Læs dagbog

Jeg er hjemme på orlov lige pt. Jeg kom hjem for et par timer siden og skal tilbage på afdelingen mandag formiddag. Der vil jeg så få at vide, om jeg skal udskrives.

Der er jo kun gået et par timer, men hvor er det dog forfærdeligt hårdt. Jeg skulle kun have været indlagt i 14 dage, men det er nu blevet til knap en hel måned. Da depression endelig gik bedre, blev jeg hypomanisk. Derfor har de holdt mig lidt længere.

Nu sidder jeg så herhjemme. På det værelse, jeg kender så godt. Det er allerede hårdt at være tilbage i den “virkelige" verden.. At blive mindet om, hvad man skal ud til. Alt herhjemme minder mig om, hvor dårligt jeg har haft det. Det minder mig om selvmordstanker, hvilket allerede nu presser på igen.

Jeg er ikke klar til, at skulle føle mig så alene igen. Godt nok får jeg en kontaktperson, men hende kender jeg jo ikke endnu. Jeg mister min helt fantastiske psykiater sidst i august (den eneste, der virkelig har været der for mig før indlæggelsen). Jeg skal tilbage til min egen lille destruktive verden, hvor jeg er overladt til mig selv, mine tanker og mine impulser. Jeg er ikke klar.. Men bliver jeg nogensinde det?

Det har været så fantastisk at være indlagt. Godt nok har det været ekstremt hårdt psykisk.. Men jeg havde bare sådan brug for at blive revet ud af min egen verden. Mærke at der er mennesker omkring mig, som vil og kan hjælpe mig. Mærke at der er andre på min alder, der forstår mig.

Jeg føler mig så alene og forkert i den “virkelige" verden..