Læs dagbog

...bedst for dem?

En side i dagbogen "I nat valgte jeg livet"
Skrevet af jegvinder 4. oktober 2018 22:26

Hvert år på denne tid har jeg tanker om efteråret 2006.
Da jeg forsøgte at tage livet af mig selv.
Jeg har fundet dette, som er skrevet 1½ måned før.

Jeg kan ikke mere
Jeg vil ikke mere
Jeg orker ikke mere
Jeg bliver dirigeret rundt af love, bestemmelser og kasser for at passe ind.
Passe ind til hvad...?
Med det eneste resultat, at jeg mister mig selv, min familie og alt hvad der i livet burde tilhøre.
Jeg lever i et hylster, mig selv, som er fyldt op med fjernsyns snevejr, der ikke kan slukkes, hverken dag eller nat.
Kald det stress, depression eller angst jeg er faktisk ligeglad, jeg ved bare, at jeg ikke kan leve sådan.
Hvis det forsætter ender jeg op med, er godt på vej, at være en kæderygende alkoholiker der sidder og piller øjenvipperne af mig selv.
Destruktiv, livløs uden mål eller mod til at leve mit liv.

På lørdag skal jeg på ferie i sommerhus med min familie, men jeg orker det ikke. Orker ikke ferie !!?!
Mit hylster og indre snevejr tapper al energi, så selv en ferie bliver uoverskuelig.
Ønsker at mande mig op, ønsker at være der, men stivner ved tanken. Ved tanken om samvær, kontakt, spørgsmål og larm, jeg ikke kan have, ikke kan rumme, kun ønsker at flygte fra, lukke af for.
- Til hvad : mit hylster med snevejr, larmende snevejr, der aldrig stopper, ikke er smukt og stille som snevejr normalt...
Hvad skal der til?
Hvad skal jeg gøre?
Jeg har virkelig kæmpet, fulgt alle fagfolks råd og behandling med troen, håbet og ærligheden som energi, men jeg tvivler nu. Jeg orker ikke mere.
Giv mig ro
Giv mig fred

Det lykkedes mig ikke af tage livet af mig selv, jeg fortrød undervejs, blev hentet af ambulance og indlagt på medicinsk.

Den ældste husker denne dag, han ved ikke hvad der skete i virkeligheden, manden forklarede ham, at jeg havde skåret mig, tror ikke han vidste hvad han skulle sige og jeg havde jo også skåret mig, så...

Der er aldrig nogen der har kommenteret mit grimme ar på håndleddet.

Jeg tænker, at jeg en dag bliver nød til at forklare drengene hvad der skete.

For jeg tænker hvis de først finder ud af det, når jeg er død, så kan de jo ikke længere få svar på de spørgsmål de måtte have.

Men samtidig vil der være risiko for, at de med den viden, vil gå resten af mit liv og være bange for at det vil ske igen, og måske lykkedes.

For selvom jeg forsikre dem om at det aldrig vil ske, vil de så tro på det?

Jeg ved ikke hvad der vil være bedst for dem?