Læs dagbog

Om narcissisme og relationer bl.a til min mor

En side i dagbogen ""
Skrevet af hypenhjertet 28. juli 2020 11:20

Først lidt praktisk.
Jeg er kommet op selvom jeg er smadret. Sover dårligt for tiden. Starter som regel med en kop kaffe, så nu er jeg på en gang speeded, rystende indvendig og meget træt. Ønsker at føle mig udsovet og frisk.

Hjernen kører. Tænker på alt muligt og er angst for små ting, der ikke er sket endnu og måske slet ikke kommer til at ske. Det må jeg huske mig på. Jeg tænker også på mit flyttedilemma.

Børnene skulle nogle ting så de kommer først senere. Jeg kan så ordne færdigt til i morgen hvor min nevø og hans kæreste kommer. Jeg har fået bagt en del boller og frosset dem ned. I dag vil jeg lave frikadeller med mynte og en kartoffelsalat med andre grøntsager. Opskrifterne har jeg fundet på en god blog. Jeg har smagt frikadellerne og kartoffelsalaten i min madklub og siden selv prøvet dem. Det smager vildt godt. Nu må vi se om nevø og kæresten er enige.

Her i sommerferien besøgte jeg bl.a min mor. Min ældste og yngste var der også. Det vender jeg tilbage til.

For nogle uger siden ringede min mor og anbefalede nogle youtubevideoer om narcissime. Bl.a. en hvor en ekspert fortæller at børn at narcissister bliver skadet i deres relationer med andre mennesker. Det lød som om det var uhelbredeligt skadet. Hun snakkede videre om vores familie og aner og nævnte eksempler på flere narcissistiske typer og deres børn.

Jeg blev ked af det hun fortalte, for så er der jo ikke noget håb for mig eller mine børn. Det sagde jeg til min mor.

Selvom jeg havde lukket døren til stuen hvor min datter var, havde hun hørt den udtalelse fra mig. Senere gik min datter og jeg en tur. Jeg kunne godt mærke at hun var lidt stille og jeg spurgte om der var noget. Efter at have presset lidt fortalte hun hvad hun havde hørt mig sige. Og selvom det var godt at hun sagde det, var det jo ikke godt at hun havde overhørt det.
Jeg sagde roligt til min datter at jeg var overbevist om der altid er håb. Mens jeg sagde det tænkte jeg "nu lyver jeg for min datter". Jeg sagde videre at det var en kommentar til en youtubevideo, hvor alle mulige jo siger alt muligt om alt muligt. Det er holdninger, folk er uenige og jeg var ikke enig med en som sagde det. Det havde jeg gjort min mor opmærksom på ved at sige at med det han sagde så var der jo ikke noget håb for mine børn eller mig. At hun havde hørt mig sige noget i en sammenhæng, hvor jeg mente det modsatte.

Jeg fortalte senere min mor om det. Det var da forfærdeligt at min datter havde hørt det . Det skulle hun ikke. Nej jeg kan jo heller ikke finde ud af noget. Nu har jeg også ødelagt det for min datter, tænker jeg.

Jeg er vred på min mor fordi jeg tror på hende. Jeg tror eller jeg ved at jeg ikke kan få et sundt forhold til en mand eller til andre mennesker, der står eller kunne stå mig nær. Jeg kan levet et nogenlunde liv. Lige nu handler det om at trække vejret og mærke mit hjerte banke. Jeg er i live. Jeg kan også tale med folk og jeg har noget familie og nogle gode venner, men en jeg er usikker i forhold til kommunikation, mit selvbillede dybest set er sådan, at det må være en fejl at jeg lever og forhold kan jeg derfor ikke. For tiden er jeg ked af at det er sådan. jeg er blevet "styrket" og bekræftet i min overbevisning om det, når min mor fortæller mig sådant noget.

Efterfølgende sagde min mor at hun ikke skulle have sagt det fordi hun og jeg er indrettet forskelligt. Det kan jeg så ikke bruge til noget.

Jeg har videregivet dette til min datter fordi hun overhørte noget hun ikke skulle overhøre. Jeg vil virkelig prøve gennem mine handlinger at vise hende noget andet. At jeg synes at livet er godt på trods, at mennesker også kan give hinanden gode ting. Men det er som om jeg skal noget jeg ikke kan. Men jeg skal. Ellers giver mit liv ingen mening.

Jeg sagde til min mor at jeg havde læst at det altid er ens ansvar at skabe sit liv. Det var så en af de ting hun ikke gik ind i, eller forstod. Det var sådan lidt "ja ja men jeg fortsætter med alt det du er skadet i og er en del af med din familie".

