Læs dagbog

Og så er vi tilbage hvor vi var sidste år, og året før igen, jeg kan ikke finde ud af at være sammen med dig, men vi er endnu dårligere til at være væk.

Det er nu tredje gang, at vi tæt på Oktober genoptager kontakten, og selvom vi begge finder andre at dele seng og mundvand med, så ender vi med at mangle hinanden på en utrolig sær måde.

Jeg har aldrig kendt en, jeg havde så store kontroverser og diskussioner med som dig, og alligevel er du den eneste jeg har lyst til at snakke med når jeg oplever noget nyt, og det er dig jeg tænker på, når jeg skal forestille mig en hyggelig aften eller en sparringspartner til at vende et problem med.

Vi sad oppe i aftes og drak rødvin på gulvet, og alting føltes som det plejede, bortset fra at du ikke kyssede mig i døren, og vi har to andre kærester nu. Sidste år slog jeg op med min kæreste få dage efter vi genoptog kontakten, det hele skete i et så manisk tempo at ingen af os rigtig fik fortalt, hvordan vi følte eller hvad vi tænkte.

I stedet er der en masse som vi skal have delt og drejet, for jeg har ikke haft nogen at sende musik til, og jeg har ikke kunne dele mine tekster med de venner jeg omgås, hele tiden lå det i mit baghoved at jeg manglede dig.

Og hvad gør vi så nu?
I går talte vi om at vi ikke kan finde ud af at have diskussioner, de opstod altid over skrift og vi overfusede hinanden, jeg blev stiktosset og du kunne rende mig.
Vi må gå til psykolog sagde du, for vi skal have talt om det der skete, og jeg kan ikke længere gemme det bort i mit slør af skam, jeg er nødt til at indrømme hvad jeg gjorde og sagde, og det samme er du.

Problemet med dig og mig er, at vi er sjælefrænder, men vi fungerer ikke i samspil med hinanden, - alligevel er alle andre mennesker frygtelig skuffende, for de er ikke dig og den kemi jeg har med dig er umulig at erstatte.

Jeg ved godt, det sikkert er en dårlig ide det her, men jeg kan mærke at jeg er levende igen. Jeg læser dine beskeder først, du står forrest i min kø.