilbage til at være mere bekendte end venner. Jeg har ikke kæmpet for at holde på dem, hele mit liv har jeg blot været en midlertidig ven indtil noget bedre kom, og den rolle ser jeg genspillet hver gang, og det er blevet sådan en vane at jeg automatisk mærker følelsen af at folk ikke gider mig når de begynder at forsvinde væk eller ikke snakke med mig.
Nu er jeg nået videre hos psykologen og fået taget hul på forladtshedsfølelsen i mit liv, følelsen af at være evigt alene, ikke have nogen at snakke med og føle mig forladt og aldrig god nok. Det er mit største problem i min depression det er det eneste jeg kender fra mit liv, folk der har skrottet mig til fordel for noget bedre, folk som har misbrugt min tillid, folk som udnyttet mig og derefter kastet mig til side, aldrig god nok og aldrig værd at sætte pris på og blive behandlet ordenligt. Det ændrede søg da jeg mødte min nuværende kæreste, han har været der før mig og støttet mig, men selv ham er jeg ved at tro at det efterhånden er ved at gå op for ham at jeg ikke er det værd.
At åbne sådan en byld er ikke behagelig, jeg ser hvordan jeg holder folk på afstand for ikke at lade dem komme tæt nok på til at såre mig og gøre mig ondt, fremfor at kæmpe for at få venskaber, giver jeg slip når folk stopper med at skrive særlig meget til mig. Men det giver stadig følelsen af at være blevet forladt og ikke være god nok for folk. Hvis de skriver ind imellem og har brug for at snakke er jeg der alligevel og lytter, det er måske ikke det bedste valg med min psyke, for det gør at jeg føler jeg kun kan bruges når der ikke er andre til at hjælpe, at jeg er sidste valg.
Jeg er efterladt med et åbent sår, som er i bearbejdning men såret gør at jeg ikke føler mig i stand til at fungere socialt, alle minderne og følelserne har pludseligt nået overfladen, og jeg finder mig selv i tårer oftere end jeg bryder mig om, så snart noget kommer for tæt på at ligne noget fra de minder og følelser, så gør det ondt og tårerne kommer, jeg reagere meget hårdt på det overfor personer, og skubber dem væk, egentlig burde jeg bare holde det for mig selv, men noget i mig gør at jeg skriver til dem hvordan jeg har det med det der er sket. Har man ingen kendskab til min baggrund, mine problemer og mit liv så virker det jo meget voldsomt og som overreaktion, hvilket det måske i bund og grund også er, selvom det er med base i nogle følelser og tanker der er så dybt indgroet i min måde at tænke på, og nu blandet med voldsmheden af et åben følelsesmæssigt sår.
Jeg ved at jeg skubber folk væk med vilje, for at slippe for de dårlige følelser og for at beskytte mig selv, men jeg er efterhånden nået frem til at måske burde jeg bare opgive at have venner indtil sen dag, hvor jeg måske kan håndtere at være rigtigt social og hvor min hjerne ikke automatisk er indstillet til at folk alligevel på et eller andet tidspunkt sårer mig eller skifter mig ud fordi jeg ikke er mere værd.
Et liv hvor man er blevet erstattet, efterladt og forladt til fordel for noget "bedre" har sat dybe sår, og jeg ved ikke om jeg nogensinde kommer til at kunne fungere rigtigt med andre mennesker igen, vil jeg nogensinde ikke være flokkens sorte får, den som alle egentlig helst bare vil være fri for, eller sidder de følelser så dybt begravet i mig, at jeg aldrig vil blive fri for dem.