Læs dagbog

Så når jeg nu ligger der

En side i dagbogen "I nat valgte jeg livet"
Skrevet af jegvinder 5. februar 2019 08:35

Jeg skal til lægen i dag. Til undersøgelse for livmoderhalskræft.

Det er ikke noget jeg ser frem til, men det skal ordnes! Sådan er det.

Og når jeg nu ligger der har jeg bedt min lægen om at se på mine hæmorider.

Ja, undskyld, hvis du fik kaffen galt i halsen ; )

Men jeg har syltet min røv! (What!? Hvad sker der for hende?)

Jamen, jeg har siden fødslen af den yngste været plaget af hæmorider, og har et utal af gange fået dem fjernet ved laserbehandling.

Det er ikke sjovt, absolut ikke! Og efterfølgende gå der lang tid før det heler op og det skal vaskes flere gange om dagen, hvilket er meget smertefuldt, for ikke at tale om at skulle af med afføringen.

For fanden, jeg har ikke lyst, men jeg har syltet det i flere år denne gang. Jeg skal gøre noget ved det nu. Så hun, lægen, må se på det, så jeg kan få en henvisning og få det ordnet.

Så når jeg nu ligger der...

Jeg har rigtig længe syltet mig selv fysisk. Lige siden manden fik lymfekræft. Jeg har simpelthen ikke haft overskud til det også. Alt hvad jeg har haft af overskud er gået til mandens lymfekræft og behandling, drengenes reaktion derpå, og den efterfølgende psykiske konsekvens for mig.

Før lymfekræften var jeg godt i gang med at passe på mig selv. Jeg havde lige været 14 dage på Ubberrup Højskole, det handlede om kost og motion, men var samtidig en god (kæmpe!) udfordring for min socialfobi, jeg gik til psykolog, og var derudover i gang med et selvudviklingskursus.

Jeg havde godt fat i begge ender af mig selv.

I dag tager jeg så lidt fat i den en ende igen ; )

Så nu kan du drikke din kaffe, der kommer ikke mere herfra nu! ; )

Kommentarer fra andre brugere

Håber det gik godt.

Min mor fik konstateret ivmoderhalskræft stadie 3 (3b hedder det vist) lige før jul. Det har spredt sig uden for livermoderhalsen. Jeg var så dum at google det for at lære lidt om det og nåede lige til en engelsk statistisk der viste at folk med den kræftform i det stadie havde en overlevelsesprocent på 40% efter 5 år (efter diagnose/førstegangsbehandling).

Siden har jeg holdt mig fra at læse mere om det. Det ka jeg ikke bruge til noget. Og heller ikke min mor.
Nu står den på kemo og strålebehandling indtil midt juli og så ser de hvordan det ser ud.

Og jeg er ikke engang ked af det. Ikke personligt. Jeg er ked af at hun har det sådan og er bange. Men jeg er ikke bange. Jeg kan ikke gøre noget. Det eneste jeg har det svært med er at jeg føler jeg burde være en bedre støtte for hende og det orker jeg ikke. Det gør lidt ondt at være selvisk når hun har mest brug for mig. Men hvad skal jeg gøre? Jeg kan kun leve mit eget liv. Forsøge at være tro mod mig selv. Det andet ender med at gøre mig mere syg.

Så nu er jeg det dumme svin af en søn der ikke støtter hans mor nok når hun har det sværest. For jeg orker det ikke. Og det er egoistisk og sådan er det. Men det rager mig en papand. Hvis hun dør, så dør hun. Hvis ikke, så fint. Men jeg kan ikke ændre noget af det alligevel. Og jeg kan ikke leve mit liv for hende.

Hæmorider er godt nok "røv-træls". Håber det løser sig. Det er altså jævnt ubehageligt at døje med. Det gjorde jeg selv for små 10 år siden en kort periode.

Skrevet af MKå, 6. februar 2019 15:24