Læs dagbog

Jeg havde en virkelig virkelig god weekend i Paris.

For det meste rendte jeg rundt sammen med familien, men var også på tur alene, fordi jeg ville se noget de andre ikke ville med til. Jeg fik sagt til og fra for det meste og jeg synes at de reagerede positivt på det. Depression eller medicin blev ikke nævnt en eneste gang og jeg blev hverken holdt udenfor eller blev behandlet med forsigtighed. Det var en lettelse bare at tage del i aktiviteterne ig have mig selv med i det.

De depressive tanker og uroen var på et minimum og jeg følte faktisk at jeg levede. Jeg smilede og grinede og var til stede på en helt anden måde end jeg har været i lang tid. Jeg var ude og opleve nye steder og mennesker og jeg var ikke bange for det. Jeg kunne være lige hvem jeg havde lyst til og det prøvede jeg at lege lidt med. Jeg fik mange positive reaktioner for det; smil på gaden, komplimenter af mine forældre og jeg blev endda flirtet med. Jeg kunne godt lide det.

Nu hvor jeg er hjemme igen, kan jeg mærke at depressionen lurer i baggrunden. Jeg skal til at igang med hverdagen igen og arbejdet kalder. Bekymringerne kommer snigende og jeg mærker lidt uro.

Jeg må prøve at holde fast i den glæde jeg følte i Paris i weekenden. For hold da op hvor var det befriende.