Læs dagbog

om dep, eks, børn, mor+opd

En side i dagbogen ""
Skrevet af hybenhjerter 30. september 2018 13:39

Jeg ved ikke. Jeg tror at jeg har fået en depression igen. Jeg har mest lyst til at blive liggende i min seng med dynen trukket op. Jeg orker ikke at forholde mig til mine problemer. Jeg kan ikke holde op med at bekymre mig. Gid der var en sluk knap for alt det der.
Det kræver meget at stå op og gøre ting men jeg har ikke lyst. Jeg har tvunget mig ud på nogle gåture i de sidste par dage. Jeg undgår kaffe og alkohol for at kunne sove og få min krop i ro. Måske kan det også få min stemme til at slappe af, for den snørrer sig let sammen i denne tid. Lidt et problem når man synger. Så gør jeg noget. Jeg har endda været social i de sidste par dage og hjulpen til i forbindelse med en fest som jeg også deltog i. Jeg taler med mennesker. Og det er fint fordi det afleder mig fra mine bekymringer og mit dårlige selvbillede.

Bekymringerne er blandt andet mine børn. Jeg taler en del med min mor fordi ( og det er jeg lidt ked af) jeg ikke tror jeg selv kan finde ud af gøre det rigtige. Så jeg spørger ofte hende for at få hendes vurdering. Jeg er 46 år. Tænk. Hun er en klog dame. Det skal siges. Men andre og også ens mor er jo også mennesker der ikke altid hjælper, selvom de gerne vil. Sommetider kan man også blive irriteret på dem.
Hun har ikke prøvet at have en depression. Det har været andre fysiske og psykiske belastninger hun har skulle forholde sig til. Men et pessimistisk livssyn og selvbillede som jeg kan have det, kender hun ikke. Hun forventer ofte det bedste, hvor jeg forventer det værste, for så bliver jeg ikke skuffet.
Her sidder jeg så i mine egen lille egoistiske bobbel. Er bekymret, ængstelig og vred.
Jeg føler mig så grå og færdig. Jeg trækker vejret. Det er det jeg kan bidrage med.
Når jeg fortæller min mor om mine bekymringer for mine børn siger hun at der ikke er mere jeg kan gøre. Men så enkelt er det ikke, synes jeg.

Min eksmand foreslog (for første gang siden vores skilsmisse for 5 år siden) at vi kunne deles om at leje et sommerhus så kunne han være der noget af ferien med vores børn og jeg noget af ferien.

Min datter på 15 skal holde noget spille aften med nogle venner hjemme hos min eks. Han vil måske ikke være hjemme. Det synes jeg han skulle men siger det jo ikke. Så sagde min mor at nu var min eks og jeg jo der (med andre ord gik det så godt med vores kommunikation) at jeg måske kunne være i hans hus (vores tidl fælles hus) ved spilleaftenen.
Hvad tænker hun på? Hvorfor tror hun at jeg ville skilles. Jeg ønskede og ønsker bare at være væk fra ham. Jeg sagde til hende at den dag vores yngste fylder 18 så vil jeg åbne en champagneflaske og feste for så behøver jeg ikke have noget med ham at gøre. Jeg ville gerne droppe enhver kontakt med ham hvis det var muligt. Jeg ønsker bare at få ham helt ud af mit liv og ville ønske at han aldrig var kommet ind i det. Jeg taler med ham som med en kollgega som jeg er tvunget til at arbejde sammmen med. Jeg kan være venlig og vi kan sige noget til hinanden som vi griner af. Mere bliver det ikke til og jeg ønsker at det skal være midlertidigt.
Så modererede jeg hvad jeg havde sagt. Jo jeg kunne godt være i huset hvis det gavnede min datter men det ville være grænseoverskridende for mig og jeg ville ikke have lyst til det. Men sommetider skal man gøre ting man ikke har lyst til.
Jeg fortalte hende at jeg har overvejet at skifte efternavn til mit pigenavn. Det skulle jeg bare ikke sagde min mor. Sådant noget pjat sagde hun. Det ville være synd for mine børn at jeg ikke ville hedde det samme som dem. Mit pigenavn er lidt specielt og jeg skulle hedde noget almindeligt. Hvis jeg blev gift igen kunne jeg så tage min nye mands efternavn. Hvor skulle jeg det tænker jeg? Hvorfor må jeg ikke hedde mit eget oprindelige navn. Jeg ønsker bare på alle måder at komme væk fra min eks. Men nu skulle jeg beholde mit efternavn for at vise at børnene var min eksmands og mine børn og jeg svarede: Ja desværre. Ikke fordi jeg ikke kan lide mine børn, men fordi ja, jeg hellere have haft børn med en anden end ham. Måske hænger det sammen med at jeg også ønsker at min mor skulle have haft børn med en anden end min far. Ok så beholder jeg hans efternavn for børnene skyld. Hm. Jeg forstår godt hvad hun mener. Jeg har det bare ikke helt som hende. Mit pigenavn har jeg jo efter min far, der virkelig var en skidt person. Men samtidig er det også mit mere end mit nuværende som jeg bare har beholdt pga børnene.

Jeg ved godt at det også kan forståes som at jeg dermed ikke accepterer en side af mine børn. At de faktisk har ham til far. Men det gør jeg. Jeg kan se nogle sider af dem hvor de ligner deres far også gode sider. Men jeg er deres mor og er ikke sammen med ham mere.
En af grundende til at jeg ikke ønsker at involvere mig med ham er at han overtager, planlægger og at tingene så skal være som han vil. Vi holdt altid ferie som han ville, vi brugte penge som han ville. Og nu mærker jeg med hans planlægning af efterårsferien det samme. Vi havde aftalt at jeg skulle have børnene.

jeg håber og ønsker bare så meget at blive fri og få mere selvværd og selvtillid. Men der går måske mange år.

Jeg er ikke smuk hverken udvendig eller indvendig. Er ved at blive ældre. I løbet af den sidste uge har to forskellige spurgt mig om jeg havde børnebørn. I pricippet kunne jeg godt have det. Min ældste er 18 og jeg fik ham da jeg var 28. Min mor foreslog mig desuden at blive klippet korthåret hvis mit hår nu var tyndt. Jeg har fået en stor mave som jeg hader.
Det værste er at jeg er bange for at blive bitter. Jeg græder når ingen ser det ofte. Da jeg talte med min mor i dag mærkede jeg en vrede. Nej jeg får ikke en ny mand. jeg vil ikke have nogen og ingen vil have en som mig. Det er jo et tæmmeligt dårligt udgangspunkt. Jeg er bange for forhold. De fleste forhold er noget der ødelægger et eller andet. Total desillusioneret. Jeg tror slet ikke jeg er klar.

Nogle venner og bekendte fortalte at de har fået en kæreste. Senest i går til festen. Skræmmende tænker jeg. Jeg går ind på en datingsite hvor jeg har været før, melder mig ikke ind. Bliver panisk og bange.

Hvem vil også have sådan en gammel grim, deprimeret dame. jeg har ingenting INGENTING. Jeg har også brug for at være mig selv og tid til at gøre nogle ting selv.

Opd: måske har min mor ret. Jeg er bare ret trist pt. Jeg tror at det bliver bedre. Må være tålmodig. Og gøre det som jeg ved der er godt for mig.

I morgen vil jeg gå en tur og tegne en tegning. Der er noget der hedder Inktober. Der går ud på at alle der har lyst tegner en tegning hver dag i oktober måned Der står noget om det på nettet. Men kan jo bare gøre det på den måde man har lyst til.