Læs dagbog

Jeg er generelt glad for at være herinde. Det er bedre end at være derhjemme. Jeg har fundet ud af mere om mig selv, selvom jeg stadig har det ligeså dårligt.

Tanken om at skulle hjem igen gør helt ondt indeni. Jeg skal jo hjem til det jeg efterlod. Ingenting. Jeg skal hjem til ingenting. Ligemeget hvordan jeg får det herinde, skal jeg stadig tilbage, til hvor jeg kom fra.

Der har været en del hårde dage, men jeg er endelig begyndt at kunne sove og spise igen, selvom det giver mig dårlig samvittighed. Det har været en ret dårlig dag i dag. Ikke fordi at jeg har haft det helt forfærdeligt, men fordi at jeg føler mig alene og glemt.

I morges fik jeg at vide af min kontaktperson, at to af de andre skulle være mine kontaktpersoner først på dagen, da de kun havde en patient og hun havde tre. Fair nok. Der gik flere timer uden en eneste kom og kiggede til mig. Så kom min kontaktperson ind senere og sagde, at hun så havde mig alligevel. Flot. Jeg snakkede så kort med hende, hvor jeg havde det rigtig skidt. Hun skrev det selvfølgelig i journalen, så aftenvagten vidste, at jeg havde det hårdt i dag.

Ikke EN gang i løbet af hele aftenen har hun været og kigge til mig. Hun sagde godnat for et kvarter siden. Ikke spurgt, hvordan jeg havde det eller havde haft det i dag. Ingenting.

Jeg er nok bare ikke "besværlig" nok. Måske ikke åben nok.. Men de ved jo godt, at jeg ikke er den person, der kommer til dem, når min verden falder sammen. De ved godt, at "fint nok" er mine mest brugte ord. De ved godt, at hvis jeg giver sig tid til at sætte sig ned og snakke med mig, så skal jeg nok fortælle ALT.. Det er bare ikke alle, der gider give sig tid til det..

Jeg har været så ked af det de sidste par dage. Jeg er jo så glad for min psykiater og ser hende også flere gange om ugen, mens jeg er indlagt. Hun betyder virkelig meget for mig. Ingen har været der for mig i 2 år, og nu har hun været der ubetinget i 9 måneder. Hun skal så videre til et andet ambulatorie til august. Det er helt forfærdeligt. Jeg føler, at jeg mister min eneste “klippe”. Jeg stoler ikke på andre end hende. Hun er den eneste, der aldrig har svigtet mig. Hvor gør det ondt.