Læs dagbog

Jeg har skændtes med min lillesøster. igen. Eller hun råbte, græd osv, mens jeg prøvede at have en diskussion.

Det kom sig af, at jeg prøvede at hjælpe hende ud af en situation hvor hun var ved at komme op og skændes med mine forældre, fordi hun er enormt nærtagende og har denne her forsvarsmekanisme hvor hun virker arrogant. De lavede lidt godmodigt drilleri, hun stejlede over det og jeg prøvede at glatte ud. Det skulle jeg vist ikke have gjort

For det endte med at hun sagde at vi ALDRIG nogensinde har forstået hinanden og nok heller aldrig kommer til det og at det er pga min depression. Hun sagde at jeg altid kritisere hende og ikke holder af hende og at jeg slet ikke har nogen ide om hvad hun har gjort for mig, selvom hun ikke forstår hvad det vil sige at have en depression.

Jeg synes det er noget underligt noget at blande en diskussion om hendes til arrogante forsvarsmekanisme der gør at hun er virkelig streng, sammen med min depression.

Det sagde jeg til hende! og det er jeg sku lidt stolt af, for det havde jeg ikke gjort for bare et halv år siden. Der havde jeg krøbet sammen og haft dårlig samvittighed.

Måske har vi de her skænderier fordi hun ikke er vant til at der bliver sagt noget igen, men jeg må altså passe på mig selv. Og så må hun have lov til at være sur.

Det er jo altså svært at snakke med en person, der har overbevist sig selv om at alt hvad jeg gør og siger har bund i min depression og at jeg kun er ude på at kritiserer fordi jeg ikke kan sætte mig ind i at 'normale' mennesker også har problemer.

Det gør mig da ked af det, at hun har sådan et billede af mig, for jeg mener ikke at det er rigtigt. Men jeg kan ikke gøre så meget ved det, for uanset hvad jeg siger eller gør er depression jo en del af mig, en del som jeg skal leve med.