Læs dagbog

Jeg tør ikke leve uden facaden. + Tak for skriv!

En side i dagbogen "I nat valgte jeg livet"
Skrevet af jegvinder 6. februar 2019 09:12

Det er svært det her. Det er rigtig svært!

Jeg føler det som om, at al det der gør mest ondt, er kommet op til overfladen og jeg formår ikke at holde det nede, inde - jeg kan ikke holde facaden længere. Den facade jeg har bygget op igennem hele mit liv.

Den krakelere nu og jeg har intet at holde fast i, der er intet der er sikkert, jeg har total mistet kontrollen.

Jeg kan mærke det bliver sværere og sværere for hver gang jeg har været til terapi, lige meget om jeg selv har været på eller bare lyttet til andre.

Jeg er fuldstændigt blottet, et stort åbent sår, der bare gør så ondt.

En smerte jeg har holdt bag facaden i så mange år, for at kunne eksistere, da smerten er uuholdelig at stå ansigt til ansigt med.

Nu er den her. Og det gør fandens ondt!

Og det gør mig SÅ sårbar. Alt hvad der fra andre bare minder om kritik, bebrejdelser, afvisning osv. bliver tidoblet i mig, og min reaktion ligeså. Jeg kan slet ikke klare det, jeg tager det dybt personligt, så jeg reagere med et totalt overdrevent forsvar.

Og så bliver vi uvenner. Os alle sammen her hjemme.

Jeg ved ikke, hvad jeg skal gøre. Jeg holder ikke til et helt år i terapi, og så det måske ikke engang hjælper, og samtidig have det sådan her. Jeg skræmmer alle væk.

Jeg føler jeg havde det bedre, tryggere, da facaden var intakt.

Jeg tør ikke være her uden.

Jeg tør ikke leve uden facaden.

Kommentarer fra andre brugere

Mange kram herfra

Skrevet af Jegkan, 6. februar 2019 12:32

Hej JV.

Synes du lærer så meget om dig selv for tiden. Det rumsterer i dig og dine følelser sidder udenpå tøjet. Jeg tror det er et sundhedstegn. Men jeg kan også fornemme at du, ligesom jeg selv, tit er fanget i sort/hvide opfattelser af tingene.

At det skal enten være sådan (jeg orker det ikke, jeg melder mig ud, de må klare sig selv og holde op med at kræve og kræve af mig eller jeg burde også, og nu den yngste, og hvorfor hjælper manden ikke også til osv). Det er lidt det jeg tror (jeg ved det jo ikke så jeg gætter bare) det er din og min udfordring.

At acceptere der er en gylden mellemvej. Hvor vi da til tider bliver såret og føler os taget for givet, men til andre tider også værdsat og stolt over at kunne gøre en forskel for andre (hvad enten det er dine børn, familie, min familie, venner, dyr osv. Bare generelt).

Nogle gange kan man lade sig rive med. Opfatte det hele lidt ultimativt, sort/hvidt.

Men jeg er nu skide stolt af dig. Du kæmper og hver dag bliver du klogere på dig selv. Selvom det måske til tider forvirrer mere end godt er. Men sådan er det. Vi er jo komplekse mennesker og tingene er ikke bare sort/hvide, selvom det til tider ville være nemmere at forholde sig til.

Hold fast ven. Du gør det så godt. Jeg er ihvertfald stolt af dig. Det er ærligt ment.

Skrevet af MKå, 6. februar 2019 14:53

Knus til dig jegvinder

Skrevet af kirae2002, 6. februar 2019 18:55

Utrolig god selvindsigt søde jv <3

jeg tænker... det her er måske en db at vise manden? det fortæller så rammende om det du har det svært med, og dine reaktioner. Tænker at hvis i sætter jer ned og snakker om det, så kan det åbne nogle døre?

Skrevet af Noralie90, 6. februar 2019 19:50

Selvfølgelig kan du ikke slippe facaden bare lige sådan bum, det skal du heller ikke, det skulle gerne være noget der styrkes indefra, lidt som et sår, det skal vokse sammen indefra, så der ikke kommer en byld, og det tager tid.

Jeg kan jo ikke fortælle dig hvad du skal gøre, men jeg kan fortælle lidt om hvad jeg selv har følt igennem forskellige former for terapi.
Ofte er jeg startet ud med en stor tillid til radikale ændringer til det bedre og stor selvudvikling, jeg må dog erkende at ingen af disse ting har indfundet sig som en umiddelbar effekt af terapien.
Det er altid gået meget langsommere end dét, og de ting terapeuter, psykologer osv. har snakket om skulle kunne blive omtrent ”løst” - har jeg stadig stået med efterfølgende.
Men det betyder ikke at terapi ikke hjælper, det har givet mig en meget større indsigt i rigtig mange ting, både i mig selv og i mine omgivelser, og det har givet mig redskaber og styrket mig i at bruge dem.
Derudover giver det en ny dimension at komme et sted hen hvor det er okay at have det som man har det, anerkendelse i sig selv kan virkelig vende energi, og over tid kan man tage det med sig og bruge noget af det på at være god ved sig selv i stedet for altid at bekæmpe sig selv, anerkende sig selv for sådan som man er.

I starten af en terapi kan det give nogle utilsigtede effekter, jeg kan huske fx i starten af et psykologforøb hvor jeg begyndte at få det som om der var et stort dyr efter mig, jeg tænkte - er jeg ved at blive virkelig tosset og mon jeg kan styre det, men det forsvandt igen.

Jeg tror at terapi ofte vil føles hårdest i starten, efterhånden indstiller ens system sig på at der bliver åbnet for de og de ting på den og den måde – og at det ikke er farligt, der falder ikke bjerge ned, ens indre univers er stadig intakt.

Derudover er det selvfølgelig vigtigt at det er nogle gode terapeuter som sørger for at folk er blevet samlet op igen før de sendes ud af døren osv.

Og det er vigtigt at baglandet får viden om hvad der foregår, ikke fordi de skal tage ubegrænset hensyn til en, men det gør en verden til forskel hvis de får indsigt i – at nogle af ens lidt langt ude reaktioner på småting – faktisk bare er – lidt langt ude reaktioner på småting,- og at det ikke er noget de skal tage personligt som sådan, at det meste af det egentlig handler om ens fortid.

Skrevet af Skovtrolden, 7. februar 2019 16:17

Tak for jeres skriv alle sammen.

Jeg er meget taknemmelig over at i bruger tid og tanker på mig. Det rør mig meget <3

Min hjerne er lige ved at eksplodere af tanker der flagre rundt. Jeg er træt, så jeg vil nøjes med at sige tak til jer, lade tankerne være tanker - og så vil jeg lægge puslespil og nusse med katte.

Min hankat har været forsvundet siden i mandags. Jeg har efterlyst ham alle steder og i går i øs regnvejr gik jeg, efter gruppeterapi, ud med efterlysningsplakater, som jeg satte op ved busstoppesteder og lagde i postkasser.

Jeg savner ham vildt, og det er rigtig svært ikke at vide hvad der er hændt ham.

Og hvis han ikke kommer hjem, falder mig drøm jo fra hinanden med at få killinger. Jeg købte jo hunkatten pga. af ham. Han er så sød og god og rar. Hvis jeg klapper mig på brystet, når han står på gulvet, hopper han helt op i favnen på mig, med et ben på hver side af halsen af mig og vi krammer <3

Han SKAL bare komme hjem igen!

Skrevet af jegvinder, 8. februar 2019 12:51