Dog nævnte hun min mormor, hvis far også havde narcissistiske tendenser. Min mormor var på mange måder også en meget stærk og bemærkelsesværdig dame, der levede sit liv og også nød mange ting i sit liv.

For mig giver netop det med ansvar for sit liv mening, når ens forælder eller partner har narcissiste træk. jeg er nødt til at tage mit liv op så godt som jeg kan. Kæmpe for livet, for det jeg mener er smukt og godt. Forsøge at arbejde med og ikke imod mig selv og den jeg er. Selvom alt muligt trækker mig ned skal jeg for mine børns skyld kæmpe.

jeg ved godt at det har en pris at være nær på bl.a. en narcissist. jeg og mine børn betaler den pris og flere i min familie har nok også betalt en pris som denne. Men det må og skal ikke være det sidste ord. Det må kunne bruges til noget godt og konstruktivt og opbyggende.....

Jeg ville også skrive andre oplevelser ned i dag om mine børns og mine oplevelser i ferien af min mors måde at kommunikere, men det bliver for langt og rodet også for mig selv, så det venter jeg med.

Kommentarer fra andre brugere

Der er altid mulighed for forbedringer og udvikling mht. psykiske problemer/belastninger/traumer.
Altid – uanset hvad de bunder i.
Men der vil sandsynligvis også altid blive noget tilbage af det der er.

Vi påvirkes af de ting livet byder os, generelt set (ikke altid) påvirkes vi mere jo tidligere i livet det er foregået.

Men der er altid muligheder for videre-udvikling, jeg ser det lidt som et træ der har haft dårlige vokse-betingelser, det er måske blevet skævt og der er måske kun blade på den ene side da der måske hele dets liv stod en mur på den anden – bare et eksempel, men der er jo stadig mulighed for vækst, selv et træ med en skæv stamme kan blive smukt og have et godt liv, og hvis man følger dét billede, vil der måske også kunne gro grene ud i den modsatte side sådan at det ender med at være i en selvbærende ligevægt – selvom selve stammen er skæv.

Man må aldrig opgive håbet, for så kan man jo ikke se lyset, og hvis man ikke kan se lyset, går man ikke efter det, og så bliver det altså lidt for mørkt det hele.

Jeg synes du fortæller din datter de helt rigtige ting – selvom du skriver at du ikke selv tror på dem, jeg tror personligt på dem.

Søg evt. på nettet mht. folk der er blevet hjulpet videre på den ene eller anden vis, dem findes der mange af, selvfølgelig skal man ikke pådutte andre at de skal være i stand til at blomstre op hvis de ikke føler sig i stand til dette, - men det er altså lige så forkert at fortælle dem at der intet håb er.
Men måske føler din mor sådan, og tager derfor netop dette til sig når det bliver sagt et sted, men det gør altså ikke hendes overbevisning gældende for alle andre også, ekspertudtalelser eller ej.
:)

Skrevet af Skovtrolden, 28. juli 2020 16:23

Tak for din kommentar, Skovtrolden.
Billederne med træet og med lyset er rigtig gode. Dem vil jeg tage med mig og bruge.

jeg har søgt en del på nettet efter noget med folk der er kommet videre, men jeg synes faktisk det er svært at finde. Jeg har fundet mange der handler om de mekanismer og mønstre der finder sted i forholdet til en narcissist og hvilke spor sætter de hos de mennesker der har været tæt på dem. Jeg synes at det er godt og vigtigt med den viden og måske også de erkendelser i en. Men jeg tænker også "Hvad så?" Er en form for healing mulig? Og hvordan? Det kan jeg ikke finde noget om. Jo der er noget der hedder tålmodighed og tid. Nogle taler også meget om terapi. Men jeg har gået så meget i terapi, så det orker jeg næsten ikke, tror ikke at det kan ændre alverden lige nu. og desuden synes jeg det er megadyrt. Måske gør jeg det dog på et tidspunkt.
Jeg ved ikke hvad min mor egentlig mente med at formidle det til mig. Om hun heller ikke mener at der noget håb eller hvad? Det er nok også derfor jeg skriver om det, fordi jeg er frustreret over hvad hun egentlig mener. Det lød bare næsten som en stigmatisering eller dianostigering eller dom. Noget i retning af "Du er blevet og vil altid være totalskadet i nære relationer" Og jeg ser det som en sandhed, desværre? Jeg har ingen intention om at stille min mor i et grimt lys. Jeg holder meget af hende. Men jeg er som sagt frustreret og prøver at greje noget ved hende som jeg ikke forstår. Tak igen for din kommentar :-)

Skrevet af hypenhjertet, 29. juli 2020 08:59

Hov, jeg kom til at skrive et spørgsmålstegn efter "desværre". Der skulle have været et punktum.

Skrevet af hypenhjertet, 29. juli 2020 09:02